Tyrkiet går til skæbnevalg

Der er meget på spil ved søndagens med spænding ventede tyrkiske valg. For præsident Erdogan kan det blive kronen på værket, der samler magten i hans hænder. For landets kurdiske mindretal bliver det knald eller fald

Det kurdiske HDP-parti håber for første gang at komme over spærregrænsen på 10 procent. Partiet er i valgkampen blevet båret frem af jublende tilhængere som her ved et velbesøgt vælgermøde i Istanbul i weekenden, hvor de primært viftede med partiets flag, men også med enkelte tyrkiske flag.
Det kurdiske HDP-parti håber for første gang at komme over spærregrænsen på 10 procent. Partiet er i valgkampen blevet båret frem af jublende tilhængere som her ved et velbesøgt vælgermøde i Istanbul i weekenden, hvor de primært viftede med partiets flag, men også med enkelte tyrkiske flag. Foto: Yasin Akgul / AFP.

Det kan blive en historisk dag, når de omkring 50 millioner tyrkiske vælgere på søndag sammensætter et nyt parlament.

For præsident Recep Tayyip Erdogan bliver det et skæbnevalg, som afgør, om han vil kunne sætte en tyk streg under sin position som landets ubestridte leder. Erdogan håber, at valget vil give hans islamistiske AKP-regering et tilstrækkeligt flertal til at kunne indføre et præsidentsystem, som samler magten i statsoverhovedets hænder.

For det pro-kurdiske parti HDP er valget et spørgsmål om knald eller fald. Partiet håber at komme op over spærregrænsen på 10 procent af stemmerne. Hvis satsningen lykkes, vil det være første gang i historien, at et pro-kurdisk parti bliver valgt til det tyrkiske parlament. Hvis det mislykkes, får landet et parlament helt uden repræsentanter for kurderne, som udgør omkring 20 procent af befolkningen.

Men hvis kurderne kommer op over den høje spærregrænse, vil det give færre pladser til det hidtil så dominerende AKP, som derved får sværere ved at indføre Erdo-gans ønskede præsidentsystem.

”Det er et afgørende valg,” siger Senem Aydin-Düzgit, forsker ved Istanbul Policy Center med speciale i tyrkisk indenrigs- og udenrigspolitik.

Valget er kulminationen på Erdogans lange vandring mod magtens absolutte top. Han begyndte som ungdomspolitiker, blev siden overborgmester i Istanbul, og i 2003 fik han posten som premierminister. Der sad han i 11 år, indtil han sidste sommer blev valgt til præsident. Nu håber Erdogan at kunne sætte kronen på værket ved at indføre et styre efter amerikansk forbillede, hvor præsidenten har direkte magt.

”Mit ønske er at nå et flertal i parlamentet ved valget den 7. juni, som vil være stort nok til at lave en ny forfatning og et nyt Tyrkiet,” sagde Erdogan til en gruppe journalister i april.

Som præsident skal han være upartisk og må ikke føre valgkamp for regeringspartiet AKP, som han selv var med til at stifte i 2001. Alligevel har Erdogan rejst landet tyndt de seneste uger for at deltage i et væld af åbningsceremonier, som mest af alt har mindet om vælgermøder.

For at kunne indføre præsidentsystemet direkte skal Erdogans parti have et flertal på to tredjedele af pladserne i det nye parlament. Glipper det, kan AKP stadig få nok stemmer til at sende forslaget til folkeafstemning.

Men samtidig stiller det pro-kurdiske parti HDP for første gang op som parti fremfor med løsgængere, som man plejer. Hidtil er det kun lykkedes de kurdiske og pro-kurdiske politikere at komme over den høje spærregrænse på 10 procent ved netop at blive valgt ind som løsgængere, og dem er der 29 af i parlamentet i dag. Men nu tager kurderne chancen og stiller op som parti.

”Det er meget risikabelt,” siger Senem Aydin-Düzgit fra Istanbul Policy Center.

Synet på kurderne og det pro-kurdiske parti er dog blevet opblødt de senere år, blandt andet i takt med at Tyrkiet har indledt fredsforhandlinger med Kurdistans Arbejderparti, PKK, som står på terrorlisterne i Tyrkiet, EU og USA.

Konflikten mellem PKK og Tyrkiet har over tre årtier kostet omkring 40.000 mennesker livet og trukket fronterne hårdt op mellem kurdere og tyrkere.

Til det pro-kurdiske partis velbesøgte vælgermøde i Istanbul i weekenden sås enkelte flag med billeder af PKK's livstidsfængslede leder, Abdullah Öcalan. Men det var langt færre end ved tilsvarende begivenheder i det kurdiske Sydøsttyrkiet.

”Öcalan er blevet dæmoniseret i årevis, og vi ved, hvad det indebærer at vise hans ansigt for vores tyrkiske venner - derfor vælger vi ikke at have hans flag her i dag. Vi kunne, men for ikke at skubbe tyrkerne væk, lader vi være,” siger en af deltagerne ved vælgermødet, Sevgi.

Hun er bekymret for, at det kan få konsekvenser for hende at tale om politik i medierne, og derfor ønsker hun ikke at få sit efternavn frem.

Det pro-kurdiske parti har op til valget arbejdet på at slippe af med sit omdømme som et ”kurderparti” og relanceret sig selv som et liberalt og grønt parti, der kan appellere til en større del af befolkningen. Partiets leder, den unge, karismatiske advokat Selahattin Demirtas, er populær og fik 9,76 procent af stemmerne ved præsidentvalget sidste år. Det har givet hans bagland håb om, at det kan lykkes at få de afgørende 10 procent. Sevgi, der arbejder som historielærer, er ikke i tvivl om, at det er det rigtige tidspunkt at gå planken ud.

”Landskabet har ændret sig, og det er første gang, vi har en chance for at komme ind som parti,” siger hun.

Partiets relancering som et parti for hele Tyrkiet har gjort det mere spiseligt for især unge, liberale tyrkere, som ikke føler sig repræsenteret af de gamle partier og ønsker at bremse Erdogans enevældige tendenser. Simla Sunay er ikke selv kurder, men stemmer på HDP på søndag.

”Hvis Recep Tayyip Erdogan bliver leder i et præsidentsystem, kommer han til kun at repræsentere konservative sunnimuslimer og påtvinge alle andre sine værdier,” siger arkitekten, som Kristeligt Dagblad møder i en park i Istanbul-kvarteret Besiktas, hvor lokale demonstranter markerer to-årsdagen for de omfattende regeringskritiske protester i 2013.

”Præsidentsystemet handler om at skabe en endnu mere autoritær politik. Der er en udtalt fascisme, som med præsidentsystemet vil få juridisk støtte. Det vil vi aldrig nogensinde have,” siger hun.

Ved det seneste parlamentsvalg i 2011 fik AKP næsten 50 procent af stemmerne, og selvom støtten til Erdogans parti er dalet i kølvandet på det seneste års protester, er regeringspartiet stadig populært.

Meningsmålinger er svære at have med at gøre i Tyrkiet, hvor institutterne, som gennemfører dem, ofte har deres egne politiske præferencer. Men de seneste målinger peger på, at HDP når op over spærregrænsen. Erdogans AKP står til at gå tilbage, men vil stadig være Tyrkiets største parti.