Tysk journalist: Sådan var mine ti dage hos Islamisk Stat

Som den første vestlige journalist rejste den tyske ekspolitiker Jürgen Todenhöfer til terrorens hjerte i Islamisk Stat. Det er der kommet bogen "Ti dage i Islamisk Stat – en rejse ind i terrorens gåde" ud af. Vi bringer her et uddrag af bogen

Tysk journalist: Sådan var mine ti dage hos Islamisk Stat
Foto: Frederic Todenhöfer .

Dag 6, torsdag den 11. december 2014
Som dagen før er det kun Abu Loth, der spiser morgenmad sammen med os. Igen fladbrød og kiri-ost.

Heldigvis skinner solen. Abu Qatadah kommer ind, men det er svært at aflæse hans ansigtsudtryk.

”Der kan opstå problemer i dag. Der er droner i luften. Vi skal være meget varsomme. Vif år se, om vi kan gennemføre vores program. Jeg er ikke sikker.”
 
Så går han igen. ”I har ti minutter,” siger han uden at røbe noget spor af følelser.

En af de lokale chauffører har taget sin 9-årige søn med, så det kan vel ikke være helt så farligt. Først skal vi gøre holdt ved retten for at erfare, hvordan retsvæsenet fungerer. Vi drejer ned ad en sidegade foran et højhus med glasfacade, igennem to kontrolposter og ind på parkeringspladsen.
 
Der er fyldt godt op i retsbygningen og ingen tomme pladser i forhallen. Over receptionen hænger et stort IS-flag. Et halvt hundrede mennesker sidder eller står og venter på, at det bliver deres tur.
 
Vi går op ad en stor vindeltrappe med forgyldt gelænder og træffer på anden sal en dommer, der har ansvaret for bl. a. kriminalsager. Han er klædt i sort og har et langt sort skæg, men da vores ’chauffør’ siden slettede samtalen fra Freddys kamera, følger her kun enkelte afsnit fra Malcolms dagbog.

Læs interview med Jürgen Todenhöfer her.

Jürgen Todenhöfer: Hvilke sager tager De Dem af?

Dommeren: Kriminalsager, familieretlige sager, skyldsspørgsmål, arvesager.
 
Jürgen Todenhöfer: Er De så travlt optaget?
 
Dommeren: Ja, netop nu har jeg 30-40 sager. Også appelsager.
 
Jürgen Todenhöfer: Hvor har De studeret jura?
 
Dommeren: I forskellige moskéer.
 
Jürgen Todenhöfer: I moskéer?

Dommeren: Ja, jeg prædikede i en moské, før IS kom hertil.

Jürgen Todenhöfer: Er der også dommere, der fungerede som dommere før IS’ magtovertagelse?
 
Dommeren: Nej, de blev alle sammen dræbt, for de satte menneskers love over Guds lov. Bortset fra det var mange af dem korrupte. Folk er glade for den ny lov og for dommerne. Vi holder os udelukkende til sharia; vi fortolker ikke; vi henholder os til, hvad der står skrevet. På den måde går det også meget hurtigere med sagerne.

Jürgen Todenhöfer: Bliver der i den nærmeste tid tale om henrettelser, piskning eller håndsafhugninger?

Dommeren: Nej.

Jürgen Todenhöfer: Hvilken hånd bliver hugget af? Er der en regel for det?
 
Dommeren: Ja, altid den hånd, der har stjålet.

Jürgen Todenhöfer:
Sker det ofte?
 
Dommeren: Jeg har kun ved to lejligheder måttet lade en hånd hugge af. I hele provinsen har der ikke været andre tilfælde de sidste fire måneder. Lige nu er der en sag om løsagtighed. Den dømte kvinde skal stenes, og tro mig, det afskrækker virkelig folk. Og da vi ikke længere har dommere, der kan bestikkes, tænker folk sig om to gange, inden de begår en forbrydelse. Tidligere plejede man at kunne købe sig fri. Det er ikke længere muligt. Loven er ens for alle.

