Tysk domstol freder parti knyttet til nazismen

Selvom det højreekstreme parti NPD er forfatningsfjendtligt, skal det ikke forbydes, fastslår Tyskands øverste domstol

Dommerne ved den tyske forfatningsdomstol med domstolens præsident Andreas Vosskuhle i midten bekendtgjorde tirsdag, at de afviser et forbud mod det ultranationalistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD).
Dommerne ved den tyske forfatningsdomstol med domstolens præsident Andreas Vosskuhle i midten bekendtgjorde tirsdag, at de afviser et forbud mod det ultranationalistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD). Foto: Kai Pfaffenbach.

Hvis det ultranationalistiske Tysklands Nationaldemokratiske Parti (NPD) havde magt, som det havde agt, ville partiet muligvis skrotte den tyske grundlov og genoplive dele af Hitlers nazistiske ideologi.

Alligevel skal partiet have lov til at eksistere, fastslår Tysklands øverste domstol, forfatningsdomstolen i Karlsruhe, i en opsigtsvækkende dom tirsdag.

I en næsten 300 sider lang afgørelse konkluderer forfatningsdommerne, at NPD både er forfatningsfjendtligt og relateret til nationalsocialismen. Men samtidig har partiet med sine cirka 5200 medlemmer for lidt indflydelse til at være egentligt forfatningsstridigt i den forstand, at det med sine handlinger udgør en konkret trussel mod det tyske demokrati.

”Der er i øjeblikket ikke tilstrækkeligt tunge beviser, som kan sandsynliggøre, at det vil have succes med sit forehavende,” sagde domstolens præsident, Andreas Voßkuhle, ved domsafsigelsen.

Dermed har forfatningsdomstolen sat punktum for en sag, som har strakt sig over flere år, og som lader de 16 tyske delstater, der gentagne gange har forsøgt at få partiet opløst, stå tilbage som den store taber.

Forbundskansler Angela Merkels regering har også støttet et forbud, og regeringens talsmand, Steffen Seibert, har kaldt partiet for en ”antidemokratisk, fremmedfjendsk og antisemitisk fjende af forfatningen”.

Den Internationale Auschwitz Komite (IAK) med base i Berlin kalder dommen for ”oprørende”.

”I dag er en tragisk dag for et stærkt demokrati,” siger IAK’s næstformand Christoph Heubner ifølge internetmediet Deutsche Welle.

Politolog Alexandra Kurth fra Justus-Liebig-Universitet Giessen, som beskæftiger sig med højreekstremisme, er ligeledes kritisk:

”Jeg er meget skuffet over dommen, fordi jeg frygter, at NPD og andre højreorienterede kræfter vil bruge den som en blankocheck til at drive deres menneskefjendske propaganda.”

Et forbud ville have haft stærk signalværdi, mener også Hans Vorländer, professor og leder af Center for Forskning af Konstitutionalisme og Demokrati ved Technische Universitet i Dresden.

”Særligt i det tidligere Østtyskland, hvor NPD har flere end 300 medlemmer siddende i lokale byråd, og hvor partiet er stærkt organiseret, ville et forbud have været et stærkt signal om, at der er grænser for, hvad den tyske retsstat kan tolerere,” siger Hans Vorländer, som har beskæftiget sig med bevægelser på det yderste højre.

Men samtidig er det langt nemmere for myndighederne at overvåge de højreekstreme medlemmer, så længe de er samlet i et godkendt parti, understreger han.

”NPD er ikke så farligt, som nogle mennesker sikkert har troet. Den store fare kommer snarere fra den voksende højrepopulisme, som også får opbakning fra mennesker fra den politiske midte,” siger professoren og henviser til partiet Alternativ for Tyskland (AfD), som står til at få 10-15 procent af stemmerne ved efterårets forbundsdagsvalg.

Det er anden gang, at delstaterne gennem Forbundsrådet, det tyske overhus, mislykkes med at få partiet nedlagt. I 2003 gik det første forsøg galt, da det under retssagen kom frem, at partiet var så infiltreret af informanter for den tyske efterretningstjeneste, at forfatningsdomstolen ikke kunne skelne mellem parti og stat.

NPD vil fortsat få partistøtte, og en ny retssag kan kun komme på tale, hvis partiet på et tidspunkt lader til at udgøre en konkret fare mod det tyske demokrati, understreger Hans Vorländer.

Et forbud ville imidlertid ikke ændre ved, at partiet har gjort stor skade på det tyske samfund, skriver jurist og journalist Christian Bommarius i en kommentar i dagbladet Berliner Zeitung. Partiet vil formentlig forsvinde helt fra det politiske landkort i den nærmere fremtid, forudser han:

”Mere problematisk end overlevelsen af det højreekstremistiske parti er den fortsatte effekt af den racistiske og fremmedfjendske gift, som partiet har spredt i samfundet de seneste år. Ikke alene det voksende antal angreb på flygtninge, men også fremkomsten af det højrepopulistiske AfD viser, at det er der, de ødelæggende konsekvenser viser sig. Det er der intet forbud eller nogen højesteretsdom, der kan stille noget op over for.”