Terrorister ser deres gerning som del af en eksistentiel kamp

Forbipasserende reagerer på en spontant opstået mindesmærke ved Place de la Bourse efter terrorangrebet i ...

Forbipasserende reagerer på en spontant opstået mindesmærke ved Place de la Bourse efter terrorangrebet i Bruxelles den 22. marts. Foto: Kenzo Tribouillard/AFP PHOTO / Scanpix Denmark

Troen bekræftes gennem en ekstrem handling, der markerer, at terroristens tro netop er stærk, og at han eller hun er et helhjertet medlem af et religiøst fællesskab
Carsten Bagge Laustsen

Selv om terror kan være svær at forstå, er der en indre logik. Den kan variere, og derfor kommer terroren til udtryk forskelligt, men motivationen bag rædslen er som regel en eksistentiel, personlig kamp, forklarer forfatteren til bogen ”Terror”, lektor Carsten Bagge Laustsen

Hvorfor? Det er ofte det spørgsmål, der melder sig, når terror igen tager menneskeliv. Hvad kan dog få mennesker til at forsvare drab på mennesker, de aldrig før har mødt, og som de intet kender til? Hvad kan endda få terroristerne til at tage deres eget liv i bestræbelserne på at ende andres?

For langt de fleste – heldigvis – er der ikke en åbenlys eller forståelig logik. Men logikken hos terrorister er derimod lysende klar, mener lektor i politisk sociologi på Aarhus Universitet, Carsten Bagge Laustsen. Han har skrevet bogen ”Terror” og forklarer, at man er nødt til at skelne mellem rationalet bag terror hos en terrororganisation og hos den enkelte terrorist. Det er nemlig ikke altid det samme:

”For terrororganisationer handler terroren ikke kun om at tilføje modstanderen et militært og politisk nederlag. Terroren tænkes også som en form for propaganda, der kan bruges til at rekruttere nye kæmpere og støtter og opretholde gejsten hos de eksisterende. Maskinen skal holdes kørende mod det ideologiske eller religiøse rationale, som for islamister handler om at forsvare sig mod det, de ser som et angreb fra den vestlige verden,” siger han og uddyber:

”Inden Osama bin Laden var fokus rettet mod de politiske og religiøse ledere i Mellemøsten, som terrororganisationerne syntes repræsenterede en for vag version af islam. Men bin Laden forskød fronten mod Vesten, fordi den vestlige kultur repræsenterer det, som i dag for alvor udfordrer islam, nemlig sekularisme, tilladt homoseksualitet, prostitution, alkohol, forbrugerisme med mere. Den mest effektive, billige og nemme måde at opretholde den kamp på er gennem terror, hvor man får stor effekt for små ressourcer.”

”For den enkelte terrorist kan der dog være helt andre ting på spil. Han kæmper også for politiske og religiøse motiver, hvor han ser terror som et middel i kampen mellem det gode og det onde. Men måske mere væsentlig er dog ofte kampen for terroristens egen tro. Troen bekræftes gennem en ekstrem handling, der markerer, at terroristens tro netop er stærk, og at han eller hun er et helhjertet medlem af et religiøst fællesskab. Mange terrorister er konvertitter eller sent radikaliserede, som ikke har fået troen, altså her den radikale islamisme, ind med modermælken, og deres religion har mere karakter af et valg. Derfor har de endnu mere behov for at bekræfte det valg i en nærmest eksistentiel, personlig kamp.”

”Endelig er der selvfølgelig dem, der er personligt motiveret, fordi en eller flere af deres familiemedlemmer er blevet dræbt af vestlige soldater. Den slags selvmordssoldater er især hyppige i Palæstina-konflikten.”

Men hvorfor er det lige mordet på uskyldige, der er midlet? Der er vel også andre måder at få budskabet igennem på?

”Ja, det kan være vanskeligt at forstå, men det er netop her, det er vigtigt at huske, at terrorister ikke ser terror som et angreb på Vesten, men som et forsvar imod alt det, Vesten står for. Blot at prædike om islams fortræffeligheder er ikke nok, situationens alvor taget i betragtning. De føler, at de kæmper for overlevelse. Hertil kommer den psykologiske effekt af terrorhandlinger. Relativt få folk dør, men mange flere bliver bange og ændrer måske adfærd. Endelig er en konventionel krig mod Vesten udelukket, for den ville de tabe stort.”

Der har eksisteret terror i mange årtier, og i lang tid blev den primært udført af vesterlændinge af politiske grunde. Hvad har ændret sig?

”Man taler normalt om fire forskellige former for terror: Den politiske og ideologiske, som Rote Armee Fraktion er det mest kendte eksempel på. Den nationale/etniske terror, som eksempelvis IRA i Irland, ETA i Spanien og PKK i Kurdistan har udøvet. Den religiøse terror, der som navnet understreger, er religiøst motiveret, men karakteriseres også til tider ved at have et katastrofisk rationale. Og så er der statsterroren, som suverænt er den form for terror, der har efterladt sig flest ofre.”

”Over tid er man groft sagt gået fra den nationale/etniske terror til den religiøse, men det er svært at give entydige forklaringer på den udvikling. Terroren i 1970’erne havde sin grobund i Europa og den kolde krig. Der var dog allerede terrorangreb, som pegede frem mod den situation, vi står i nu. Terrorangrebet mod OL i München i 1972 var det første markante eksempel på terrorens begyndende globalisering. Det centrale budskab var, at ingen israelere kunne være sikker noget sted i verden. Siden har verden åbnet sig radikalt, og det er langt mere muligt at operere over landegrænser.”

"En anden forklaring er formentlig, at det moderne samfund er karakteriseret ved en vis rodløshed, hvor man selv må vælge sin identitet. Her bliver religion et helle for nogen, et identitetsprojektet, hvor man kan finde eksistentiel ro og få faste svar gennem ekstremisme. Terror bliver på den måde et radikalt udtryk for et livsvalg.”

Er Europa blevet et farligere sted at bo i forhold til terror?

”Der har altid været og er fortsat en meget lille risiko for at blive offer for terror. Set i forhold til, hvad vi ellers dør af – eller bare set i forhold til, hvor mange uskyldige, der dør i bekæmpelsen af terror – så er det en mikroskopisk risiko. Det glemmer vi bare nogle gange, fordi pointen med terror jo netop er at være spektakulær og dermed godt mediestof.”

”Desuden hersker den logik, at ethvert terrorangreb sætter horisonten for noget, der er endnu værre: Terror med giftgas, atomart materiale, forurening af vores drikkevand og så videre. Terrorens logik er, at den åbner horisonten mod katastrofen, men der er også en bevægelse den anden vej. Vi bliver hurtigt trætte af terrorsnakken. Hverdagen indfinder sig. Vi ved, at der er en mikroskopisk risiko for at blive ramt, men ret hurtigt vendes den fra en bevidsthed om, at det kunne være mig, der blev ramt, til en forestilling om, at det nok vil være nogle andre. Efter terroren i Krudttønden og ved synagogen var det eksempelvis påfaldende, hvor hurtigt folk igen sad på caféerne og tog S-toget. Hverdagens magelighed er det bedste svar på terrorens rædsel.”