Syriske flygtningebørn dominerer Libanons gader

Over 70 procent af børnearbejderne i Libanons gader er flygtningebørn fra Syrien. Især børnenes gennemsnitlige arbejdstid bekymrer Red Barnets landedirektør i Libanon

Alene i verden: Dette syriske barn på flugt må klare sig selv.
Alene i verden: Dette syriske barn på flugt må klare sig selv. Foto: Ulas Yunus Tosun.

Fængselsophold af forskellig varighed, otte timers arbejdsdage i gennemsnit og hovedpine. Det er hverdagen for nogle af de 1510 børn, der bor eller arbejder på gaden i Libanon. Det fastslår en rapport fra organisationerne Red Barnet, Unicef og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). En stor del af børnene arbejder i hovedstaden, Beirut, og den næststørste by i landet, Tripoli.

Samtidig er over 70 procent af børnearbejderne i Libanons gader flygtningebørn fra Syrien, fortæller Ian Rodgers, der er landedirektør i Libanon for Red Barnet. Han forklarer, at den syriske befolkning ikke har nok ressourcer eller økonomiske midler i deres husholdning, hvilket er en af årsagerne til, at børnene må gå på gaden og tjene penge.

”Et af de mest bekymrende resultater fra rapporten er børnenes gennemsnitslige arbejdstid på cirka otte timer om dagen, samtidig med at halvdelen af børnene også arbejder om natten. Når man identificerer gadebørnene, er det derfor blandt andet vigtigt at finde ud af, hvad deres familiesituation er, og hvorfor de er endt på gaden,” siger Ian Rodgers, der forklarer, at størstedelen af børnene hellere vil gå i skole.

Steen Andersen, der er generalsekretær i Unicef Danmark, forklarer, at flygtninge i Libanon ofte bor spredt i blandt andet kældre og telte. Derfor er det svært at hjælpe dem, og det betyder, at de er i stor risiko for at havne som gadebørn.

”Om flygtningebørn ender med at bo og leve på gaden afhænger i høj grad af deres situation, når de ankommer. Kommer de alene? Er de blevet væk fra nogle? Er deres bedsteforældre blevet dræbt? Er der nogen, der kan beskytte dem?,” siger Steen Andersen.

Simon Turner, der er lektor på Centre for Advanced Migration Studies (migrationsstudier) ved Københavns Universitet og blandt andet har forsket i flygtningelejre, forklarer, at flygtninge ofte ender på samfundets bund. Han understreger, at det er en hård skæbne for flygtningebørn at ernære sig som gadearbejdere, men pointerer samtidig, at livet på gaden for nogle børn også kan skabe nye muligheder.

”Børnene kommer væk fra forældrenes kontrol, ligesom kvinderne kommer væk fra en eventuel undertrykkelse. Nogle af de sociale strukturer, som de har levet under, bliver brudt ned, og det giver et mulighedsrum for at gøre noget, som de ikke kunne gøre derhjemme, fordi der blev forventet noget bestemt af dem,” siger Simon Turner.

”De kan være enormt smarte til at tjene penge, og de kan være hurtige til at lære det nye sprog. Der er mindre kontrol, og de kan have evner, der spiller en rolle i forhold til at gribe chancen hurtigt og slå til. De er entreprenante og finder hurtigt på noget.”