Tunesisk valg i islamisternes skygge

MED VIDEO Radikale islamisters optøjer op til søndagens valg i Tunesien det første frie valg efter det arabiske forår kan gavne landets islamiske parti, der ventes at blive valgets vinder over for en demokratisk opposition, der er splittet mellem 100 partier

I fredags kom det til alvorlige sammenstød mellem politiet og et par tusinde salafister efter fredagsbønnen i Tunis’ historiske centrum. Sammenstødet kom kun godt en uge før valget, som finder sted på søndag. –
I fredags kom det til alvorlige sammenstød mellem politiet og et par tusinde salafister efter fredagsbønnen i Tunis’ historiske centrum. Sammenstødet kom kun godt en uge før valget, som finder sted på søndag. –. Foto: Fehti BelaidAFP.

Det var en tegnefilm, som blev påskuddet. Persepolis fra 2007, hvor den iranske kunstner Marjane Satrapi i tegneserieform fortæller om, hvordan hun som barn oplevede ayatollah Khomeinis magtovertagelse i 1979, er ellers blevet vist flere gange i Tunesien uden at have vakt opsigt.

LÆS OGSÅ: Svær afregning i Nordafrika

Men da den blev bragt på den private tv-station Nessma den 7. oktober, blev det gnisten, som antændte det ulmende bål, Tunesiens radikale islamister flere gange havde forsøgt at sætte ild i.

Den scene, hvor Marjane Satrapi viser, hvordan hun som lille pige forestillede sig Gud som en gammel, skægget mand, overtræder forbuddet mod at afbilde Allah, hævder salafisterne, som angreb Nessmas bygninger i hovedstaden, Tunis.

Fredagen efter kom det til alvorlige sammenstød mellem politiet og et par tusinde salafister efter fredagsbønnen i Tunis historiske centrum, kun en uge før valget, som finder sted på søndag. Og andre angreb Nessmas direktør, Nebil Karouis, privatbolig med molotovcocktails.

Det er en ny Muhammed-sag. Det tegner yderst dystert for det nye tunesiske demokrati, hvis der allerede fra starten lægges bånd på ytringsfriheden. Hvilket demokrati får vi, hvis den frie presse, der skal forhindre en ny despotisme, stækkes fra første færd, spørger Marouen Mekrez, journalist ved Nessma og producer af et kontroversielt debatprogram om islam.

Det er i denne højspændte atmosfære, at de tunesiske vælgere på søndag går til valgurnerne for at udpege det første demokratisk valgte parlament efter det arabiske forår.

Det var tuneserne selv, der sparkede oprøret i den arabiske verden i gang med den revolution, som kulminerede den 14. januar, da diktatoren gennem 23 år, Zine el-Abdine Ben Ali, flygtede ud af landet sammen med sin familie.

En måned før parlamentsvalget i Egypten er valget i Tunesien den første test, der skal vise, om det arabiske forår indfrier løfterne om en spirende demokratisering i den arabiske verden. Eller om det vil blive kvalt i et islamisk efterår.

De salafistiske ekstremisters angreb på Persepolis og Nessma er derfor et ualmindelig dårligt tegn, mener tuneserne selv. Også selvom de radikale salafister udgør en ubetydelig minoritet og ikke i sig selv kan true demokratiseringen. For bagved lurer det islamiske parti Ennahda, som tegner til at blive valgets store vinder med 20 og måske helt op til 30 procent af stemmerne.

Man kan ikke sige, at Ennahda har allieret sig med salafisterne. Men Ennahda har to jern i ilden.

Partiet spiller det demokratiske spil, men hvis valgresultatet ikke er godt nok til at dominere det nye parlament, vil det satse på en slags permanent agitation, der kan destabilisere landet, som vi har set med Nessma-sagen. Den har afsløret Ennahdas virkelige forhold til demokrati og ytringsfrihed, siger Hammadi Redissi, professor i politiske videnskab ved universitetet i Tunis og forfatter til flere bøger om islam og politik.

Ennahda, som var forbudt under Ben Alis regime, men blev legaliseret efter hans fald, har fordømt de voldelige overgreb på tv-stationen, men også kritiseret Nessma for at have fremprovokeret urolighederne ved at vise filmen. Og samme position har alle andre partier indtaget med ganske få undtagelser.

Tuneserne er meget religiøse, og partierne er bange for, at folkestemningen vil gå dem imod, hvis de støtter Nessma og ytringsfriheden, analyserer Hammadi Redissi.

Lige siden den historiske leder, Rachid Ghanouchi, vendte hjem fra sit eksil i London, har partiet forsøgt at fremstille sig som et moderne, demokratisk parti, der har det tyrkiske AK-parti som model.

