Pilur smiler bag disken i en boghandel i en af Istanbuls smøger. Væggene i butikken er dækket af bøger fra gulv til loft.

”Vi har faktisk ganske mange bøger om folkedrabet. Der kommer altid en ny bog om det ind, og de sælger godt. Folk er meget interesserede i det,” fortæller 30-årige Pilur, der gerne vil tale om det armenske folkedrab i 1915, men ikke have sit efternavn bragt i en avis i den forbindelse. Mange års tabu er endnu ikke forduftet helt.

Tyrkiets regering og politiske elite bliver ved med at benægte, at der var tale om et folkedrab, da den osmanniske hær dræbte op mod 1,5 millioner armeniere i massakrer, dødsmarcher og fordrivelser for 100 år siden. Det vil gøre for ondt i den tyrkiske identitet at indrømme det, siger Taner Akcam, en af verdens førende forskere på området. Flere af de osmanniske embedsmænd, som stod bag folkedrabet, blev nemlig efterfølgende en del af den nye republiks ledelse.

”Det er helt afgørende og en af hovedårsagerne til den tyrkiske benægtelse: Hvis vi anerkender det armenske folkedrab, så er vi også nødt til at se en del af vores grundlæggere som mordere og tyve,” siger Taner Akcam, der er en af de tyrkiske histori-kere, som anerkender folkedrabet.

Imens regering efter regering har afvist folkedrabet, vokser åbenheden og interessen for emnet langsomt i befolkningen.

”Vi kan ikke længere tale om ét Tyrkiet, når vi taler om det armenske folkedrab,” siger Cengiz Aktar, som også anerkender folkedrabet uden tøven.

Han er seniorforsker ved Istanbul-centret for politik ved Sabanci Universitet og tilknyttet Hrant Dink Fonden. Organisationen arbejder for at fremme tyrkisk-armensk kultur og dialog og er op-kaldt efter den armenske redaktør og journalist Hrant Dink, som blev myrdet af en tyrkisk nationalist i Istanbul i 2007.

”Der er det officielle Tyr-kiet, som har sine begrænsninger, tabuer, interesser og beregninger. Og så har du det tyrkiske samfund, som er noget fuldstændig andet. Jeg siger selvfølgelig ikke, at 100 procent af tyrkerne er meget opsatte på at anerkende folkedrabet, men der er fundamentale forandringer i samfundet, og der er flere og flere tyrkere, kurdere og andre borgere, som udfordrer den officielle fortælling om 1915-1916,” siger Cengiz Aktar.

I sidste uge underskrev regeringspartiet AKP, det største oppositionsparti CHP og det nationalistiske parti MHP sammen en erklæring, som skarpt kritiserer Europa-Parlamentet for at bruge betegnelsen ”folkedrab”.

”Jeg er ikke overrasket over de reaktioner. Det ser ud til, at det officielle Tyrkiet er i defensiven, og det bedste forsvar er jo et angreb,” siger Cengiz Aktar.

Helt ekstraordinært har Tyrkiet i år valgt at flytte sin mindehøjtidelighed for osmannernes kamp mod de allierede ved Gallipoli under Første Verdenskrig til den 24. april, samme dag som armenierne markerer folkedrabet.

”Det er virkelig barnligt,” lyder det fra Cengiz Aktar, som kalder trækket et ”latterligt” forsøg på at flytte opmærksomheden fra markeringen af folkedrabet.

Der har ellers været gode toner over for det armenske mindretal og andre ikke-muslimer i de første år med den islamiske AKP-regering med den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, i spidsen. Konfiskerede armenske kirker er blevet restaureret på statens regning og givet tilbage til menighederne. Sidste år sendte Erdogan for første gang nogensinde sine kondolencer til efterkommere af de armeniere, som mistede livet i 1915-1916. Og sidste år blev en armenier for første gang udnævnt til politisk rådgiver for en tyrkisk premierminister. Rådgiveren mistede dog sit job i sidste uge, efter at han i et interview anerkendte folkedrabet. Officielt lyder forklaringenen, at rådgiveren er gået af, fordi han er fyldt 65 år.

