50 millioner voksne og børn i det sydlige Afrika - omkring 20 millioner flere end hidtil antaget - risikerer at mærke de alvorlige konsekvenser af den tørke, som vejrfænomenet El Nio skaber, advarer FN's fødevareprogram, WFP, i organisationens seneste rapport.
Klimafænomenet, der er særligt omfattende i år, har reduceret nedbøren til den mest sparsomme i 35 år.
Det har forsinket så- og plantesæsonen med op til knap to måneder i Sydafrika, Zambia, Zimbabwe, Etiopien, Mozambique, Botswana, Madagaskar og Malawi, fortæller direktør for FN's Fødevareprograms nordiske kontor, Anne Poulsen.
”Resultatet er, at store dele af den kommende høst er gået til i tørken. Selv hvis regnen falder normalt resten af sæsonen, vil majsudbyttet blive lavt i de ramte lande,” siger hun.
Malawi er et særligt uheldsramt land. I den nordlige del af landet kæmper indbyggerne med tiltagende oversvømmelser og druknede afgrøder som følge af klimaændringer, mens de i den sydlige del slås med tørkeramte, visnende afgrøder, primært i form af majs.
At majs er den vigtigste afgrøde i det sydlige Afrika, er i sig selv problematisk. Planten kræver relativt store mængder vand for at trives, og det gør den sart over for udtørring.
Det ved indbyggerne i landsbyen Champhira i det centrale Malawi. Champhiras marker står grønne og frodige, men ikke kun med majs. Her vokser tomatplanter, kartofler, den tørkeresistente rodfrugt cassava, bønner og løg.
Når landsbyens marker trives, er det ikke kun, fordi indbyggerne varierer afgrøderne ud fra filosofien om, at slår de mest vandkrævende af dem fejl, så overlever de mindst vandkrævende afgrøder forhåbentlig.
Markerne bugner også, fordi malawierne med støtte fra hjælpeorganisationen Folkekirkens Nødhjælp og dens lokale samarbejdspartner har fået husdyr, der giver gødning til markerne og øger fødevaresikkerheden, og kunstvanding i området.
Store solpaneler genererer energi til at drive en pumpe, der henter livgivende vand op fra undergrunden og vander afgrøderne i de langstrakte perioder, hvor himlen ikke gør det.
For 46-årige Flora Banda, hendes mand og parrets seks børn har forskellen været til at føle på, siden de fik kunstvanding.
”Før vi kom med i projektet, havde vi ikke råd til at sende børnene i skole, og maden slap op flere gange om året. Vores marker gav mindre udbytte for hvert år. I dag kan jeg sælge 450 kilo tomater om ugen og også kartofler i højsæsonen, og jeg kan sælge pattegrise og geder,” siger hun.
Flora Banda og hendes familie er kommet ind i en god cyklus, der gør dem mindre sårbare end flertallet af deres landsmænd, og kunstvanding er stort i den midaldrende kvindes verden.
”Jeg havde hørt nok om det til at blive glad, da det kom hertil,” siger Flora Banda.