Britisk forslag: Flygtningebørn bør hjælpes i sikkerhed med børnetransporter

De såkaldte børnetransporter fra Anden Verdenskrig bør genoptages for at beskytte flygtningebørn i Europa, mener britisk politiker, der som barn selv blev reddet af en Kindertransport. 10.000 flygtningebørn menes forsvundet, og endnu flere er overladt til sig selv

Et flertal i det britiske Overhus har stemt for et lovforslag, der skal give 3000 flygtningebørn fra for eksempel Grækenland ophold i Storbritannien. Lovforslaget er inspireret af det initiativ, som lige inden udbruddet af Anden Verdenskrig reddede omkring 10.000 jødiske børn fra at blive sendt til nazisternes udryddelseslejre.
Et flertal i det britiske Overhus har stemt for et lovforslag, der skal give 3000 flygtningebørn fra for eksempel Grækenland ophold i Storbritannien. Lovforslaget er inspireret af det initiativ, som lige inden udbruddet af Anden Verdenskrig reddede omkring 10.000 jødiske børn fra at blive sendt til nazisternes udryddelseslejre. . Foto: Stoyan Nenov/Reuters.

I kølvandet af at flere europæiske organisationer melder om, at isolerede flygtningebørn forsvinder fra lejrene og trues af kriminelle netværk, ønsker britiske politikere nu at genoplive de såkaldte Kindertransporte, børnetransporter, fra 1930’erne.

Et flertal i det britiske Overhus har stemt for et lovforslag, der skal give 3000 flygtningebørn fra for eksempel Grækenland ophold i Storbritannien. Lovforslaget er inspireret af det initiativ, som lige inden udbruddet af Anden Verdenskrig reddede omkring 10.000 jødiske børn fra at blive sendt til nazisternes udryddelseslejre. Forslaget er endnu ikke færdigbehandlet og møder modstand i den konservative regering, oplyser Alf Dubs, medlem af Overhuset for Labour og initiativtager til forslaget.

”Regeringen vil kun tage imod børn fra nærområderne (til Syrien, red.), men ikke fra Europa af frygt for at skabe en magneteffekt. Men disse børn er i fare og har brug for hjælp, og det er vores pligt at hjælpe dem,” siger Lord Dubs.

Han var selv et af de 669 børn, som i 1939 blev hjulpet ud af det daværende Tjekkoslovakiet. Hans far var jøde og flygtede i 1938 til London efter den tyske besættelse af Sudeterlandet. Takket være en af børnetransporterne blev Alf Dubs hentet ud af Tjekkoslovakiet lige inden krigsudbruddet.

”Nutidens flygtningebørn risikerer ikke at blive forfulgt i Europa af et diktatorisk styre. Men de har ikke desto mindre brug for hjælp. Mange af dem er ganske enkelt forsvundet, og vi kan ikke bare se stiltiende til,” siger Alf Dubs.

Europol anslår, at op imod 10.000 flygtningebørn er forsvundet i Europa og risikerer at blive udsat for udnyttelse og overgreb, herunder seksuelle overgreb.

”En hel kriminel infrastruktur har udviklet sig over de seneste 18 måneder for at udnytte flygtningene,” har Europol-talsmand Brian Donald udtalt til den britiske avis The Observer.

27 procent af alle flygtninge er mindreårige, svarende til 270.000, anslår det europæiske politisamarbejde. Tendensen er, at flere og flere af dem er alene, enten fordi deres familie sendte dem af sted på egen hånd, eller fordi de kom væk fra deres familie under flugten.

Red Barnet i Storbritannien anslår således, at 26.000 flygtningebørn er overladt til sig selv. Og disse børn er særdeles sårbare.

”Vi er dybt bekymrede over disse forsvindinger. Nogle skyldes et ønske om at få asyl i et andet land end det, børnene er registreret i. Men vi ved også, at kriminelle netværk står på spring for at udnytte flygtningene til illegalt arbejde eller til prostitution. Og de mindreårige er de mest udsatte, også selvom de er 15-16-årige teenagere. Det er børn, vi skal beskytte,” siger generalsekretær i Red Barnet, Jonas Keiding Lindholm.

”Vi har gentagne gange anbefalet de europæiske lande at indføre hasteprocedurer for asylbehandling og familiesammenføring for børn, for i henhold til FN’s Børnekonvention er landene forpligtet til at sikre børns ret til et familieliv via familiesammenføring,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Den franske børneombudsmand, Geneviève Avenard, har gentagne gange besøgt den såkaldte Jungle i havnebyen Calais, hvorfra flygtningene forsøger at komme til Storbritannien. Hun anslog i slutningen af februar, at 90 mindreårige burde familiesammenføres med slægtninge i Storbritannien. Heraf har mindst 12 siden fået lov til at rejse over Den Engelske Kanal.

”Men proceduren er langsommelig og vanskelig og lykkes kun i ganske få tilfælde,” siger Marianne Humbersot, der yder juridisk bistand til de mindreårige i Calais.

Lejren talte i sidste måned 294 børn under 18 år, mens 129 mindreårige er meldt savnet.

”Hensynet til barnets tarv bør være asylmyndighedernes topprioritet, men vi oplever ofte, at andre hensyn, herunder ønsket om at begrænse antallet af asylansøgere, vejer tungere,” siger Martine Goeman, talsperson for det europæiske netværk Separated Children in Europe Programme (Adskilte børn i Europa).

Den britiske politiker Alf Dubs var selv seks år, da han blev sat på en bus og senere afhentet på Liverpool Station af sin far.

”Jeg kan huske, at der var tyske soldater overalt. Og da vi kørte over den hollandske grænse, fornemmede jeg på de andre, at det var et vigtigt øjeblik, selvom jeg ikke forstod hvorfor. Men mit forslag skal ikke knyttes til min personlige historie. Jeg mener bare, at børn er i fare i dag i Europa. Og Storbritannien må tage sin del af dem,” siger det 74-årige medlem af Overhuset.