Imens har 32.000 tyrkere de senere år sat deres underskrift på en side på internettet, hvor alle, der har lyst, kan komme med en undskyldning til armenierne.

Det var fire tyrkiske akademikere, der i 2008 lancerede underskriftindsamlingen under overskriften ”Jeg Undskylder”. En af initiativtagerne er Baskin Oran, ph.d. i statskundskab med særligt fokus på nationalisme og minoriteter i Tyrkiet. Det var på tide, at der kom en undskyldning, siger han.

”Det var ikke vores opgave at gøre det, der var den tyrkiske stats job. Men fordi den tyrkiske stat ikke virkede klar til det, begyndte vi,” siger Baskin Oran.

Han anerkender ikke betegnelsen folkedrab. Jo, der fandt massakrer sted, og Tyrkiet bør undskylde for dem, mener han. Men som flere andre tyrkiske akademikere og politikere mener han, at betegnelsen folkedrab juridisk set ikke kan bruges til at beskrive, hvad der skete.

Taner Akcam, der har publiceret en lang række bøger om emnet, var en af de første tyrkiske akademikere, som anerkendte folkedrabet.

”Hvorfor skulle jeg ikke bruge det ord (folkedrab, red.)? Der er ikke ét seriøst akademisk argument imod,” siger Taner Akcam over telefonen fra sit kontor på Clark University i Massachusetts, hvor han har været ansat siden 2008.

Men at anerkende folkedrabet vil ikke bare smerte den tyrkiske identitet, det kan også komme til at kunne mærkes i statens pengepung, siger historikeren. En anerkendelse vil nemlig betyde, at armeniere kan kræve erstatning, og det kan koste Tyrkiet dyrt. Og så er der det, han kalder Pinocchio-effekten.

”Du kender Pinocchio: Jo mere han løj, jo længere blev hans næse. Tyrkiet har nu løjet i mere end 80 år. Vores næse er for lang. Vi kan ikke vågne op en morgen og sige: 'Vi er kede af det, vi har løjet i 80 år'.”

Umut Gökdeniz, studerende

Hvad siger du til, at man stadig diskuterer, om der var tale om et folkedrab?

Jeg mener, at det var et folkedrab. 100 år er gået, og folk burde være åbensindede, droppe tabuerne og acceptere realiteterne. Der er en åbenlys kendsgerning, som man ikke bare kan ignorere. I 100 år har vi ignoreret det, og jeg mener, at det er en skamplet. Man kan ikke ændre fortiden, men man bør acceptere den og i det mindste undskylde. Der var tab på begge sider, både tyrkere og armeniere, men det er stadig et faktum, at der var et folkedrab. De mennesker blev dræbt, så vores regering burde i det mindste undskylde.

For 50 år siden ville man måske have følt det som en skamplet på Tyrkiets historie, hvis man anerkendte folkedrabet. Men i dag har alle adgang til alle informationerne, og alle kender til det hele. Så jeg tror ikke, at det vil have en stor effekt på folk her, hvis man anerkender det.

Berna Kahraman, filmproducent

Hvad siger du til, at man stadig diskuterer, om der var tale om et folkedrab?

Ærlig talt mener jeg, at folk bør være mindre bange for at tale om fortiden, og hvad der skete. Vi sidder fast i noget sprogligt, om det er folkedrab eller ej. Det er ikke afgørende. For folk blev dræbt. Jeg tager ikke stilling til de her spørgsmål, jeg mener bare, at vi som samfund bør være mere ærlige.

Folk bliver mere åbne. Selv i forhold til det kurdiske spørgsmål bliver folk mere åbne, og vi kan tale om det nu. Ikke i alle dele af samfundet, men de fleste unge mennesker er mere åbne for at tale om de her ting som folkedrabet, kurderne, alevier og de andre minoriteter, vi har. Verden forandrer sig, og vi er del af den.
 
Regeringen burde anerkende, hvad der skete og undskylde. Det er et sår for armenierne. Og jeg tror, at for at hele det sår har de brug for en undskyldning.