Tyrkisk internetcensur møder kraftig international kritik

Internationale organisationer kritiserer, at Tyrkiet har blokeret det sociale medie Twitter. Også landets præsident, Abdullah Gül, er kritisk

En kvinde går her forbi valgkampagnen for Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan. Tyrkiets domstole har blokeret adgangen til det sociale medie Twitter lidt under en uge før valget.
En kvinde går her forbi valgkampagnen for Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan. Tyrkiets domstole har blokeret adgangen til det sociale medie Twitter lidt under en uge før valget. . Foto: OSMAN ORSAL/ Denmark.

Natten til i går blev der lukket for adgang til det sociale medie Twitter i Tyrkiet. Blokeringen af internetsiden skete samme dag, som landets premierminister Recep Tayyip Erdogan i en tale havde truet med at udrydde Twitter.

Jeg er ligeglad med, hvad det internationale samfund siger. Alle vil mærke, hvor magtfuld den tyrkiske republik er, sagde Erdogan på et vælgermøde i torsdags.

Erdogan og hans regering er i den senere tid blevet ramt af, at en række kompromitterende optagelser mellem angiveligt Erdogan og forskellige andre personer er blevet lækket på internettet blandt andet på Twitter.

LÆS OGSÅ: Tyrkiet fjerner sig fra et EU-medlemskab

Blokeringen af Twitter medførte i går hård kritik fra en række internationale organisationer. EU-Kommissionens viceformand Neelie Kroes kaldte i går blokeringen for censur.

Twitter-forbuddet i Tyrkiet er ubegrundet, meningsløst og kujonagtigt. Det tyrkiske folk og internationale samfund vil se det som censur. Det er det, skrev hun på sin Twitter-profil i går.

EUs udvidelseskommissær Stefan Füle har også kommenteret forbuddet.

Dybt bekymret over blokeringen af Twitter. At være fri til at kommunikere, og frit kunne vælge måden at gøre det på, er en grundlæggende EU-værdi, skrev Stefan Füle ligeledes på Twitter.

Der er omkring 10 millioner Twitter-brugere i Tyrkiet, som har en befolkning på knap 80 millioner mennesker. Også fra amerikansk side er der rynkede øjenbryn over blokeringen af siden.

Demokratier bliver styrkede af diversitet i offentlige stemmer, lyder det fra Jen Psaki, talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, i en skriftlig udtalelse.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, opfordrer Tyrkiet til omgående at afblæse forbuddet mod Twitter.

Regeringen bør beskytte og fremme pluralistisk debat både offline og online i stedte for at kvæle den, lyder det fra Dunja Mijatovic, OSCEs særlige repræsentant for mediefrihed, i en udtalelse.

Blokeringen af Twitter viser, hvor langt den tyrkiske regering er parat til at gå for at forhindre regeringsfjendtlig kritik, lyder det fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

Beslutningen om at blokere Twitter er et hidtil uset angreb på internetfrihed og ytringsfrihed i Tyrkiet, udtaler Andrew Gardner, der er Amnesty Internationals Tyrkiet-researcher, i en pressemeddelelse.

Tyrkiets præsident Abdullah Gül har også udtalt sig skeptisk om blokeringen af Twitter. Han skrev i går på netop Twitter, at et totalforbud mod sociale medier kan ikke godkendes.

Videotjenesten YouTube har tidligere været blokeret i Tyrkiet i to år. Forbuddet blev ophævet i 2010.