Yumeshima. Navnet betyder drømmeøen, og den skimtes i disen fra patruljebåden i Tokyo-bugten.
Langs Japans langstrakte kyst findes et utal af drømmeøer, som alle blev skabt for omkring 30 år siden med det ene formål at tage hånd om det økonomiske mirakels affald. I dag er de fleste af dem historie og udgør et problem. Mange af øerne er blevet opgivet som lossepladser, fordi de lækker miljøgifte, især dioxin. Det har skabt nye udfordringer for Tokyos affaldsbehandling.
Tokyo er verdens største metropol. Byens befolkning har ligget på omkring 12 millioner i mange år, men med mindre byer og forstæder rundt om i et område på størrelse med Skåne tæller området nu hele 32 millioner mennesker. Fem millionbyer klumpet sammen med hundredvis af mindre byer.
Affaldsproblemerne er gigantiske, og medierne udsender ofte alarmerende rapporter om, at byen snart vil drukne i affald og udslip.
Vi holder stand en tid endnu, siger de ansvarlige.
Det er et drama, som den besøgende knap bemærker; bortset fra tyggegummi overalt er gaderne pinligt rene.
Kan rotter virkelig finde noget at spise her? spurgte en gæst for nylig.
Jovist, det kan de. Men en værre plage udgøres af de sorte krager, som er blevet urbaniserede. De er blevet flere, større og, værst af alt: meget smartere. Som monsterfuglene i Hitchcocks film Fuglene lykkes det dem trods stærke affaldssække og beskyttende net ud på de små timer at fråse i affaldet fra byens mere end 100.000 restauranter, inden skraldemændene når frem. Tokyos krager er de store vindere i den japanske køb og smid væk-økonomi.
I efterkrigstidens første 20 år levede japanerne sparsomt og undgik iøjnefaldende forbrug. Men efterhånden som væksten tog fat, også i Japan, blev affaldet et problem. Den nationale formel på en løsning var tohovedet: forbrændingsanlæg og kunstige øer eller indvinding af land fra havet. Indvinding, genbrug og ny teknologi blev til et mantra.
Japanerne har i høj grad været toneangivende inden for opfindelser og ukonventionel tankegang omkring affald. Fra en beskeden begyndelse blev affaldet hurtigt til guld, og en helt ny industrisektor voksede frem. I 2002 blev næsten 80 procent af alt glas, aluminium og metal genbrugt.
En grund til dette er, at sortering af affald hurtigt kom ind i billedet og er blevet udviklet lidt efter lidt. I mange områder af Tokyo skal husholdningerne i dag dele deres affald op i 10-16 forskellige kategorier. For elektronik og tunge eller pladskrævende genstande betales der afgifter på op til 800 kroner. Og ve den medborger, som vover at stille sit madaffald ud før klokken fem om morgenen!
Paradoksalt nok er det ofte svært at finde en affaldsspand i storbyerne. Derfor kommer de fleste japanere deres affald i en lille pose og tager det med sig hjem for at proppe det i deres egne affaldssække. Alle vil gerne have det rent omkring sig, og ingen vil eller tør bryde den uskrevne tradition.
Men det er nu flere år siden, at myndighederne har indset, at der er grænser for, hvor meget affald man kan håndtere. Den tidligere så hellige køb og smid væk- økonomi er ikke holdbar.
Følgen er en række radikale målsætninger, som indebærer, at de kolossale bjerge af affald skal mere end halveres i løbet af 10 år. Ressourcerne skal anvendes mere effektivt. Men frem for alt må produktions- og forbrugsmønsteret forandres.
Indtil videre får man hjælp af Kina. Som sulten økonomisk stormagt opkøber landet millionvis af tons af Japans affald, særligt elektronik (mest gamle computere), pilleglas, skrot, metal og kemikalier. Men fra et japansk synspunkt er nytten tveægget: Kineserne kan betale meget bedre end de japanske genbrugsforetagender, og en tredjedel af disse er i mangel på affald gået konkurs.
Den dag Kina finder billigere affald i resten af Asien, står vi der med bukserne nede om hælene, siger en miljøaktivist.
Oversat af Sara Høyrup