Dagene, hvor Tyrkiet så mod vest uden at kigge sig tilbage over skulderen, er forbi.
Selvom optagelse i EU stadig er et af premierminister Recep Tayyip Erdogans erklærede mål, er drømmen om at komme i ind i unionen i løbet af de seneste år blevet overhalet af en anden tyrkisk drøm. Nemlig at genvinde landets regionale status som i dagene, hvor Osmannerrigets tyrkiske herskere satte dagsordenen i Mellemøsten. Derfor ser Tyrkiet nu mod øst uden at kigge sig tilbage over skulderen.
"Den islamisk-konservative tyrkiske regerings mål er at gøre Tyrkiet til den vigtigste magt i Mellemøsten. Strategien er nu åbenlys: Tyrkiet ønsker at balancere i forhold til stormagterne USA og Rusland, undgå grænsestridigheder, styrke den pan- islamiske politik med Syrien og Iran og alliere sig med lande som Brasilien i spørgsmål, der forvaltes af Sikkerhedsrådet," siger den franske mellemøstekspert Frederic Encel, der er professor ved Institut PO Paris.
Ændringer i Tyrkiets udenrigspolitik bekræfter Frederic Encels analyse.
Ærkefjenden Syrien, der i 1998 bogstaveligt blev truet med oversvømmelse fra tyrkisk side, medmindre Syrien udleverede Abdullah Öcalan, den daværende leder af den væbnede, kurdiske oprørsgruppe PKK, beskriver nu sig selv som Tyrkiets bedste ven. Premierminister Erdogan taler pænt om Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, og kalder ham for en "ven". For nylig udviste Tyrkiet trodsig selvtillid nok til at stemme imod den fjerde sanktionspakke mod Iran i FN?s Sikkerhedsråd.
Andre tegn på kursskiftet er Erdogans invitation til Sudans præsident, Omar al-Bashir, og besked til Vesten om, at den sudanske præsident, der er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag, ikke kan være en krigsforbryder, fordi han er muslim.
Det tydeligste tegn af alle på det tyrkiske kursskifte er Tyrkiets ofring af alliancen med Israel.
"Mens ingen helt præcist ved, hvad Tyrkiets intentioner i Mellemøsten er, står det klart, at Is-rael skal ofres for at realisere det nye kursskifte," skriver Varun Vira i Foreign Policy Journal.
Forholdet til Israel er gradvist blevet nedkølet siden Israels offensiv mod Gaza i begyndelsen af 2009. Senest har Tyrkiet hjemkaldt sin ambassadør i Tel Aviv efter israelske soldaters kapring af det tyrkiske skib "Mavi Marmara", der var undervejs til Gaza med nødhjælp. Israelske analytikere er af den opfattelse, at Erdogan bevidst forsøger at fremme Tyrkiets interesser i resten af den muslimske verden på bekostning af forholdet til Israel.
Helt dårligt går det ikke. I Gaza er Erdogan for nylig blevet et af de populære navne til nyfødte drengebørn, mens mere end 70 procent af det muslimske Mellemøsten ser Tyrkiet som en vigtig rollemodel. I det egyptiske dagblad al Masri al-Youm er man endda gået så langt som til at udnævne Erdogan til Mellemøstens nye kalif. Dette til stor frustration for Egyptens præsident, Hosni Mubarak, der må se sin titel som den arabiske verdens leder blive snuppet af en ikke-arabisk tyrker. I det hele taget skaber det frustration i den arabiske lejr, at regionens tre førende magter, Israel, Tyrkiet og Iran, ikke er arabiske.
Mens den tyrkiske strategi om at tale til alle i Mellemøsten undtagen Israel måske kan have økonomiske og populistiske fordele, spår Frederic Encel ikke Tyrkiet nogen problemfri fremtid i det brogede og komplicerede Mellemøsten.
"Egyptens Hosni Mubarak vil ikke finde sig i at få sin titel som den arabiske verdens leder taget fra sig," siger Frederic Encel.
Balancegangen mellem shia- og sunnimuslimer og mellem arabere og ikke-arabere er også vanskelig i Mellemøsten. En af grundene til Tyrkiets alliance med Israel, foruden fordelene ved at kunne købe moderne israelsk militært isenkram, var, at ingen af de to lande var arabiske og derfor havde en naturlig etnisk alliance mod de arabiske naboer.
"Tyrkiet skal formå at balancere mellem arabere og persere, mellem sunni- og shiamuslimer og mellem Irans atomræs og den arabiske verdens frygt for denne udvikling," siger Frederic Encel og undlader at tilføje det indlysende faktum, at sådan en balancegang ikke bliver nogen let sag.
Men der er dem, der mener, at Tyrkiet godt kan holde styr på sin udvidede vennekreds, og at den tyrkiske regerings fokusering mod øst endda giver landet bedre kort på hånden over for EU.
Idéen er, at Tyrkiet ved at være i stand til at tale med alle bliver en uundværlig aktør i det fremtidige politiske spil mellem øst og vest.
"Tyrkiet har åbne kanaler og dialog med alle. Mange undervurderer, hvad Tyrkiet er i stand til at gøre bag kulissen," siger Hugh Pope, der er ekspert i tyrkiske anliggender for International Crisis Group.
Således skal man ikke glemme, at forholdet mellem Tyrkiet og EU-medlemmet Grækenland er blevet kraftigt forbedret, ligesom det i en vis grad er lykkedes at etablere et bedre forhold til Armenien.
Popes pointe er, at Tyrkiet på den ene side antyder over for EU, at man er i stand til at klare sig uden EU-medlemskab, mens man på den anden side vækker EU?s frygt for at lade Tyrkiet falde i armene på de mellemøstlige stater, EU ikke altid formår at tale til uden en mellemmand.
På den måde gør Tyrkiet sig selv til en endnu mere uundværlig brik end tidligere, fordi både øst og vest nu opfatter landet som et brohoved til den anden side af verden. Hvad enten det er Irans forsøg på at lette på de vestlige landes pres med en atomaftale med Tyrkiet, eller det er vestlige landes forsøg på at vinde mellemøstlige hjerter med Tyrkiets hjælp.