I det topmoderne, veludstyrede kampagnehovedkvarter i det nye kvarter Montplaisir, hvor partiet næsten er nabo til Nessma, forsikrer medlem af partiets politbureau Noureddine Arbaoui, at Ennahda respekterer de demokratiske spilleregler.

Vi går ind for fuld religionsfrihed for alle, fuld frihed til at udøve sin religion og fuld frihed til at skifte religion, hvis man ikke længere er troende, forsikrer han.

Han finder det dog for tidligt at afgøre, om retten til at skifte religion udtrykkeligt skal figurere i den nye forfatning, det kommende parlament skal udarbejde.

Vi ønsker ikke, at lovgivningen skal bygge på sharia, vi går ind for at holde religion og politik adskilt, men vi ønsker samtidig, at islam anerkendes som Tunesiens statsreligion. Og vi går ind for ytringsfrihed og pressefrihed, siger han.

Og Nessma-sagen?

Ytringsfrihed betyder ikke, at man har lov til at provokere og såre de troendes følelser, konkluderer Noureddine Arbaoui.

Nessma-sagen er kun den seneste af en række sager, hvor ytringsfriheden om religion er blevet sat under pres. En lærer er blevet sigtet for blasfemi for at have erklæret, at profeten Muhammeds ægteskab med en barnebrud i dag ville være strafbart. Og i byen Sousse er en biograf blev stukket i brand efter forevisningen af en dokumentarfilm om ateisme i den arabiske verden.

I praksis er det allerede umuligt at kritisere islam, konstaterer Hammadi Redissi. Men han konstaterer også, at tuneserne overvejende er imod Ennahda.

Kun én ud af fem tunesere støtter Ennahda. Slaget i denne valgkamp handler om at tiltrække tuneser nummer to ud af fem, konstaterer han.

Og denne kamp er langtfra vundet på forhånd.

Jeg er muslim og går i moskéen hver fredag. Men jeg stemmer ikke på Ennahda. Det er ikke et moderne parti. Det vil føre Tunesien tilbage til fortiden og have, at vi skal leve som på profetens tid, siger en 50-årig mand, der har en lille gård i udkanten af Tunis.

Samme budskab kommer fra Karoui Hallouma. Hun tilhører omvendt en forholdsvis velstillet ungdomsgeneration i badebyen La Marsa, Tunis nordlige forstad, hvor hun får en kop kaffe med veninderne. Hun er den eneste, som bærer en enkel og alligevel spraglet hijab over en fodlang kjole. Ingen af dem ved, hvad de vil stemme på søndag.

Men ikke Ennahda, siger de alle.

De har netop diskuteret med en ung mand, der forsøger at skaffe stemmer til Ettaktol-partiet, et af Tunesiens centrum-venstre-partier. Måske bliver det Ettaktol, der får deres stemme. Eller et af de andre 110 partier, der stiller op til valget. Ifølge den seneste meningsmåling er det kun 34 procent af vælgerne, som ved, hvem de vil stemme på. Heraf siger hveranden, at de kan nå at skifte mening.

11.000 kandidater konkurrerer om de 217 pladser i det nye, grundlovsgivende parlament. Valgplakater er der ikke mange af i Tunis gader, kandidaterne taler for halvtomme sale til valgmøderne, og kun nogle få, velorganiserede partier deler løbesedler ud på Avenue Habib Bourguiba, Tunis hovedstrøg, som var revolutionens centrum. De mange politiske partier virker forvirrende på vælgerne og kan vise sig at blive Ennahdas bedste kort.

Den demokratiske opposition er splittet, og i det nye parlament vil Ennahda komme til at stå som en samlet blok over for et kludetæppe af små partier, der hver har et par mandater, påpeger Latifa Lakhdar, specialist i islamisk tænkning ved universitetet i Tunis og næstformand i Den Høje Instans til gennemførelsen af Revolutionens Mål, som har overvåget processen frem til det historiske valg.

I alt stiller 15 partier af forskelligt islamisk tilsnit op til valget. Resten fordeler sig fra det yderste venstre over centrum-venstre til centrum-højre partier.

Skillelinjen går ikke mellem højre og venstre, mellem socialdemokrater og liberalister, men derimod mellem modernistiske og traditionalistiske partier. Mellem partier, der vil gøre Tunesien til en moderne stat, og partier, der modarbejder modernismen.

Jeg mener ikke, at islam automatisk er uforeneligt med demokrati, men alt afhænger af dette styrkeforhold mellem modernister og traditionalister, siger Latifa Lakhdar.

Til gengæld er tuneserne klar over, at et kæmpemæssigt ansvar hviler på deres skuldre, når de går til valg på søndag.

Vi ved, at Tunesien er en test og et eksempel for demokratiet i den arabiske verden, siger Latifa Lakhdar.

Hvis det mislykkes hos os, vil det også mislykkes hos vore naboer, i Egypten og i Libyen.

ANALYSE: Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen analyserer det arabiske forår