Afrika står over for store problemer med islamistiske terrororganisationer som Boko Haram, al-Shabaab og al-Qaeda, der spreder frygt, død og ødelæggelse blandt kristne og moderate muslimer i subsaharisk Afrika - og uden for. I Den Centralafrikanske Republik er rollerne byttet om. Her har yderligtgående kristne militser dræbt tusindvis af muslimer siden 2013.
Kenya forsøger at nedkæmpe al-Shabaab så vel på somalisk jord som i egne rækker, og i Nigeria har regeringen ad flere omgange sat hæren ind mod Boko Haram.
Men kontinentets moderate muslimer og kristne har et stort medansvar for at bekæmpe ekstremismen, mener den ghanesiske generalsekretær i den kristne afrikanske dialogorganisation Proc-mura, Johnson Mbillah. Siden 1959 har organisationen arbejdet for en fredelig sameksistens mellem Afrikas cirka 500 millioner kristne og 400 millioner muslimer.
Johnson Mbillah har netop været i Danmark inviteret af den folkekirkelige missionsorganisation Mission Afrika for at tale om ”religiøs politik og politisk religion”, og hvordan de to kan spille konstruk-tivt sammen. I den øvelse bliver Afrikas troende, der tæller 9 ud af 10 subsahariske afrikanere, nødt til at løfte i flok, hvis det skal lykkes, mener generalsekretæren.
”Når vi går i dialog med muslimer, tillader vi ikke moderate muslimer at afvise ekstremister i terrororganisationer som Boko Haram og al-Shabaab som værende 'ikke-muslimer'. Ekstremisterne kalder sig selv for muslimer, de bygger deres utopi på Koranen, og de citerer Koranen. Det gør dem til muslimer. Derfor har moderate muslimer et stort ansvar for at imødegå ekstremismen aktivt ved at afvise den i tale. Men det er ikke altid nemt at få dem til det,” siger han.
Det hænger sammen med, at moderate afrikanske muslimer, ikke mindst imamer, frygter, at åben kritik vil forvandle dem til terrormål. Frygten er forståelig, men politiseringen af religion i Afrika og polariseringen på yderfløjene betyder, den må omgås, mener Johnson Mbillah.
”Vi plejer at sige til dem (muslimerne, red.): I bliver nødt til at finde en måde at gøre det på,” siger Johnson Mbillah.
En af måderne kan være at have hånd i hanke med undervisningen i Afrikas koranskoler og gribe ind og ændre pensum.
”Som undervisningen på koranskolerne foregår nu, gør den eleverne umulige at ansætte efter endt uddannelse. Det eneste sted, de er kvalificerede til at arbejde, er som lærere på en anden koranskole,” mener han.
Det kan alle i sagens natur ikke, og derfor ender en del som arbejdsløse, fortæller Johnson Mbillah.
”Ind på scenen kommer så en organisation som Boko Haram med en ideel præsentation af livet (det muslimske liv, red.). De prædiker et utopia for de unge. Men det er forkert at tro, at kun arbejdsløse og fattige bliver tiltrukket af ideologien, for det gør rige og veluddannede også. Det gør situationen kompliceret, og der eksisterer ikke kun én løsning,” siger han.
”Muslimske lærde og imamer bliver nødt til at udvikle et uddannelsessystem, der i højere grad end i dag fremmer accept af forskelligheder,” siger han.
Det er Procmura ikke ene om at mene. I Kenya evaluerer regeringen i øjeblikket resultaterne af et pilotprojekt i 50 kenyanske koranskoler. I tre måneder er skoleeleverne blevet undervist efter et nyt pensum, som er udarbejdet af muslimske lærde i samarbejde med repræsentanter fra landets undervisningsministerium. Opgaven har været at sikre, at eleverne ikke møder ekstreme holdninger i undervisningen. Det nye pensum indeholder blandt andet undervisning i værdien af tolerance og nationalitet.
Men Afrikas kristne må, i et land som Den Centralafrikanske Republik, også modarbejde ekstremisme i egne rækker og skal blive bedre til at rumme muslimers ”anderledeshed”. For religion fylder på et kontinent, hvor tro ikke er et privatforetagende, men i høj grad finder udfoldelse i handling og i det offentlige rum. Og det rækker ikke at tie med kritik af muslimers ”anderledeshed”.
”I så fald tolererer man hinandens tilstedeværelse, men man omgås ikke hinanden. Det er ikke nok. Både muslimer og kristne er nødt til at udvise positiv tolerance, og det indebærer at acceptere og relatere direkte til hinanden,” siger Johnson Mbillah.
Det kræver øvelse og viden, og jo før man starter, des bedre er det, så pilen peger atter i retning af afrikanske børns skolegang. Når det gælder fredelig sameksistens og terrorbekæmpelse, er Procmuras slagord ”uddannelse, uddannelse, uddannelse”:
”Og vi bliver nødt til at 'indfange' dem unge,” fastslår Johnson Mbillah.