Theresa Mays dundertale mod EU kan være en klog strategi

Da den britiske premierminister lancerede sin Brexit-plan, var tonen hård. Det kan vise sig at gavne Storbritanniens forhandlingsmuligheder over for EU

Spørger man tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), så har Theresa May sikret Storbritannien en bedre forhandlingsposition ved at melde hårdt ud.
Spørger man tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), så har Theresa May sikret Storbritannien en bedre forhandlingsposition ved at melde hårdt ud. . Foto: Stefan Rousseau/AP.

Det var blandt andet med ønsket om et fortsat tæt samarbejde med ”naboerne” i EU, at den britiske premierminister Theresa May i tirsdags fremlagde sin plan for en Brexit. Men i løbet af den næsten 50 minutter lange tale var tonen ellers snarere skarp end diplomatisk. Hun advarede således om en potentiel handelskrig, hvis EU forsøger at straffe Storbritannien for sin udmeldelse.

Og hun understregede, at ”ingen aftale er bedre end en dårlig aftale,” når boet efter den forestående skilsmisse skal gøres op, og Storbritannien blandt andet skal forhandle en handelsaftale på plads, når landet forlader det indre marked.

Spørger man tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), så har Theresa May sikret Storbritannien en bedre forhandlingsposition ved at melde hårdt ud.

”Theresa May gjorde det eneste, hun kunne gøre. Hvis hun var kommet med en mellemløsning, var hun raget uklar med baglandet og Brexit-tilhængerne. I stedet har hun styrket sin forhandlingsposition ved at lægge op til et klart brud og samtidig luftet truslen om, at Storbritannien er klar til at dumpe sine virksomhedsskatter, hvis EU forsøger at tryne dem. May var nødt til at vise, at Storbritannien mener det alvorligt, og det lykkedes hun med,” siger han.

Vibeke Vindeløv er professor i konfliktmægling ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet. Hun forklarer, at man kan forstå konflikten mellem EU og Storbritannien ud fra det, der kaldes nulsumsopfattelse. Det betyder, at begge parter ikke kan vinde. Ethvert fremskridt til den ene part sker på bekostning af den anden part. May har dermed lagt op til, at skilsmisseforhandlingerne mellem EU og Storbritannien bliver en tovtrækning mellem millioner af mennesker og for milliarder af kroner.

Ifølge Vibeke Vindeløv er det en risikabel strategi, Theresa May har valgt. Men den kan ikke desto mindre vise sig at være den rette.

”Det, Theresa May lægger op til, er en konkurrencebaseret strategi i modsætning til en samarbejdsbaseret. I den konkurrencebaserede strategi fokuserer man kun på egne vindinger og ikke på, hvordan begge parter kan opnå fordele. Fordelen ved strategien er, at det giver mulighed for at stille skrappe krav. Men det øger samtidig risikoen for, at forhandlingerne bryder sammen, fordi parterne ikke er villige til at gå på kompromis, da det opfattes som tilbageslag eller forhandlingsmæssig svaghed. Eller kort og godt at modviljen mellem parterne vokser sig for stor,” siger hun.

Et andet vigtigt element for at opnå succes i forhandlinger handler om at forudse sin modstanders næste træk. Og her kom de første indikationer straks efter Mays tale. EU’s præsident, Donald Tusk, talte om en ”trist proces i en surrealistisk tid”, mens EU’s Brexit-forhandler, det liberale EU-parlamentsmedlem Guy Verhofstadt, gjorde det klart, at man aldrig vil acceptere en situa- tion, hvor det er mere fordelagtigt at stå uden for det indre marked end at være en del af EU.

Der er altså lagt op til hårde forhandlinger, når den britiske regering og EU’s resterende 27 lande skal finde ud af, hvordan båndene konkret skal kappes, når Storbritannien senest i marts gør brug af Lissabon-traktatens artikel 50 for at iværksætte den formelle udmeldelsesproces.

Men presset ligger ikke desto mindre hovedsageligt på EU, lyder det fra Per Stig Møller:

”Uanset hvad Theresa May havde meldt ud, ville der være lagt op til hårde forhandlinger. Men det er EU, der er under størst pres. De risikerer at stå med et legitimitetsproblem, hvis Storbritannien forhandler sig frem til alt for fordelagtige aftaler.”

Til gengæld kan den hårde kurs styrke May indenrigspolitisk. I sin tale nævnte hun, at De Konservative stod med en historisk mulighed for at reagere på folkets modvilje mod eliten. Regeringspartiet, der ofte er blevet fremstillet som indbegrebet af elite, kan nu tegne et billede af sig selv som folkets vagthund mod netop eliten, vurderer Vibeke Vindeløv.

”Theresa May har stået i en svær situation, hvor hun har skullet gennemføre en forhandling, der går stik imod, hvad hun selv gik ind for. Så for at bevare sin troværdighed overfor vælgerne og baglandet melder hun utvetydigt ud, så hun ikke kan blive klandret for ikke at lytte til folket. Skulle forhandlingerne bryde sammen, kan hun i det mindste sige, at hun stod fast og gjorde hvad hun kunne, og det kan vise sig at blive afgørende for partiets overlevelse.”