Selvom kurdernes største parti, det nu lukkede DTP (Det Demokratiske Samfundsparti), ved seneste lokalvalg udbyggede sit flertal i mange kommuner i det sydøstlige Tyrkiet, er det langtfra alle kurdere, der har støttet DTP.
En af dem, der ikke støttede DTP, er Cemal Yurdan, 59 år, der driver forretning i Istanbul-kvarteret Sultanahmet. Varesortimentet, der er målrettet turisterne, består primært af smykker og håndknyttede tæpper, der bliver produceret i Cemal Yurdans hjemby, Bitlis, i det sydøstlige Tyrkiet. Over en kop te i de lyse lokaler i den fire etager høje butiksejendom giver han sit syn på den seneste udvikling.
– DTP har optrådt for ekstremt. Tyrkiet er mit land, og det skal det blive ved med at være. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal have et selvstændigt Kurdistan og ende med at blive domineret af de store vestlige magter. Desuden synes jeg, at DTP har set for mange spøgelser ved at fremstille kurdere og tyrkere som værende fjender og i krig. Selvom det går langsomt, gør AK-partiet (regeringspartiet, red.) det meget godt, og det støtter jeg op om. Jeg er bange for, at DTP har gjort os og vores rettigheder en bjørnetjeneste ved at opfordre til vold. Sådan noget kan kun skade den proces, der er i gang, siger Cemal Yurdan.
DTP blev – som så mange andre partier før det – dømt ulovligt af forfatningsdomstolen, anklaget for at støtte kurdiske oprørere og det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK. Det er nu erstattet af et andet kurdisk parti under navnet BDP, Freds- og Demokratipartiet.
Ledende DTP-medlemmer har ved flere lejligheder udtalt på tyrkisk tv, at kendelsen om at lukke partiet kun vil bidrage til vold og borgerkrig i Tyrkiet. Hertil har svaret fra de nationalistiske kræfter, det venstreorienterede CHP og det nationalistiske MHP, været, at de synes, det er besynderligt, at folkevalgte politikere i Tyrkiet kommer med trusler om og opfordringer til borgerkrig i Tyrkiet. Midt mellem de to står AK-partiet.
Ligesom millioner af andre flyttede Cemal Yurdan fra landet til byen i 1960'erne i håb om at få et bedre liv, men selvom han har klaret sig godt, har alt ikke været fryd og gammen:
– Jeg havde engang i 1970'erne min mor på besøg fra Bitlis. Vi talte kurdisk sammen på gaden og blev standset af politiet, slæbt på stationen og forhørt. Jeg savnede tit min hjemegn og lyttede til kurdisk musik i det skjulte, da det også var forbudt, siger Cemal Yurdan med en vis sørgmodighed.
I dag er forholdene langt bedre.
– Det er helt utroligt. Der er både tv og undervisning på kurdisk, og der er flere rettigheder på vej, og jeg er optimistisk. Men når det er sagt, er der stadig nationalistiske tyrkere, der snerrer over, at vi taler kurdisk eller lytter til kurdisk musik, og råber, at vi skal tale tyrkisk, siger Cemal Yurdan.