Abu Qatadah siger, at hvis vi gerne vil overvære en henrettelse, kan det nemt arrangeres, for der er fanger nok, hvis forbrydelse egner sig til det:

”I skal bare sige til. Jeg kan endda selv klare det. Men hvad foretrækker I: en kurder eller en shia?”

Han smiler imens, og jeg afviser ham kategorisk. Freddy er komplet chokeret. Hvilken kynisk holdning! Vi forlader retsbygningen.
 
Derfra kører vi hen til en tidligere irakisk militærbase, der nu tilhører IS. Det var herfra, Mosul blev erobret, og hvor tusinder af irakiske soldater flygtede fra IS-krigerne og efterlod alt. Vores lokale chauffør har intet til overs for irakerne. I en hel uge torterede de ham med elektriske stød, der har givet ham ar på benene, og derefter var han i mange måneder indsat i fængslet ved lufthavnen, indtil han kunne købe sig fri for 5.000 dollars.
 
Ved indgangen til den gamle irakiske base venter vi på en anden bil. Vi kan se et fly i luften. ”Amerikanere,” siger vores chauffør og mener, det er et recognosceringsfly. Hvor beroligende! Vi tager en runde på basen, der nu også bruges som træningslejr, fængsel og våbendepot, og vi gør ophold ved en tank-kirkegård. Sådan ser krigs-materiellets kirkegårde ud alle vegne. Hulter til bulter ligger der op mod hundrede tanks, gamle, nye, russiske, amerikanske. Jeg kan nærmest ikke holde styr på det. Så apokalyptisk er synet. På en tank har nogen skrevet graffiti: ”Det gør mig ondt!”

Åbenbart skal vi inden længe se krigere, der træner. Og måske fanger.

Men pludselig hører vi over os den summende lyd af droner, og vi må afbryde besøget. Vi kører i skiftende retninger, så et angreb besværliggøres. Stemningen er anspændt. IS-krigerne er konstant radiokontakt. Vores chauffør sætter farten op og udpeger, hvor fængslerne ligger. Vi kører også forbi en fodboldbane og en totalt ødelagt kaserne.

Så er vi igen ved indgangen. Her står en halv snes mænd og nogle børn, alle klædt i sort, med røde huer og bevæbnet med maskingeværer, amerikanske M16’ere og russiske kalasjnikover. De er medlemmer af en specialenhed inden for politiet. Mens jeg snakker med dem, bliver Freddy hele tiden forulempet af en fyr i uniform. Han skubber fyren fra sig, og Abu Loth har svært ved at dæmpe gemytterne. Nogle af krigerne virker meget anspændte, men IS’ anti-vestlige propaganda er tydeligvis virkningsfuld. De tre yngste i enheden er 12-13 år og hævder, at de allerede har været i kamp, men de får ikke betaling for hverken det eller andet dagligt arbejde. De gør det for ærens skyld. To af dem går i skole, men vi kan ikke få flere detaljer ud af dem. 

Dronerne flyver stadig rundt, og mændene fra politienheden siger, at de hverken er bange for droner eller fly. De frygter kun Allah. ”Vi kommer på hjemmebesøg hos Obama,” er deres afskedshilsen til os.
 
Vi fortsætter til en anden base, hvor en guldbronzeret amerikansk haubits med IS-flag skiller sig ud. Stående foran haubitsen giver en IS-kriger fra Ægypten et kortfattet interview.

Jürgen Todenhöfer: Hvad mener I om ’Den islamiske Stat’?

Krigeren:
Profeten, fred være med ham, bragte os Allahs religion. Han grundlagde den med jihad og ikke med valg og samråd, hvor alle diskuterer, om de er enige i islam eller ej. Valg betyder vantro og krig mod Allah og hans profeter.

Jürgen Todenhöfer:
Og derfor kæmper I for ’Den islamiske Stat’?

