Trods velstand og vækst: Folk i middelindkomstlande sulter

Rio de janeiro, Brazil. 28th February 2004 - - Brazilian boys play football in a shady patio in Rocinha, the ...

Brasilien: En far spiller fodbold med sit barn i én af storbyernes mange favilaer, som er kendt som regulære slumkvarterer. Scanpix Denmark

Selvom det er lykkedes lande som Brasilien, Indien og Mexico at få økonomisk fremgang, har væksten samtidig skabt stigende ulighed, også når det gælder adgangen til mad

Selvom Brasilien, Kina, Indien, Indonesien og Mexico økonomisk set er fem hurtigt voksende middelindkomstlande, så døjer de alle med det samme problem - sult. Faktisk huser de fem lande 363 millioner hungrende mennesker, hvilket svarer til næsten halvdelen af verdens sultne. Det viser en rapport, som International Food Policy Research Institute (Det Internationale Forskningscenter for Fødevarepolitik) har udgivet. Rapporten peger blandt andet på, at det er nødvendigt at fokusere på de lande og mennesker, der lever i den ”økonomiske midte”, hvis sult og underernæring skal bekæmpes globalt.

Samtidig lyder der fra forskningscenteret en opfordring til regeringerne i middelindkomstlandene om at ændre deres fødevaresystemer, fokusere på ernæring og sundhed, gøre en ende på kønsforskelle i landbruget og forbedre infrastrukturen i landdistrikterne for at sikre fødevarer til alle.

”Det kan synes ulogisk, men disse voksende økonomier er nøglen til vores evne til at brødføde verden tilstrækkeligt og ernæringsrigt,” siger Shenggen Fan, der er generaldirektør i Food Policy Research Institute, i en pressemeddelelse.

Bent Greve, der er professor på Institut for Velfærd og Globalisering ved Roskilde Universitet og blandt andet forsker i samfundsøkonomi og velfærdsstat, forklarer, at når der i de fem lande stadig er mange, der lever med sult og fattigdom, er det, fordi man samtidig med væksten har set en stigende ulighed.

”Der er kommet en relativt velstillet overklasse og en begyndende voksende middelklasse, men mange andre lever stadig i fattigdom og har nødvendigvis ikke penge til at købe mad hver dag. Derfor har man ikke kunnet løse fattigdomsproblemer i disse lande endnu. Det tog også lang tid i de vestlige lande, da vi startede med den økonomiske vækst, og det sker ikke over en nat,” siger Bent Greve.

Han påpeger, at årsagen til sultproblemerne i de enkelte lande er forskellig. Eksempelvis har Indien haft et stigende befolkningstal og har haft svært ved at brødføde befolkningen. I lande som Brasilien og Mexico er det manglen på et socialt sikkerhedsnet til at samle de fattigste grupper op, der giver hunger i befolkningen.

”Den del af befolkningen, som ikke har et bedrestillet job på arbejdsmarkedet og lever uden for arbejdsmarkedet, får ikke penge, fordi den økonomiske fordeling i landene er skæv. Selvom landene er blevet rigere, går den rigdom til nogle af de bedrestillede grupper. Den har fået nogle ud af fattigdommen, men den har ikke været i stand til at få alle med,” siger Bent Greve.

Han pointerer, at den mest logiske løsning for de fem middelindkomstlande vil være at finde en ordning, der giver en form for minimumsindkomst, kontanthjælp eller støtte.

”For at sikre sig at børn får en uddannelse, har nogle lande kun uddelt økonomisk støtte, hvis børnene fik en uddannelse. Det er sådan nogle ting, de skal overveje for at sikre, at fremtidige generationer får en uddannelse, for børnene får jo også brug for et løft i uddannelse, hvis de skal klare sig på de fremtidige markeder. De skal tænke i en eller anden form for velfærdsstat for at sikre, at de fattigste også får en andel af den her rigdom,” siger Bent Greve.

De fem middelindkomstlande er i høj grad selv bevidste om deres sultproblemer, forklarer Jørgen Dige Pedersen, der er lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og blandt andet forsker i udviklingsøkonomi.

”Indien er det fattigste af de fem lande, og det er ikke nyt for dem at være en del af verden, hvor sulten især er koncentreret. Samtidig er Indien et land, der har haft den længste tradition med sultbekæmpelse. Eksempelvis forsøgte den forrige regering at lave nogle meget store fødevareprogrammer med fødevarestøtte. Man må også rose brasilianerne for at have iværksat nogle offentlige programmer, som har vakt international opmærksomhed og har været med til at reducere fattigdom og ulighed og reducere graden af underernæring. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der stadig er sult og underernæring i Brasilien, ” siger Jørgen Dige Pedersen.

Han påpeger, at Mexico er det mest velstående land af de fem lande, og at Indien trods sine fødevareprogrammer kan kritiseres for ikke at gøre nok ved sultproblemet.

”Nogle vil pege på, at et naboland som Bangladesh har klaret sig bedre med at reducere de værste følger af fattigdom. Det er en fair sammenligning, for Indien er det fattigste af de fem lande, men de er stadig rigere end Bangladesh, og det viser, at sult-bekæmpelse godt kan lade sig gøre, hvis man prioriterer ressourcerne rigtigt, selvom man er fattig. Det behøver ikke kun være fødevarer. Sundhed, hygiejne og kvinders rolle er andre problemer, som er sammenhængende med sultproblemer,” siger Jørgen Dige Pedersen.