Så længe de trækker vejret, prøver vi at redde dem

Sultedøden er en langstrakt proces, og nødhjælpsarbejdere i Østafrika kæmper ofte en forgæves kamp for at hjælpe sultofre, når de indre organer først er påvirket, fortæller sygeplejerske fra Læger uden Grænser

Sygeplejerske Martha Krogh Topperzer under en udsendelse til Etiopien på Læger uden Grænsers ernæringscenter til modarbejdelse af den høje børnedødelighed i grænselandet nær Kenya.
Sygeplejerske Martha Krogh Topperzer under en udsendelse til Etiopien på Læger uden Grænsers ernæringscenter til modarbejdelse af den høje børnedødelighed i grænselandet nær Kenya. Foto: Francois Dumont/Læger uden Grænser.

Det er ofte en ganske langsom proces, når kroppen lukker ned som følge af underernæring. Sultedøden kan tage både uger og måneder, og når nyrerne først sætter ud, kan processen være næsten umulig at vende.

LÆS OGSÅ: Enighed om at hjælpe Østafrika

Ifølge de nyeste situationsrapporter fra FN mangler 12,42 millioner mennesker på Afrikas Horn lige nu fødevarehjælp, og i sidste uge blev tre nye regioner i Somalia erklæret for hungersnødsramte. Læger uden Grænsers folk i området arbejder på felthospitaler og ernæringscentre for at hjælpe de mest afkræftede.

Det værste er næsten, når børnene ikke orker at skrige, når man skal stikke dem, siger sygeplejerske Martha Krogh Topperzer fra Læger uden Grænser.

Hårdest ramt er børn på nul til fem år, eftersom deres kroppe behøver flere kalorier og mere energi for at udvikle sig normalt. Kroppens fedtdepoter er det første, der bliver tæret væk.

Befolkningen på Afrikas Horn har i forvejen ikke store fedtdepoter. Så sulten begynder hurtigt at tære på musklerne. Typisk inden for et par uger, alt efter om man får en smule eller ingen energi, siger Martha Krogh Topperzer.

Hun var i 2008 udsendt til Etiopien i seks uger og har tidligere været udsendt i Vestafrika.

Når man ikke har flere muskeldepoter tilbage, begynder sulten at tære på de indre organer. Hjertet får sværere ved at pumpe blod rundt i kroppen, og det nedsætter organernes funktioner. Blandt andet bliver hjernen sløvere.

På den måde er det ofte en nådig død, fordi man glider hen i en komatøs tilstand, fortæller Martha Krogh Topperzer.

Blandt de mest alvorlige konsekvenser, når de indre organer begynder at sætte ud, er, at nyrerne ikke længere udskiller affaldsstoffer.

Nyrerne er i den forbindelse et overset organ. Når de holder op, ruller snebolden. Så er man mere modtagelig for infektioner og får hurtigere feber. Kroppen bruger ekstra energi på at bekæmpe infektionen, og så bliver man gravet endnu dybere ned i et hul, siger hun.

Vejrtrækningen fortsætter på trods af bevidstløshed, og lungerne er det sidste organ, der sætter ud.

Det er en lang proces, hvor man falder ned i en tungere og tungere tilstand, og som det til sidst ikke er muligt at rette op på, siger Martha Krogh Topperzer.

Mange af de børn, der bliver bragt til Læger uden Grænsers klinikker, kommer på et tidspunkt, hvor det er farligt at give dem mad og vand.

Hvis kroppen får tilført energi på det stadie, kan man gå i chok og få hjertestop på stedet. Det ser man desværre mange eksempler på, siger Martha Krogh Topperzer.

Og perioden, fra man ikke længere kan optage mad, til man dør af sult, kan tage flere uger. Martha Krogh Topperzer oplevede i Niger en syvårig dreng, der holdt ud på et felthospital i en måned, inden han døde.

Ham nåede vi ikke at redde. Han var uden for rækkevidde, fordi han var så afkræftet og underernæret og så ekstremt svækket af tuberkulose. Han var for afkræftet til at gå og at tale, og han lå i fosterstilling med oprullede øjne og var ikke kontaktbar. Hans krop modtog simpelthen ikke de proteiner, mineraler og fedt, der var i den mad, vi gav ham, fordi hans krop brugte energi på at bekæmpe sygdommen i stedet. Da vi gav ham antibiotika, reagerede hans mave kraftigt, og hans tarmflora blev ødelagt. Det var et spørgsmål om pest eller kolera, for vi kunne ikke bare lade være med at behandle ham; så ville han også dø, fortæller Martha Krogh Topperzer.

I løbet af det sidste døgn bliver kredsløbet gradvist lukket ned, fordi der ikke længere er væskefylde nok i blodkarrene til at drive blodet rundt i kroppen. Dermed stopper tilførslen af ilt til organerne, og hjertet holder op med at slå.

Men de fleste børn bliver bragt til klinikkerne tids nok til at vende udviklingen, fortæller Martha Krogh Topperzer.

Så længe de trækker vejret, prøver vi altid at redde dem. Vi lægger et drop på dem og giver dem langsomt noget saltvand, så man kan få dem stabiliseret, og blodet kan løbe lettere gennem deres årer igen, siger Martha Topperzer.

De er måske bevidstløse, når de kommer ind, men vi kan godt rette op på dem. De fleste børn, jeg oplevede, var svært afkræftede og ville ikke have øjenkontakt med mig eller de andre behandlere, men inden for en uge sidder de op i sengen og kommunikerer, græder og udviser almindelige sundhedstegn, siger hun.

Man lægger typisk en sonde i næsen på børnene og giver dem en speciel mælkeblanding i en meget lille mængde hver sjette time. Efter en uge kan de typisk klare en rigere form for mælkeprotein, og efter yderligere en uge med det kan de tåle fast føde, typisk et jordnøddesmørslignende produkt, som indeholder 500 kalorier i en pakke samt mange af de vitaminer, sultofre mangler.

mcghie@k.dk