Det er blot 13 år siden, at det tyrkiske militær bogstaveligt talt raslede så højt med sablerne, at landets daværende premierminister Necmettin Erbakan – den første pre- mierminister, som repræsenterede et islamisk parti – blev presset til at gå af. Der var ikke tale om et direkte militærkup på linje med kuppene i 1960, 1971 og 1980, men beskeden fra militæret var ikke til at tage fejl af. Enten gik Erbakan frivilligt, eller også blev han hjulpet på vej.
I mandags forsøgte Tyrkiets nuværende politiske ledelse i det regerende AK-parti, der også funderer sig på islamiske værdier, at bytte rollerne om. Den gav ordre til anholdelse af indtil videre 52 militærpersoner, fortrinsvis pensionerede officerer, angiveligt fordi de havde planer om et militærkup. Denne gang var det regeringen, der forsøgte at dirigere udviklingen.
Flere kendere af tyrkisk politik hæfter sig ved, at de omfattende anholdelser – som hænger sammen med hundreder af andre arrestationer i forbindelse med Ergenekon-retssagen, der beskylder et netværk af stærkt nationalistiske personer for at stå bag terroraktioner og kupplaner – er et tegn på, at militærets magt er på retur.
– Det er et markant skridt. Det har tidligere været uden for rækkevidde for civile anklagere at retsforfølge officerer, uanset om de var aktive eller pensionerede. Det sender et stærkt signal om, at dagene for militærets enegang er talte, siger blandt andet ph.d. Steven A. Cooks, der er seniorforsker ved det amerikanske forskningsinstitut Council on Foreign Relations (Rådet for Udenrigsforhold) med Tyrkiet som speciale.
Steven A. Cook peger på, at militæret traditionelt har stået meget stærkt i Tyrkiet, men at de væbnede styrker har været svækket det seneste stykke tid. Det er hans vurdering, at AK-partiet synes meget opsat på at få civil kontrol over officererne.
– Hvis det lykkes, vil det være en betydningsfuld ændring og et skridt fremad for Tyrkiet. Der er dog stadig en risiko for en militær modreaktion, siger han.
Abdullah Simsek, ph.d.- studerende ved Københavns Universitet med speciale i Tyrkiets historie og samfundsforhold, lægger vægt på, at hovedparten af de anholdte er pensionerede generaler og andre officerer. Det er efter hans vurdering et tegn på, at regeringen ikke har turde konfrontere militæret direkte.
– Anholdelserne er et signal til militæret om at lade være med at tænke i kupplaner. Men de er ikke et direkte livtag med militæret selv, siger han.
Abdullah Simsek mener derfor, at man skal passe på med at overdrive betydningen af anholdelserne.
– Kupplaner må nødvendigvis omfatte det udøvende militær. Hvis der skal ske et kup i Tyrkiet, bliver det ikke udført af pensionerede folk. Så hvis regeringen har ret i, at der har været kupplaner undervejs, har planerne også involveret nuværende topfolk. Dem har man imidlertid ikke forsøgt at anholde, og det viser, at det stadig er begrænset, hvad AK-partiet kan gøre, siger Simsek.
Det tyrkiske militær har afvist at kende til kupplaner, men selve idéen om at gribe militært ind ligger ikke fjernt for flertallet af officererne. De betragter det som deres pligt at reagere, hvis politikerne er ved at køre landet i en – for dem – forkert retning. Den overbevisning har sin rod hos Kemal Atatürk, grundlæggeren af den tyrkiske stat.
– Atatürk ville ikke være politiker. Han betragtede dem som nogle charlataner, der handler egenrådigt. De virkelige forsvarere af republikkens sande værdier fandt man efter hans mening i administrationen af landet, siger Simsek.