Krigeren:
Ja, for IS’ tilhængere opfatter Allah som Skaberen. De tager afstand fra enhver, som bekæmper Allah og hans profeter.

En anden kriger, der nysgerrigt har fulgt med, demonstrerer med stolthed sin amerikanske skarpskytteriffel. Igennem dens teleskopsigte udpeger vi en ødelagt bygning en halv kilometer væk. Herfra kunne man skyde en gaffel ud af hånden på én, der sad derovre og spiste.

Bagefter står den på lamme-kebab, ris og brød på en restaurant. Abu Loth mener, at IS er uovervindelig. Selv har han givet afkald på alle jordiske goder og forladt sin familie, så han kan dø her i IS. Så stor er tiltrækningskraften. Alle er villige til at ofre sig selv.
 
”Vi går i krig med selvmordsbælter. Vi kæmper til det sidste. Det gør I ikke."

Og han vil gerne inden længe se den endelige fjende, amerikanerne.

”De volder os så megen elendighed i fængsler som Abu Ghraib, i Guantanamo, i Afghanistan og her.”

Men Obama vil bare stille sit eget folk tilfreds. Det er grunden til hans tøvende luftangreb i Mosul, som især dræber de civile. Hvert eneste angreb er et kujonagtigt mord på civile. Men det er også en gave, der får flere og flere til at slutte op om IS og kun nære det ønske at bekæmpe amerikanerne.

Igen udfritter jeg Abu Loth om den engelske journalist John Cantlie. Ifølge Abu Loth beder han nu som foreskrevet fem gange om dagen. Hvis det er sandt, er han nu en slave og ikke længere en fange. Hvordan skal jeg dog hjælpe den mand?

I løbet af dagen bliver Freddy mere bekymret, for han har hverken kunnet komme i kontakt med vores eller Malcolms familie, og han har lovet at holde sig i forbindelse med dem, men hans sidste mail blev sendt for en uge siden. Han ved, at hjemme er de efterhånden ved at gå i panik, og vore lokalvagter kommer hele tiden med nye forklaringer på, at vi ikke kan køre hen på en internet-café. Nu påstår Abu Qatadah, at der slet ikke er internet i Mosul.

Jeg spørger restauratøren, og naturligvis er der internet. Vi er meget velkomne til at benytte det, hvad der bestemt ikke passer Abu Qatadah. Han bliver vred over, at jeg ikke troede på ham og bliver ved med at mase på, men heldigvis ender det ikke som dagen før med trusler. Abu Qatadah lover, at vi om aftenen kan sende en mail.

Det er bedetid. Restauratøren lukker skodderne og døren i, hvilket er påbudt under bedetiden i ’Den islamiske Stat.’

Efter bønnen kører vi forbi det sted, hvor to IS-krigere brød igennem adskillige kontrolposter under erobringen af Mosul. Til sidst sprængte de sig selv i luften lige foran det hotel, hvor de irakiske generaler planlagde deres forsvarsstrategi mod IS. Seks generaler døde. De andre flygtede i al hast sammen med deres divisioner.

Ved en rundkørsel bliver vi holdt tilbage. Vi aner foreløbig ikke hvorfor, men ti tungt bevæbnede og maskerede mænd i sort dukker op. En myndigt udseende mand dirigerer en fange med kortklippet hår og et stort rødbrunt skæg i retning mod os. Fangen er iført gul fængselsdragt og virker fuldkommen nedbrudt. Fra et sted i gaden lyder et højt brag. En bil er kørt op i en anden. Det er prisen for at være nysgerrig. Tøvende går vi ind i midten af rundkørslen.

”Det er en tilfangetaget peshmerga, I kan interviewe ham.”

Specialstyrkerne omgiver os, mens vi taler sammen. Alle biler er stoppet op. Intet rører sig. Så det næsten ikke kan høres, siger fangen til mig: ”Tak fordi
De tager Dem tid til mig.”

