Trods krise er reformer fortsat en by i Rusland

MOSCOW, RUSSIA. JANUARY 3, 2016. People walking in Pobedy Park [Victory Park]. Sergei

Rusland har vist en fornyet vilje til at anvende ressourcer og magt i geopolitiske konflikter uden for landets grænser. Det vil vi også opleve i 2016. Foto: Sergei Fadeichev/TASS / Scanpix Denmark

I 2015 satte recessionen ind i russisk økonomi. Det får dog næppe Rusland til at drosle ned for sine bekostelige militære indsatser i Syrien og Ukraine

I 2014 og 2015 kom Rusland i fokus på en måde, vi ikke har set siden Sovjetunionens sammenbrud.

I 2014 var det annekteringen af den ukrainske halvø Krim og krigen i Østukraine, der løb med overskrifterne. I begyndelsen af 2015 eskalerede situationen i Østukraine med de voldsomste kamphandlinger hidtil.

Oveni bragte 2015 flygtningekrisen i Europa og Ruslands markante, aktive militære tilstedeværelse i Syrien. Rusland har vist en fornyet vilje til at anvende ressourcer og magt i geopolitiske konflikter uden for landets grænser. Det vil vi også opleve i 2016.

Som i ethvert andet land er der i Rusland stærk sammenhæng mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Så lad os begynde indenrigs. Rusland gik i økonomisk recession i 2015. Recessionen har man i Moskva ventet - eller frygtet - blandt økonomer, medier og i finansministeriet siden 2012. I år blev den en realitet.

Til dels på grund af Vestens økonomiske sanktioner som følge af Ukraine-krisen, men primært på grund af kollapset i olieprisen i efteråret 2014. Faldet fra 100 dollars pr. tønde råolie til 50 dollars pr. tønde - og derunder - slår Rusland sig hårdt på, fordi landets primære eksportindtægter kommer fra råstofeksport med olie og gas som de altdominerende.

Krisen har ingen umiddelbar ende: Der er nærmest garanti for stilstand eller kun meget svag økonomisk vækst de næste tre år frem. Det vil sige til udgangen af 2018, og det anerkendes fuldt ud i Moskva.

Man skulle så tro, at det ville mindske Ruslands appetit på internationalt engagement og ressourceforbrug. Det er jo den konsekvens, vi ser hos os i Danmark i et stramt finansår, hvor blandt andet udviklings- og udenrigsområdet må holde for og levere nedskæringer. Pengene mangler, og så må vi se indad og ikke udad. Men sådan er det ikke i Rusland.

Den øgede internationale aktivisme skal levere noget andet end hos os. Den skal give værdi til den indenrigspolitiske dagsorden. Og derfor kan vi forvente nye initiativer, ressource- og magtanvendelse internationalt fra Rusland i 2016 også.

Hvordan kan det være? Den økonomiske krise er én af nøglerne til forståelsen. Den varer som sagt snildt de næste tre år. I sensommeren 2016 er der parlamentsvalg i Rusland, som i 2018, traditionelt i marts, går til præsidentvalg. Disse valghandlinger er styrende for utroligt mange politiske prioriteringer i Kreml lige nu og frem til medio 2018.

Den sociale kontrakt mellem Putin-styret og befolkningen skal vedligeholdes i denne proces og fastholde styrets legitimitet i den hjemlige opinion. På helt samme måde - men med fundamentalt andre mekanismer - som en dansk statsminister skal. Hvad enten denne hedder Løkke, Thorning, Fogh eller Nyrup.

Putin-styret har siden årtusindskiftet baseret sin legitimitet på at levere stabilitet, øget velstand og genrejsning af respekten om Rusland internationalt. Det har været grundpiller i den sociale kontrakt med russerne. Og det har ført til en handel mellem Kreml og befolkningen: ”I (befolkning og erhvervsliv) får øget personlig frihed og virkerum. Til gengæld blander I jer ikke i politik. De store linjer i politikformulering og -udøvelse tilkommer os (Kreml).”

Den kontrakt har været overbevisende stabil i de 15 år, Vladimir Putin de facto har ledet Rusland. Så hvordan har de tre grundpiller det på kanten til 2016?

Stabiliteten er håndterbar. Det nye Rusland lærte sund finanspolitik i Putins første præsidentperiode af hans første finansminister, Aleksej Kudrin, der blandt andet sørgede for, at en del af de massive olieindtægter røg over i en statslig fond, som man nu kan tære på en pæn årrække fremover. Finanspolitikken i Rusland blev gjort ansvarlig: Indtægter og udgifter skal balancere, og sådan er det fortsat.

Med velstand er det lidt mere problematisk. Flad økonomisk vækst venter forude. Nogle grupper i samfundet kommer i klemme, og købekraft og beskæftigelse er påvirket negativt. Men russerne synes fortsat, at nutiden er så meget bedre end 1990'erne. Det kan gå en tid endnu.

På hverken stabilitet eller velstand er Kremls handlekraft begrænset de næste tre år. Olieprisen er man ikke herre over. Økonomiske reformer er påkrævede, men vi får ingen fundamentale økonomiske reformer i Rusland før 2018. For Putin skal genvælges.

Og reformer var noget, man havde i 1990'erne, hvor alt sejlede. Kreml skal mindst have Putins mandat fornyet, før økonomiske reformer kan komme på tale. Hertil hører, at hvis den russiske økonomi skal udvikle sig fra at være etbenet råstofafhængig til at stå på flere ben, så kan det kun ske i et samarbejde og de facto-partnerskab med Europa. Og her står sanktionerne fortsat i vejen de kommende år.

Så det, man i Kreml kan gøre noget ved af egen drift, er respekten for Rusland internationalt. I relation til den sociale kontrakt med befolkningen kan der i disse år kun leveres på viljen til international aktivisme, magtanvendelse og ressourceanvendelse.

Derfor kommer Rusland også til at stå markant i den internationale nyhedsstrøm i 2016.