Det er en stor mundfuld, den tyrkiske regering forsøger at gabe over med sin ambition om at bilægge den blodige konflikt mellem kurderne i landets sydøstlige hjørne og den tyrkiske stat. Foreløbig har uroen varet i mere end 25 år og kostet flere end 40.000 mennesker livet. Det er således blot lidt over en måned siden, at oprørere fra det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, der står på EU's terrorliste, angreb en militærkortege i Tokat-regionen og dræbte syv tyrkiske soldater.
Holdningen på begge sider har hidtil været uforsonlig, og skiftende tyrkiske regeringer har overvejende ment, at den eneste måde at løse problemet på var ved at nedkæmpe de bevæbnede kurdiske oprørere.
Efter at AK-partiet (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) kom til magten i 2002 er der dog blødt op på holdningen til kurderne. Som den første tyrkiske leder nogensinde har premierminister Recep Tayyip Erdogan indrømmet, at der eksisterer et "kurdisk problem", og for et halvt år siden fremlagde hans regering den hidtil mest vidtrækkende plan for, hvordan kurdernes kulturelle og politiske rettigheder kan udvides,så de lever op til normen for international beskyttelse af mindretal.
– Man er nødt til at indrømme, at AK-partiet har været et mirakel for kurderne. Den tyrkiske regering har aldrig rykket sig så meget i forhold til kurderne, som den gør i øjeblikket. Tyrkiet er et meget overraskende land, og det gælder også i denne sag, siger Mehmet Ümit Necef, lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, der følger forholdene i Tyrkiet intenst.
Den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch, der udgav sin årsrapport i sidste uge, hæfter sig også ved, at "det kurdiske initiativ" er et meget positivt tegn på, at den fastlåste reformproces måske er ved komme videre.
– Hvis planen om at støtte mindretalsrettigheder for Tyrkiets forskellige etniske og religiøse grupper bliver gennemført, vil det være et fundamentalt brud med fortidens skiftende assimilatoriske eller undertrykkende politikker, fastslår Human Rights Watch.
Daniella Kuzmanovic, adjunkt ved Københavns Universitet og ekspert i Tyrkiet, peger på, at det for fem år siden havde været utænkeligt at diskutere kurdernes forhold på samme måde, som Tyrkiet gør det nu.
– Der er absolut sket noget. AK-partiet har gjort det legitimt at drøfte en politisk løsning på kurder-spørgsmålet. Det er nyt, og det er stadig meget overraskende for mange tyrkere. Gennem mange, mange år har kurderne været set som et sikkerhedsproblem, noget, der havde med terror at gøre. Noget, der skulle klares militært. Nu taler man pludselig om kurderne som en politisk sag, og det er en omvæltning, siger hun.
Som med alt andet i Tyrkiet er man dog også, når det gælder den årelange og blodige konflikt mellem kurderne og den tyrkiske nation, nødt til at tage højde for, at regering og stat i Tyrkiet er to forskellig ting. Den politiske linje, regeringen lægger, vil ofte blive ignoreret eller direkte modarbejdet af de offentlige myndigheder.
Ét er således, at den tyrkiske regering er villig til at give kurderne politiske indrømmelser. Noget helt andet er, at det kun delvis gælder for militæret og retsvæsenet – de to sektorer, der sammen med undervisningssystemet går under tilnavnet "den dybe stat", fordi de i en række tilfælde fører deres egen politik på tværs af regeringen. En politik, som er styret af en konservativ tolkning af, hvad landsfaderen Kemal Atatürk mente med "tyrkiskhed" og sekularisme, og hvis tilhængere betragter enhver idé om kurdiske mindretalsrettigheder som rent forræderi mod den tyrkiske nation.
– Det interessante er, at det nu er det juridiske system, som er det mest kurdisk-fjendtlige. Anklagere og dommere forfølger kurderne ved den mindste anledning. Derimod forholder militæret sig foreløbig afventende. Måske fordi der er en vis krigstræthed blandt nogle af officererne, siger Mehmet Ümit Necef.
Blandt andet blev det største kurdiske parti, DTP, der har folkevalgte politikere i det tyrkiske parlament, kendt ulovligt af forfatningsdomstolen før jul, ligesom der alene de seneste par uger er anholdt flere end 60 kurdere med påstand om, at de har forbindelse til kurdiske oprørere.
Den konstante udfordring fra "den dybe stat" betyder, at regeringen skal være meget forsigtig med, hvordan den tilnærmer sig kurderne. Ethvert tiltag, der kan tolkes som en indrømmelse til kurdiske oprørere, ikke mindst PKK- lederen Abdullah Öcalan, vil blive udnyttet af de konservative nationalistiske kredse til at hævde, at der er tale om et knæfald for terrorister. Noget, der hurtigt kan vække genklang i den tyrkiske befolkning.
– Mange tyrkere har selv været i militæret og har kæmpet mod de kurdiske oprørere. Eller de kender mennesker, der gjort det. Mange har mistet venner og familie. Derfor er forholdet til kurderne et meget følelsesladet spørgsmål, og mange tyrkere reagerer instinktivt ved at være mod lempelser over for kurderne. De følelser bliver dog delvis opvejet af, at et stigende antal tyrkere higer efter fred og politisk stabilitet. De ønsker personlig sikkerhed. Så man kan ikke sige, at der er en folkestemning til fordel for kurderne, men flere og flere ser det som en politisk fornuftig udvikling, siger Daniella Kuzmanovic.
Ved at gå så direkte ind i spørgsmålet om kurdernes rettigheder spiller premierminister Erdogan da også højt spil, pointerer Mehmet Ümit Necef.
– Erdogan skal genvælges om to år. Hvis åbningen mod kurdernes mislykkes, kan han glemme alt om at få flere stemmer fra kurderne, samtidig med at han mister stemmer fra tyrkerne. Men hvis han får løst problemet, kan han til gengæld regne med masser af stemmer fra alle, siger Mehmet Ümit Necef.
Det er hans vurdering, at Erdogan er oprigtigt interesseret i at forbedre vilkårene for kurderne. Det skyldes hans dybe religiøsitet, hvor begreber som næstekærlighed og synd spiller en konkret rolle. Erdogan mener ganske enkelt, at det er mod profeten Muhammeds anbefalinger, at kurdere og tyrkere slår hinanden ihjel. På den måde står islam over den tyrkiske nation, som den bliver opfattet af de nationalistiske konservative.
– AK-partiet er det eneste parti, der får stemmer fra både kurdere og tyrkere. Det er centralt, at der trods alt er et parti, der binder folk sammen, når der samtidig foregår en borgerkrig, siger Mehmet Ümit Necef, som henviser til, at AK-partiet er det næststørste parti blandt kurderne.
På forunderlig vis harmonerer Erdogans initiativer over for kurderne også fint med den tyrkiske nations motto: Fred hjemme, fred i verden. Daniella Kuzmanovic peger på, at AK-partiet har en enorm vision om at spille en rolle som fredsmægler i Mellemøsten, og det bliver kun muligt, hvis det kan lade sig gøre at slutte fred med kurderne.
– Problemet med kurderne er en bremse på AK-partiets visioner.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