Hans blik er fyldt med håbløshed og resignation.
 
Jürgen Todenhöfer: Hvornår blev du taget til fange?

Fangen:
Den 15. juni 2014. Det er et halvt år siden. Vi var tretten mand. Nogle boede ved dæmningen, andre ved Tadabul- pladsen. Resten var løbet deres vej. Vi kom til Sitmarkho. Dér blev vi taget til fange.
 
Jürgen Todenhöfer:
Hvordan har IS behandlet jer?

Fangen:
Hvordan vi bliver behandlet betyder ikke så meget for os. Vi klarer os. Først kunne vi ikke skelne dag fra nat, og vi anede ikke, hvad der skulle ske med os, om vi ville blive befriet eller ej. Vi vidste kun, at vi havde overlevet.
 
Abu Loth:
Han spurgte, hvordan I er blevet behandlet! Fortæl ham det!

Fangen: Fint. Ingen problemer.

Jürgen Todenhöfer:
Hvilken profession havde du?
 
Fangen:
Jeg var bare soldat.
 
Jürgen Todenhöfer:
Er du muslim?
 
Fangen
: Ja.
 
Jürgen Todenhöfer: Har de fortalt, hvad der skal ske med jer?

Fangen: Vi skal bruges til fangeudveksling, har de sagt. Vi har appelleret til Kurdistans regering og til præsident Barzani om at acceptere udvekslingen, men regeringen har ikke svaret. Den viser ingen interesse.

Abu Loth: Han spurgte, hvordan I er blevet behandlet af IS! Har I fået ordentlig mad? Har I fået nok at drikke?
 
Fangen: Vi har fået en fin behandling.
 
Jürgen Todenhöfer: Er du gift? Har du børn?
 
Fangen: Nej, men jeg har brødre og søstre. De er forældreløse, så det var mig, der sørgede for dem.
 
Jürgen Todenhöfer:
Ved din familie, at IS har taget dig til fange?
 
Fangen:
Ja, det har de vidst i et halvt år. Vi blev interviewet i fjernsynet. Vi appellerede til regeringen og til præsident Barzani. Og til vores familier, men uden at få svar. Nu ved de ikke, om vi er levende eller døde! De ved intet om vores situation. 

Jürgen Todenhöfer: Hvad hedder du?

Fangen: Hasan Mohammad Hashim.
 
Jürgen Todenhöfer: Hvor kommer du fra?
 
Fangen:
Fra Qada’ Khabat ved Erbil.
 
Jürgen Todenhöfer: Kæmpede du mod IS?
 
Fangen:
Vi var tretten, og vi kæmpede ikke.
 
Hans stemme knækker over. Flere og flere tilskuere kommer til. Jeg har frygtelig ondt af manden og hans offentlige udstilling. Krigsfanger og deres hjælpeløshed har altid påvirket mig, så jeg vil helst afbryde interviewet, men pludselig ser vi en drone, og for første gang glæder synet af denne dødbringende trussel mig. Jeg griber peshmergaens hånd og trykker den. Så føres han bort, og de trækker en bomuldssæk ned over hans hoved.

Hurtigt beordres vi ind i bilerne. Som på kommando går trafikken i gang, og vi opsluges af den og kører væk. Abu Loth fortæller, at der allerede har været en stor fangeudveksling med tyrkerne. Hele 49 tyrkere blev frigivet fra det tyrkiske konsulat i Mosul, men de nøjere omstændigheder vil han ikke ud med, for tyrkerne vil hævde, at det var en redningsaktion, griner han.
 
Indtil videre har der ikke været fangeudvekslinger med kurderne, men IS håber stadig, det kan ske. De tolv andre peshmergaer skal også udveksles. Abu Qatadah forestiller sig hundrede IS-krigere for én peshmerga, som det gælder for palæstinensere og israelitter.

