"NEJ til kapitalisten Erdogan, NEJ til at sælge ud af landets rigdomme!", står der med gule blokbogstaver på den unge kvindes røde pamfletter, der er prydet af et anseligt hammer-og-sejl-symbol. De unge mennesker fra Tyrkiets Kommunistiske Parti, TKP, står med få meters mellemrum på Istiklal, den travle gågade i hjertet af Istanbul, og deres øjne er på stilke efter mulige aftagere af de farvemættede brochurer.
Alle kræfter på tværs af det politiske spektrum i Tyrkiet er mobiliseret frem til morgendagens folkeafstemning, hvor befolkningen ved stemmeurnerne har mulighed for at foretage en omfattende ændring af landets meget udskældte forfatning, der blev designet og formuleret af militærjuntaen efter det blodige 1980-kup. Afstemningsdatoen, den 12. september, er samtidig trediveårsdagen for kuppet. Men frem for at debattere reformpakken på i alt 26 ændringsforslag, er det snarere det evigt kontroversielle regeringsparti, Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), som vælgerne opfordres til at tage stilling til fra oppositionens side.
Selv efter næsten otte års regeringsperiode har AKP ikke formået at skabe forståelse for partiets eget ståsted og tryghed omkring dets hensigter for fremtiden i den brede befolkning. Ganske vist var hele 47 procent af vælgerne ved sidste valg i 2007 trygge nok ved regeringen til at genvælge den. Men det er bestemt ikke alle, som køber premierminister Recep Tayyip Erdogans karakteristik af AKP som den muslimske pendant til for eksempel de tyske kristendemokrater: et centrumhøjreorienteret, værdikonservativt folkeparti med respekt for statens sekulære karakter. Det endda på trods af en række betydelige politiske bedrifter, som ingen hidtidige tyrkiske regeringer har kunnet matche.
Et af AKP's største svendestykker er påbegyndelsen af optagelsesforhandlingerne med EU, der startede i 2005, og dertil kommer en rivende økonomisk udvikling, der på kort tid har føjet Tyrkiet til listen over verdens tyve største økonomier, G20. Kontrasten til det dundrende underskud på statsbudgettet op gennem 1990'erne samt den galopperende inflation i samme periode er iøjnefaldende.
Blandt regeringens mere kontroversielle initiativer er retsopgøret med kupmagergeneralerne i den højtprofilerede Ergenekon-retssag. Det har været med til at trække tæppet væk under militærets traditionelt store anseelse og politiske indflydelse i samfundet og på staten, og det har givet AKP et rygstød og image som folkestyrets forkæmpere.
Men et magttomrum står sjældent tomt særligt længe. Og det er her, kritikken af de bløde islamister bliver mest højlydt. Oppositionen beskylder AKP for at ville gentage 1980-juntaens statskup, blot denne gang med civilt og religiøst fortegn.
Derfor bør landets godt halvtreds millioner vælgere i morgen tage stilling til AKP snarere end reformpakken, mener Hakki Suha Okay, næstformand for det største oppositionsparti, det nationalkonservative Republikanske Folkeparti (CHP).
"Denne folkeafstemning handler ikke om forfatningsændringerne, men vil i stedet blive en tillidsafstemning om regeringen. Hvis I er tilfredse med AKP's bedrifter de seneste otte år, så stem ja, hvis ikke, så stem nej", siger Okay til avisen Hürriyet.
Premierminister Erdogan afviser derimod enhver tale om en tillidsafstemning:
"I vil efter folkeafstemningen ikke høre et ord fra os om, at vi som parti har fået så og så mange stemmer, og at vi derfor er blevet tilkendt tillid fra befolkningen," udtalte Erdogan forleden til det tyrkiske nyhedsbureau AA.
Men ifølge historieprofessor og kommentator Ahmet Kuyas fra det anerkendte Bogazici Universitet passer det regeringen glimrende at blive genstand for en national afstemning.
"De er selv interesseret i denne her opfattelse af folkeafstemningen. De vil nemlig gerne kunne tolke et eventuelt "Ja" som et stærkt folkeligt mandat. Det vil de bruge frem til parlamentsvalget til næste sommer", siger Ahmet Kuyas til Kristeligt Dagblad.