Mordet på din gode ven, Hrant Dink, udløste en usædvanlig reaktion over hele Tyrkiet. Da Dink blev begravet forleden, foregik det i et hav af tårer, fortrydelse og vrede. Et kor af stemmer råbte: "Vi er alle armeniere!" Var der tale om en kortlivet enhed udløst af en intens skyldfølelse? Eller er det en ny dag - er Tyrkiet på vej mod forsoning?
- Hrants begravelse var meget gribende. Det var en bevægende oplevelse for hundredtusindvis af mennesker i Tyrkiet. Folk, der ikke havde kendt Hrant personligt, græd og sørgede over tabet af ham. De forsøgte at sætte sig i «den andens« sted. Begravelsen var en helende handling, som samlede folk fra alle sociale lag, med forskellige ideologier og etniske tilhørsforhold. Den viste hele samfundet og verden omkring os, at vi kan sørge sammen. Og hvis vi kan sørge sammen, så kan vi også leve sammen. Og hvis vi kan leve sammen, så kan vi også drømme sammen.
Som verdensborger har du boet mange steder. Du har arbejdet og undervist på University of Arizona, og nu bor du i Istanbul for at arbejde og opfostre din nyfødte datter. Hvordan havde du det med det, da du sidste år indgik i den meget store og klart afgrænsede gruppe af tyrkiske intellektuelle, som blev anklaget for at "fornærme tyrkiskheden"?
- Min roman udkom i Tyrkiet den 8. marts - på kvindernes internationale kampdag. Den blev en bestseller med det samme og har allerede solgt i mere end 120.000 eksemplarer. Den blev læst og debatteret og givet videre. Jeg har fået en fantastisk feedback fra folk med indbyrdes forskellig baggrund, og jeg har især hørt fra kvinder - for det er en roman, hvor kvinder spiller en vigtig rolle. Læserne i Tyrkiet har altså været positive og givet mig en god oplevelse. Det er det, der gør mig ked af det: De ultranationalistiske grupperinger, der overfalder forfattere, udgør jo ikke noget flertal i samfundet. Det er derimod hele landet, de langer ud efter og efterlader med et blåt øje.
Tyrkiet er blevet forsidestof over hele den vestlige verden. Ambitionen om at komme med i EU, uviljen til at vedkende sig sin fortid, en nobelpris i litteratur, trusselramte intellektuelle over for gnavne ultranationalistiske dommere, religion, tørklæder og Chanel-solbriller, kebab og sushi. Det er stereotyperne - hvad ser man, hvis man går bag om dem? Hvad er det, det moderne vestlige menneske måske ikke har forstået om Tyrkiet af i dag?
- Tyrkiet har mange farver og lag. Det er et usædvanligt land, hvor forskellige styrker og stemmer på én gang støder sammen og sameksisterer. Min holdning er, at enhver observatør udefra først og fremmest bør bære vidneudsagn om det tyrkiske samfunds flertydighed. Som regel gør de vestlige medier lige det modsatte. Jeg ser så tit Tyrkiet reduceret til et enkelt lag i de vestlige diskurser.
- Lad mig give dig et eksempel. Jeg så det selv. Et tv-hold fra en førende europæisk kanal kom til Istanbul og gav sig til at filme i Taksim, som er et af byens mest proppede og kosmopolitiske kvarterer. Det er en god location, hvis man vil formidle Tyrkiets natur af hybrid: blandingen mellem vest og øst, modernitet og tradition og så videre. Men pludselig gik det op for mig, at filmholdet kun filmede kvinder med tørklæder og eksotisk udseende sherbet-is. Dette selektive udvalg af virkeligheden ikke blot orientaliserer Tyrkiet. Det er udtryk for en blindhed for landets mange lag og en manglende evne til at se hele billedet.
- Jeg kritiserer fremmedhadet og ultranationalismen i mit eget land. Og jeg kritiserer den dominerende patriarkalske tradition for dens uvillighed til at favne "den anden". Jeg byder pluralisme, mangfoldighed og fuld ligestilling mellem kønnene velkommen. Men jeg kritiserer også den igangværende islamofobi og Tyrkiet-fobi i Vesten - for også den er undertrykkende.
Der er folk, der mener, at det ikke kun er islamofobien i Europa, men også xenofobien i Tyrkiet, som holder Tyrkiet ude af Europa. Hvad er dit syn på sagen?
- Jeg støtter fuldt ud Tyrkiets medlemskab af EU. Det vil ikke alene være godt for Tyrkiet, tror jeg - men også for Europa. Når millioner af muslimer bor i hjertet af Europa, bliver det gamle kontinent nødt til at forholde sig til spørgsmålet om hybride kulturer, hvor islam og vestlig kultur står over for hinanden. Det er en seriøs udfordring, Europa står over for. Hvad gælder Tyrkiet, står landet i en helt særlig situation. Og nok er det sandt, at Tyrkiet skal tage en hel del flere skridt til reformer - men det er noget, Europa bør opmuntre. Frem for at tage modet fra landet.
- Siden den 11. september er verden blevet stadigt mere polariseret, og hver dag bliver flere folk overbevist om, at islam og vestligt demokrati ikke kan leve side om side. Det er på tide, at vi viser dem, at de tager fejl. Der er fremmedfrygt i Tyrkiet - men også i Europa. De to nærer ustandseligt hinanden. Hardlinerne det ene sted skaber bare flere hardlinere det andet.