Recep Tayyip Erdogans ansigt skuer ud over den lille by Güneysu i bjergene ved Sortehavet. Bannere med præsidentens alvolige mine hænger fra altaner og vinduer overalt i byen. Det er her i det nordøstligste Tyrkiet, at Erdogans familie kommer fra, og hvor han har tilbragt meget af sin barndom. Selvom statsoverhovedet ikke står på stemmesedlen, når de omkring 50 millioner tyrkere i morgen går til parlamentsvalg, er valget i høj grad en folkeafstemning for eller imod Erdogan. Og her i hans families hjemby er ingen i tvivl om, hver der er den bedste leder for landet.
”Når Erdogan kommer her til byen, taler han med almindelige mennesker. Han lytter til os, han er en mand af folket,” siger Mahmut Bostan, som drikker te på en café på hovedgaden i den lille by.
”Erdogan er som en pumpende blodåre. Han er varmblodet, præcis som os folk fra Sortehavet,” siger Mahmut Bostan, der arbejder på en af de mange teplantager, området er kendt for i Tyrkiet.
Men lige så stor opbakning, som præsidenten nyder hos omkring halvdelen af den tyrkiske befolkning, lige så stor kritik får han af sine modstandere.
Recep Tayyip Erdogan er opvokset i Istanbul-kvarteret Kasimpasa, et konservativt arbejderkvarter. Han gik på religiøst gymnasium, engagerede sig i ungdomspolitik og spillede fodbold på højt plan i den lokale klub. Klubben har siden fået et stort, nyt stadion, som er opkaldt efter bysbarnet. Fortællingen om Erdogan er i folkemunde fortællingen om en hårdtarbejdende dreng fra trange, men gudfrygtige kår, som har arbejdet sig op til at blive landets mest magtfulde mand.
”Det er Erdogans unikke evne til at skabe en følelsesmæssig forbindelse til de konservative vælgere, som adskiller ham fra mange andre politikere i Tyrkiet,” siger Sinan Ülgen, gæsteforsker ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace med speciale i tyrkisk politik.
Erdogan og AKP-regeringen har klaret sig relativt uskadt igennem både en korruptionsskandale, landsdækkende regeringskritiske protester i 2013 og voksende kritik både internationalt og i Tyrkiet, fordi hans konservative støtter stadig bakker ham op.
”Erdogan har været i stand til at overbevise denne vælgergruppe om at støtte ham selv i krisetider, hvor hans vælgere lydigt har bakket op om ham imod mange odds,” siger Sinan Ülger.
Selvom han som præsident officielt ikke må være partipolitisk, hersker der blandt iattagere i Tyrkiet ingen tvivl om, at det stadig er Erdogan, der trækker i trådene i regeringen. Nu håber præsidenten og hans bagland, at regeringspartiet AKP får tilstrækkeligt med stemmer ved valget til at kunne ændre forfatningen, så Erdogan officielt bliver præsident med udøvende magt. Oppositionen mener, at Erdogan i forvejen leder landet egenrådigt og frygter, at magten vil blive endnu mere centraliseret, hvis han får sin ønske opfyldt.
Recep Tayyip Erdogan og det islamistiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti AKP, som han var med til at stifte, overraskede ellers alle positivt efter valgsejren i 2002. Reformer og demokratisering førte til, at EU i 2005 begyndte optagelselsesforhandlinger med Tyrkiet. Men de senere år er oppositionen blevet mere og mere utilpas ved Erdogan. Han bliver kritiseret for at være egenrådig og have et accelererende storhedsvanvid. Ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er blevet indskrænket på det seneste. Det, Erdogans vælgere oplever som større religionsfrihed, ser den liberale opposition som et forsøg på at påtvinge alle en religiøs livsstil.
I Erdogan-familiens hjemby bider kritikken ikke på, tværtimod. Præsidenten har gjort tilværelsen lettere for os muslimer, lyder det i byen.
”Erdogan er Tyrkiets leder med Guds tilladelse. Det er sådan, vi ser ham,” siger Mahmut Bostan.