Vi kører til Mashki-porten, hvor vi møder IS-krigere, der deltog i erobringen af Mosul. De er mellem 25 og 35 år og ikke ligefremkæmpestore. Ved Mashki-porten interviewer jeg én af krigerne.

Jürgen Todenhöfer: Hvor længe var I om at erobre Mosul?
 
IS-krigeren: Godt og vel fire dage, og det blev udrettet af 300 krigere eller færre. Irakerne var 24.000 mand.
 
Jürgen Todenhöfer: Og hvorfor stak 24.000 mand af fra 300?

IS-krigeren: På grund af styrken i vor tro. Vi erobrer ikke på grund af styrken i vore våben. Det er Allah, den Almægtige, som skænker os sejren. Vi siger altid: ”Fjendens frygt sikrer en hurtig sejr.”
 
Jürgen Todenhöfer: Hvilke våben havde I da?

IS-krigeren: Vort kraftigste våben var antiluftskyts kaliber 23 mm.

Jürgen Todenhöfer: Og hvilke våben havde irakerne?
 
IS-krigeren:
Der var fly og helikoptere i luften over os, men takket være Allah kunne de ikke ramme. De skød bag os, foran os og ved siden af os. De havde også mortérer og kanoner, men takket være Allah er vi ikke bange for disse våben, og de holdt os ikke tilbage. Takket være Allah som hjalp os!
 
Jürgen Todenhöfer: Du siger altså, at I efter fire dage havde slået fjenden på flugt? 

IS-krigeren: Ja, i fire dage kæmpede vi, men da vore martyr-brødre takket være Allah sprængte broen i luften, blev de takket være Allah skræmte. Og med Allahs hjælp blev Mosul indtaget på mindre end et døgn og kom i Den islamiske Stats hænder.
 
Jürgen Todenhöfer: De løb ganske enkelt deres vej?

IS-krigeren: Ja, de løb fra deres stillinger og efterlod deres udrustning. Tanks, humvee’er, våben, alt, selv deres fly. Takket være Allah havde vi glæde af deres udrustning.

Jürgen Todenhöfer: Men hvordan forklarer I alligevel, at mindre end 300 mand kunne jage mere end 24.000 på flugt?

IS-krigeren: Vi dræbte ikke 24.000. Vi dræbte mange af dem, men resten blev bange og stak af. Vi løb ikke, for Allah den Almægtige har lovet os sejr, når vi kæmper. Og således skænkede Allah os sejren. Vore fjender har ikke en tro, de kæmper for. De kom af økonomiske grunde og for at støtte en tyran.

Jürgen Todenhöfer: Modtog I en økonomisk belønning efter sejren?

IS-krigeren: Vi fik del i krigsbyttet. De frafaldne efterlod sig masser af gysser, så vi fik nogen af dem. Det svarede omtrent til månedslønnen for en frafalden. En månedsløn, måske mere.

Jürgen Todenhöfer: Og tror du, I vil vinde krigen i hele Irak og Syrien?

IS-krigeren: Vi stoler frem for alt på, at Allah vil hjælpe os med at sejre og erobre alle lande. Rom, Konstantinopel og Amerika. 

Jeg rækker den unge kriger hånden til afsked, men han nægter at tage den og sender mig et tilintetgørende blik. Han og hans kammerat, der ligner Rambo, har et par yderligere bemærkninger til mig. Noget der virkelig ligger dem på sinde. Hvis de kommer til Tyskland, bliver vi de første, de dræber. De ved, hvordan de finder os. Så fører han pegefingeren hen over sin hals. Vi er fjender. Tag ikke fejl af det. Selv kaliffens garanti kan intet ændre.

Vi går hen til bilen. Freddy beder til en forandring Abu Loth tage et par billeder af ham og mig, og da han siden kigger på billederne, opdager han, at Rambo står lige bag ham og sigter på hans hoved med sit M16-maskingevær. 

Oversættelse: Flemming Chr. Nielsen