Tyrkiet har på det senere været helt fremme i de internationale debatter om økonomi og politik. Dels er Tyrkiet trods den økonomiske krise, der har opslugt naboen Europa, forblevet den nationale økonomi i verden, der vokser næsthurtigst efter Kina.
Dels er der stort set ikke det emne på den globale dagsorden, hvor Tyrkiet ikke spiller en synlig rolle. Det gælder lige fra Irak og Afghanistan til Somalia, Iran og det arabiske forår og lige fra bæredygtig udvikling til dialog mellem civilisationer.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets regering skaber ny sekularisme
Der er tale om et ret nyt fænomen: Indtil for et årti siden blev Tyrkiet ikke betragtet som andet end en trofast Nato-allieret. Det begyndte at ændre sig i 2002, da en æra med politisk stabilitet begyndte og lod en vision om et stærkere Tyrkiet opstå sammen med en besluttethed på at føre denne vision ud i livet.
Med det sigte har Tyrkiets regeringer fra 2002 og frem gennemført dristige økonomiske reformer, som har banet vejen for bæredygtig vækst og holdt finanskrisen fra døren. Et årti senere er bruttonationalproduktet tredoblet og har gjort Tyrkiet til verdens 16.-største økonomi. Hertil kommer, at landet har stærke offentlige finanser, en forsigtig pengepolitik, bæredygtige gældsdynamikker, et sundt banksystem og velfungerende kreditmarkeder.
Samtidig har vi udvidet viften af individuelle rettigheder, som længe havde været underlagt sikkerhedshensyn. Vi har strømlinet forholdet mellem hæren og samfundet, garanteret sociale og kulturelle rettigheder og taget os af etniske og religiøse mindretals problemer. Disse reformer har gjort Tyrkiet til et pulserende demokrati og et mere stabilt samfund, som er i harmoni med sig selv.
Vi ophørte med at betragte vores geografi og historie som en forbandelse og en ulempe. Tværtom begyndte vi at betragte vores placering på korsvejene mellem Europa, Asien og Mellemøsten som mulighed for at interagere med en række forskellige aktører på samme tid.
Det fik os til at række ud til lande omkring os og længere væk. Vi forsøgte at udvide den politiske dialog, styrke den indbyrdes økonomiske afhængighed og styrke den kulturelle og sociale forståelse. Og skønt et årti ikke er længe nok til endegyldigt at vurdere resultaterne af så ambitiøs en politik, er vi uden tvivl kommet langt allerede. For eksempel har vi alene med vores nabolande firdoblet vores handel.
Ved flere lejligheder har vi også været med til at skabe fred og forsoning. Men endnu vigtigere er det, at Tyrkiet er blevet et eksempel på succes, som mange lande omkring os nu forsøger at gøre os efter.
ALLIGEVEL SPURGTEmeningsdannere indtil for et år eller to siden: Hvem har mistet Tyrkiet? og Hvor går Tyrkiet hen?, idet man mente, at Tyrkiet havde skiftet sit fokus i udenrigspolitik væk fra Vesten. Men faktisk er Tyrkiets orientering forblevet den samme, for den bygger på de værdier, vi har til fælles med den frie verden. Det, der har ændret sig, er den større selvsikkerhed i vores bestræbelser på at sikre større stabilitet og velfærd for menneskene i vores egen region. Det fremgår tydeligt af, at vi går i brechen for, at ikke blot vi, men også andre skal have frihed, demokrati og kunne holde de ansvarlige til ansvar.
Denne tilgang er blevet afspejlet i det arabiske forår, som Tyrkiet har støttet helt fra begyndelsen. Vi har ikke tøvet med at vælge side med dem, der kæmper for deres rettigheder og værdighed. Faktisk er Tyrkiet den mest aktive partner for lande som Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen, som nu forsøger at institutionalisere forandringerne. Vi deler vores egen erfaring med dem og yder mærkbar støtte i form af økonomisk samarbejde og politisk kapacitetsopbygning.
I Syrien har revolutionen imidlertid ikke båret frugt endnu grundet regimets brutale undertrykkelse af dets modstandere. Hver eneste dag dør dusinvis af mennesker i Syrien i kampen for værdighed. Tyrkiet gør alt, hvad vi kan for at lindre det syriske folks lidelser.
TYRKIETS HOLDNING til Irans atomprogram har været lige så klar: Vi er kategorisk imod tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i vores region. Forsøg på at udvikle eller anskaffe dem kan meget vel tænkes at udløse et regionalt våbenkapløb, som vil føre til yderligere ustabilitet og true fred og sikkerhed i verden. Det er derfor, vi alle dage har opfordret til, at Mellemøsten skal være en zone fri for masseødelæggelsesvåben. Hverken i Iran eller i Israel bør de findes.
Vi støtter Irans ret til at bruge atomenergi til fredelige formål. Men Irans program skal være gennemskueligt, og landets ledere skal forsikre verdenssamfundet om, at det ikke er noget militært program. Nøglen til dette er at overskride tillidskløften og bane vejen for en meningsfuld dialog. I april var vi værter for de indledende runder af genoptagne forhandlinger mellem verdenssamfundet og Iran.
Lad os gøre det helt klart: Der er ingen militær løsning på dette problem. Militær indgriben over for Iran vil blot komplicere tingene endnu mere og samtidig skabe nye konfliktlag i vores region og andre egne.
Det gælder her som i andre sager, at Tyrkiet bestræber sig på at optræde som en retskaffen magt, hvilket kræver af os, at vi får vores nationale interesser på linje med værdier som retfærdighed, demokrati og menneskelig værdighed. Det kræver også, at vi selv opnår vores udenrigspolitiske mål gennem gensidigt samarbejde og ikke ved tvang.
Effektiv multilateralisme er et afgørende aspekt af denne vision. Tyrkiet var medlem af FNs Sikkerhedsråd 2009-2010 og ansøger nu om en ny periode 2015-2016. På baggrund af udviklingen i vores del af verden og dens enorme betydning vil Tyrkiets bidrag til rådets arbejde være vældigt værdifuldt.
I 2015 overtager vi desuden formandskabet for G20, og vi forpligter os på at bruge vores midler og evner til at gøre G20 til et mere effektivt organ for global ledelse.
Tyrkiets indre forandring i det forgangne årti har placeret landet i en ideel position til at kunne tjene regionen og dermed verdenssamfundet. Meget er allerede nået, og mere kræves af os. På baggrund af udfordringerne i vores del af verden og regionens centrale rolle i globale forhold vil Tyrkiet ikke undlade at påtage sig nye ansvar.
Abdullah Gül er Tyrkiets præsident.
Oversat af Sara Høyrup