Efter halvandet år i diplomatisk isolation er Vladimir Putin tilbage. Men om det er en sejr for den russiske præsident, vil den kommende vinter vise.
Vi kan komme ind i 2016 med et Rusland, der er endnu mere isoleret end under Ukraine-konflikten. Og en Putin, der er malet op i et hjørne udenrigs, mens han kæmper med en økonomisk krise indenrigs op til et parlamentsvalg og præsidentvalg lige om hjørnet - i 2016 og 2018.
Vladimir Putins 16 år ved magten i Kreml skyldes hans taktiske færdigheder. Udviklingen i Krim og Østukraine er gode eksempler. Annekteringen af Krim var en mulighed, der opstod, fordi den ukrainske stat reelt brød sammen.
Hvilket til hver en tid er en mulighed i det Ukraine, der er opstået efter Sovjetunionens sammenbrud. Derfor har man - naturligvis - haft scenarier i Kreml og drejebøger i forsvarsministeriet til den slags situationer, der pludselig kunne opstå. Og så handler man resolut. Og i virkeligheden sofistikeret.
Den værktøjskasse, der blev brugt på Krim, var avanceret og indeholdt mange elementer - militær, information, logistik. Og en ret sikker analyse af andre aktørers muligheder for at gribe ind.
Den russiske indsats i Syrien, som i denne uge førte til luftangreb på oprørsstillinger, er omgærdet med en italesættelse, som vi efterhånden har lært at kende særdeles godt.
Da Ukraine-konflikten brød ud, udtalte Putin tidligt - som en vurdering - at det begyndte at ligne en borgerkrig i Østukraine. Det, han i virkeligheden sagde, var: Vil I ikke lytte, så sætter vi en krig i gang i Østukraine.
Det samme i denne uge. Putin sagde - som en efterretning - at USA trænede modstandere af den syriske præsident, Bashar al-Assad, der så sidenhen meldte sig under Islamisk Stats faner. Dette var i virkeligheden en besked til USA: De grupper, USA har trænet, vil blive mål for den russiske bombeindsats. Og det, tyder de første efterretninger på, er tilfældet.
Et andet - velkendt - eksempel på italesættelse stod lederen af det russiske parlaments udenrigsudvalg, Aleksej Pusjkov, for i går, da han udtalte, at de russiske bombeangreb vil vare tre-fire måneder. Det er udelukkende en besked til det internationale samfund. Pusjkov har intet med de strategiske beslutninger at gøre. De træffes i Kreml og til dels i forsvarsministeriet.
Men Pusjkov skal bidrage til, at Rusland får de andre staters opmærksomhed og bliver inviteret til forhandlingsbordet. Og det skete så i går i Paris - selvom topmødet mellem Putin, den franske præsident, Franois Hollande, den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, skulle handle om Ukraine.
Så langt er det en taktisk, diplomatisk sejr. Men lige så meget Putin er taktiker, lige så lidt er han strategiker. Det vil sige, at han med sine indsatser i Ukraine og nu Syrien går ind med veldefineret drejebog.
Men uden nogen exit-strategi. Det gælder Ukraine. Sanktionspolitikken. Og formodentligt også Syrien.
Rusland har en række interesser på spil i Syrien. Først og fremmest er Assad ”deres” kort i den mellemøstlige region. Dernæst har Rusland en gammel flådebase, der giver adgang til Middelhavet. Men først og fremmest ser Rusland med bekymring på den samlede sikkerhedssituation i Mellemøsten.
Den russiske bekymring går ikke på syriske flygtninge på motorvejen mod Moskva. Men at radikaliserede islamister vil søge op i Kaukasus og dels antænde øget terror derfra og ind i Rusland.
Og dels at situationen kan føre til ukontrollerbare forløb og reaktioner fra Ruslands egne muslimer. Og når det gælder terrorbekæmpelse - og meget andet - så har også Rusland brug for samarbejdspartnere internationalt.
Her er det ikke tilstrækkeligt, at man kan blive inviteret med til bordet, fordi man har lavet ballade i skolegården. Man skal også kunne blive hængende - som velkommen gæst.
Putins sats i Syrien er, at pragmatismen tager over hos de vestlige lande, så den russiske præsident får sin plads ved bordet. Putins risiko er, at han indleder 2016 endnu mere isoleret, end han gjorde i 2015. Og oven i det bliver del af en krig, han ikke kan komme ud af igen.