Trump splitter baglandet i det republikanske parti

Det republikanske bagland er splittet på spørgsmålet om, om Donald Trump er klar til at overtage roret i Lincolns og Reagans gamle parti

På trods af overvældende opbakning i partiet har Paul Ryan understreget, at han ikke selv vil stille op mod Trump og heller ikke vil støtte en tredje kandidat. Men Ryan ønsker en klar politisk linje, så Trump ikke bliver en belastning for de republikanske senatorer og kongresmedlemmer.
På trods af overvældende opbakning i partiet har Paul Ryan understreget, at han ikke selv vil stille op mod Trump og heller ikke vil støtte en tredje kandidat. Men Ryan ønsker en klar politisk linje, så Trump ikke bliver en belastning for de republikanske senatorer og kongresmedlemmer. Foto: Doug Mills/The New York Times.

Er Donald Trump klar til at overtage roret i Lincolns og Reagans gamle parti og stå vagt om konservative værdier og principper?

Det er spørgsmålet, som i disse dage splitter det republikanske bagland, efter at Trump står som manden, der skal lede partiet i efterårets amerikanske præsidentvalg.

Selv siger Donald Trump, at nu hvor han er republikanernes præsidentkandidat, vil partiet samle sig bag ham.

”Vi bliver nødt til at skabe sammenhold, så bliver det også meget lettere. Folk, som har sagt de værste ting om mig, ringer nu og siger, at de vil elske at hoppe på toget. Trump-toget kalder de det,” sagde Trump i sin sejrstale i delstaten Indiana.

Men det viste sig hurtigt, at partiets mest populære mand, Paul Ryan, ikke havde travlt med at gribe telefonen og erklære sin støtte.

”For at være helt ærlig så er jeg ikke klar til det endnu,” lød den overraskende melding fra den republikanske formand for Repræsentanternes Hus i et interview på den amerikanske tv-kanal CNN.

På trods af overvældende opbakning i partiet har Paul Ryan understreget, at han ikke selv vil stille op mod Trump og heller ikke vil støtte en tredje kandidat.

Ryan ønsker derimod en klar politisk linje, så Trump ikke bliver en belastning for de republikanske senatorer og kongresmedlemmer, der ved efterårsvalget skal ud at forsvare det republikanske flertal i Kongressen.

”Jeg tror, at det, konservative ønsker at vide, er: ’Deler han vores værdier og principper, når det gælder en begrænset offentlig sektor, den udøvende magts rolle og overholdelse af forfatningen?’,” lød det fra Paul Ryan.

Nu har formanden for den republikanske partiorganisation, Reince Priebus, kaldt partiets to mest magtfulde mænd til et forsoningsmøde for at forsøge at klinke skårene.

Reince Priebus har som en række andre fremtrædende republikanere valgt at komme med en afdæmpet opbakning til Donald Trump.

”Som formand for partiet bliver jeg nødt til at støtte dets nominerede kandidat,” lød begrundelsen til tv-værten Sean Hannity på nyhedskanalen Fox News.

Den tidligere republikanske præsidentkandidat og krigsveteran John McCain slår samme tone an på CNN’s søndagsshow, ”State of the Union” (Nationens tilstand).

”Vi bliver nødt til at lytte til befolkningen, som har valgt den nominerede i det republikanske parti. Jeg tror, det er dumt at ignorere dem.”

Donald Trump har tidligere sagt, at han ikke anser John McCain for at være en krigshelt, og senatoren fra Arizona holder da også igen med en helhjertet opbakning, indtil præsidentkandidaten viser, ”at han værdsætter veteraner”.

Men andre højtstående republikanere er ikke klar til at begrave stridsøksen.

De to tidligere republikanske præsidenter George H.W. Bush og hans søn George W. Bush siger, at de ikke planlægger at bakke op om Donald Trump eller deltage i partikonventet i juli.

Bush senior har ellers været en aktiv støtte for partiets kandidater i de seneste fem præsidentvalgkampe.

Jeb Bush, søn af og lillebror til de to ovennævnte, var udråbt til partiets spidskandidat, inden han oplevede en række ydmygende nederlag til Donald Trump, begrunder på Facebook, hvorfor han ikke kan støtte Trump som præsidentkandidat.

”Donald Trump har ikke demonstreret det rette temperament og karakterstyrke. Han har ikke udvist respekt for forfatningen. Og han er ikke en fuldblods konservativ,” skriver Jeb Bush.

Men helt tavs er Trumps telefon ikke, når det gælder partisoldater, der vil melde deres støtte.

Eksguvernøren fra Texas Rick Perry, der selv stillede op mod Trump og dengang kaldte ham en ”kræftplet på konservatismen”, siger nu, at han gerne springer til som Trumps vicepræsident, ifølge CNN-journalisten Dana Bash.

”Han er en af de mest talentfulde personer, som nogensinde har stillet op, og jeg vil støtte ham og hjælpe ham og gøre, hvad jeg kan,” lød det fra Rick Perry på tv-stationen Fox News.

Han kalder valget mellem Donald Trump og Hillary Clinton for ”pærelet”.