Dyrt klædte italienere med mapper og let bagage strømmer ud og ind af stationen Tiburtina i Rom, hvor man kan tage ”Frecciarossa”, den røde pil, som på ingen tid kører nordpå gennem Italien til Milano.
De mindre heldige må gå om bord i et bumletog, der er noget længere undervejs, eller over på den nærliggende busholdeplads og tage den billige løsning.
Det er dét, de håber på - alle dem, der lige nu ikke kommer nogen vegne, men bare venter og går, står og ligger i gaderne rundt om stationen.
Hundreder af bådflygtninge, især fra Eritrea, der vil nordpå, men er strandet i Rom, fordi det er blevet svært at komme over grænsen til Østrig og Frankrig.
Tre af dem sidder på en bænk og snakker. De er barndomskammerater fra samme gade i byen Dekemhare, og de har fulgtes ad på hele turen.
De holder modet oppe hos hinanden, mens de venter på fremtiden, som gerne må hedde Sverige.
Samuel er 16 år, mens Meron og Soloman begge er 17 år. De kom til Italien for en uge siden, blev sat i land i Palermo og bragt til et center for mindreårige ude på landet på Sicilien.
”Men vi vil ikke blive i Italien, og betjentene, der ville tage vores fingeraftryk, sagde, at det var frivilligt. Så vi sagde nej,” forklarer Soloman, der kan lidt mere engelsk end de andre.
Og så forlod de centret og gik til fods tilbage til Palermo. Hvor de fandt en bus til Rom, men ikke havde penge til billetter.
”Så vi ventede, til chaufføren gik ud, og så sneg vi os om bord,” fortæller de - med smil og en vis stolthed.
Hvordan kunne I undgå at blive opdaget senere på turen?
”Vi gemte os under sæderne”, forklarer de.
”Ovenpå. Det var en dobbeltdækkerbus, og chaufføren så os aldrig.”
Og da bussen skulle med færgen fra Messina?
”Da var det nat, og folk sov, og så sad vi bare stille nede bagved.”
De gik også til fods fra Eritrea og gennem Etiopien:
”Kun om natten. Om dagen sov vi oppe i et træ.”
Samuel siger, at hans far solgte tre køer og et får for at give ham penge til rejsen.
”Fordi der ikke er noget arbejde at få,” svarer de alle tre på spørgsmålet om, hvorfor de tog af sted.
De er lidt usikre på, hvor længe de har været på vej, men regner sammen, at det må være et par måneder. I Etiopien kom de på en bus til Sudans hovedstad, Khartoum, hvor det tog dem et par uger at finde transport videre til Libyen.
De endte med at betale en menneskesmugler knap 5000 kroner hver. Det tog syv dage at komme gennem Sahara i en lastbil, og så nåede de frem til Tripoli ved middelhavskysten.
”Der sad vi i en bygning i 20 dage. Vi var så mange, at vi sad op og sov. Over 500 mennesker.”
De fortæller, at de kun fik mad hver anden dag , og de måtte ikke gå ud.
Soloman forsøger at beskrive, hvordan det var. Det er svært at forstå ham, men helt klart, at de blev mishandlet:
”Vagterne slog os. De sagde hele tiden: 'Giv os penge', men vi har ingen penge.”
Hvis nogen af de over 500 mennesker, der var stuvet sammen, sagde noget, fik de ikke kun bank:
”Så brugte de et slags el-stik, som de satte på os, og gav os stød.”
Da de kom af sted, var de 640 mennesker i båden og blev samlet op efter kun fire timer på vandet.
”Af et krigsskib. Det var vist tysk,” mener drengene.
Og da de kom om bord, ”så dansede vi rundt og takkede Gud,” siger Soloman.
Alle tre drenge er ortodokse kristne.
Og nu venter de så på en mulighed til at komme videre fra Rom.
Sammen med et par hundrede andre har de søgt tilflugt i et lille kulturcenter i en gade få hundrede meter fra busholdepladsen. Stedet er blevet omdannet til improviseret herberg, og der er bådflygtninge alle vegne.
Nogle spiser, andre sover på jorden. Gravide kvinder søger skygge, og folk fra kvarteret kommer med mad og tøj og leger med de små børn.
En mand går rundt med en plastic-sprayflaske af den slags, der normalt er til rengøringsmidler, og beder folk om at række hænderne frem. Han kommer også hen til de tre drenge fra Eritrea.
Og de har tydeligvis prøvet det før, for de smøger ærmerne op og vender og drejer hænderne, mens de bliver sprøjtet over med noget, der ligner flydende sæbe, og manden siger: ”Så vi kan få bugt med det scabbia (fnat,red.).”
Drengene har hvide mærker flere steder på den sorte hud, ar efter den fnat, der nu er ved at være væk. En stor del af bådflygtningene har sygdommen, når de ankommer, men bliver behandlet for det med det samme, ofte allerede på kajen.
Det er ikke helt til at finde ud af, hvordan Samuel, Meron og Soloman har tænkt sig at komme videre. Måske fordi de ikke ved det selv.
De har ingen penge, pas eller andre papirer, men Soloman har en bror i Sverige, og derfor vil de dertil, og måske vil han hjælpe dem. Meron vil gerne være læge, men det vigtigste for dem alle er, at de finder arbejde, så de kan sende penge hjem til familien, ”for i Eritrea er der ingenting.”
Og det er også dét, de siger til spørgsmålet om, hvordan de oplever forskellen på det land, de kommer fra, og det Europa, de har set indtil nu - Sicilien og Rom:
”Det her er et rigt, rigt land. I Eritrea er husene meget mindre”, erklærer Samuel, ”og her er der også lys udenfor på vejene.”