Toiletlov i North Carolina har rejst debat om LGBT-personers rettigheder

North Carolina vedtog i påsken en omstridt lov, der fjerner beskyttelser for homo- og biseksuelle på lokalt plan og forbyder transkønnede at bruge toiletter, som ikke stemmer overens med det køn, der står på deres fødselsattest. Præst kalder loven for en "hadets lov"

North Carolina vedtog i påskeugen en omstridt lov, kaldet HB2, der fjerner beskyttelser for homo- og biseksuelle på lokalt plan og forbyder transkønnede at bruge toiletter, som ikke stemmer overens med det køn, der står på deres fødselsattest. Så sent som i denne uge var der en større protestaktion i delstatens lovgivende forsamling i Raleigh, hvor blandt andre den sorte borgerretsforkæmper og præst William Barber kaldte loven for en ”hadets lov”.
North Carolina vedtog i påskeugen en omstridt lov, kaldet HB2, der fjerner beskyttelser for homo- og biseksuelle på lokalt plan og forbyder transkønnede at bruge toiletter, som ikke stemmer overens med det køn, der står på deres fødselsattest. Så sent som i denne uge var der en større protestaktion i delstatens lovgivende forsamling i Raleigh, hvor blandt andre den sorte borgerretsforkæmper og præst William Barber kaldte loven for en ”hadets lov”. . Foto: Robert Willett/Raleigh News&Observer/Scanpix.

Spørgsmålet om, hvilke toiletter transpersoner må benytte, har på kort tid gjort den amerikanske delstat North Carolina til centrum for en ophedet debat. Det skyldes en nylig lov, som tvinger transpersoner til at vælge toilet efter deres biologiske køn frem for det køn, de identificerer sig med.

”North Carolina er et komplekst og splittet sted, en delstat klar til at gå i krig med sig selv over barbecuesovs – eddikebaseret i øst, tomat i vest – så spørgsmålet om beskyttelse af lesbiske, bøsser og transpersoner har splittet statens egen selvfølelse,” skriver den britiske avis The Guardian .

På den ene side står de, der mener, at loven diskriminerer transpersoner. På den anden side står folk som den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz, der mener, at loven beskytter kvinder.

”Vi skal ikke muliggøre, at små piger er alene på et toilet med fuldvoksne mænd,” siger han i radio-programmetThe Glenn Beck Program .

Loven har fået både kendte og virksomheder til at protestere. Rockstjerner som Bruce Springsteen og Ringo Starr har aflyst koncerter i delstaten, og betalingstjenesten PayPal dropper en udvidelse i North Carolina, hvilket koster delstaten 400 nye jobs.

Toiletloven er ikke enkeltstående. I Mississippi kan en arbejdsgiver nægte at ansætte en homoseksuel, hvis arbejdsgiveren føler sin tro krænket. Det har ikke alene fået amerikanerne til at reagere. Det britiske udenrigsministerium har af samme grund opdateret sin rejsevejledning til USA.

”USA er et meget mangfoldigt samfund, og holdningerne til LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner) varierer i høj grad landet over. LGBT-rejsende kan blive påvirket af love, som for nylig er vedtaget i North Carolina og Mississippi,” står der nu i vejledningen.

Under et nyligt besøg i London fremhævede USA’s præsident, Barack Obama, at alle er velkomne i de pågældende delstater. Samtidig sluttede han sig til koret af kritikere:

”Jeg synes også, at de love, der er blevet vedtaget, er forkerte og burde blive omstødt,” sagde han.

Især på de sociale medier raser toiletdebatten. Kristi Merritt fra Washington lagde billeder påFacebook , som sidenhen er gået virale. Iført piratkostume stiller hun spørgsmålet: ”Gør det her mig til en pirat?”. På et andet foto ser man en kjole, damesko, håndtaske og spørgsmålet: ”Hvordan kan det her så gøre en mand til en kvinde?”.

Et af modsvarene kom fra transmanden Michael Hughes, en robust texaner med cowboyhat, skæg og store, tatoverede arme. Han spørger: ”Ligner jeg en, der hører til på dametoilettet?”.

Ifølge professor ved New York Universitet Diane Ravitch er toiletloven sidste skud på stammen i en længere toiletkrig. I 1950’erne var det sorte, som så sig diskrimineret under raceadskillelsen. Nu er det transpersoner.

”På det tidspunkt advarede sydstatslige politikere om, at en mangel på raceadskillelse ville bringe hvide kvinder i fare. Hvis hvide kvinder kom i kontakt med sorte mænd, ville voldtægt uden tvivl følge. Politikerne brugte race til at fjerne opmærksomheden fra deres korruption og manglende evne til at producere social og økonomisk gevinst,” skriver hun på netmedietHuffington Post .

Kort sagt handler alt postyret om magt, mener hun. Hvor politikere før høstede magt ved at undertrykke sorte, er det nu en anden minoritet, som står for skud.

Det egentlige mål med loven er derfor ikke at forhindre perverse individer i at snige sig ind på dametoilettet, sådan som Ted Cruz advarer imod, mener Andrew Rosenthal, der er debatredaktør for den amerikanske avis The New York Times .

”Det egentlige mål er at skræmme folk, at splitte amerikanerne og få os til at tro, at nogle af os er bedre eller mere retskafne end andre,” skriver han.

Toiletloven kan vise sig at gøre mere skade en gavn, når virksomheder som Facebook og Google truer med at vende North Carolina ryggen. I en af USA’s fattigste byer, Forest City, støtter de fleste loven. Men spørgsmålet er, om man fra politisk side kan tillade sig at ignorere protesterne, når det kan koste investeringer og jobs, mener beboeren Rhonda Thompson.

”Det ser ud til, at lige meget hvad de gør, ender de fattige med at kæmpe endnu mere,” siger hun ifølge nyhedssidenThe Christian Science Monitor .