Selvom der ligger fire årtier mellem Islamisk Stats brutale henrettelser og forfølgelse af kristne og Rote Armee Fraktions sprængstofattentater og morderiske bortførelser, har nutidens jihadister og 1970'ernes vesttyske, venstreradikale RAF-terrorister uhyre mange fællestræk. For uanset midler og mål vil terrorisme altid have et religiøst anstrøg, vurderer Stefan Aust, en af Tysklands fremmeste terrorkendere.
”Det begynder med noget så elementært som bibeludsagnet: 'Elsk din næste som dig selv'. Her er der tale om folk, der elsker deres næste eller en idé mere end sig selv. De kæmper for en idé, som betyder mere end deres eget liv, men som også er større end andre personers liv. Det er et stort fællestræk hos alle terroristiske organisationer, uanset om de er politisk eller religiøst motiverede,” siger Stefan Aust, der i dag er i København som gæst ved International Forfatterscene på Det Kongelige Bibliotek.
Den 68-årige journalist og forfatter har fulgt terroristiske bevægelser rundt om i verden tæt, siden hans kollega fra venstrefløjstidsskriftet konkret, Ulrike Meinhof, i 1970 hjalp den fængslede brandstifter Andreas Baader med at flygte, hvorved Rote Armee Fraktion, også kendt som Baader-Meinhof-gruppen, officielt blev født.
Da Meinhof gik under jorden, ville terroristerne sende hendes to syvårige tvillingedøtre til en palæstinensisk lejr for forældreløse børn i Jordan uden deres fars kendskab. Men med Stefan Austs mellemkomst blev dette forhindret, da journalisten sammen med en RAF-udbryder hentede pigerne på Sicilien.
Episoden indgår i Stefan Austs standardværk om RAF, den filmatiserede bestseller ”Rote Armee Fraktion” (”Der Baader Meinhof Komplex”) fra 1985. Allerede dengang hæftede han sig ved, at gruppen havde meget stærke religiøse træk. Således var både Ulrike Meinhof og gruppens chefindpisker Gudrun Ensslin opvokset i troende familier. Disse ellers højt begavede unge kvinder kastede sig pludselig ud i noget, Ensslins præstefar undrende kaldte en ”hellig selvrealisering”.
”Det er meget sigende og viser den religiøse motivation på en skræmmende tydelig måde. Det drejer sig altid om bevidst at have et kald; et kald, som ikke tager hensyn til andre mennesker,” siger Stefan Aust.
Samme kald ser den tidligere chefredaktør for nyhedsmagasinet Der Spiegel i dag hos Islamisk Stat. Når islamisterne offentliggør chokerende henrettelsesvideoer, sker det helt bevidst for at sende et signal, ligesom RAF-folkene vedkendte sig deres forbrydelser i symbolladede erklæringer.
”Terrorisme er altid propaganda. Propaganda med lig, som har til formål at markere sig i offentligheden og provokere sine modstandere”, siger Stefan Aust og forklarer:
”Den største propagandaaktion i terrorismens historie er 11. september 2001: Man flyver en kapret flyvemaskine ind i et af World Trade Centers tårne og venter, indtil alle verdens kameraer er rettet mod det brændende tårn, og så flyver man endnu et kapret fly ind i det andet tårn. Det var i datidens direkte fjernsyn den ultimative propaganda.”
Hos Islamisk Stat er de ansvarlige for propagandaen børn af den digitale tidsalder, som ved, hvordan de opnår verdens opmærksomhed.”De har virkelig forstand på det. De bruger internettet for at demonstrere et trusselspotentiale og samtidig hverve nye folk til deres idé. Det sker altsammen i propaganda-øjemed for at vise: 'Vi kæmper mod korsfarerne fra Vesten, mod det kristne korstog'. Og for at mobilisere unge radikale muslimer,” siger Stefan Aust.
Mens RAF med sine aktioner ville provokere den tyske stat til at forvandle sig til en politistat, så den viste ”sit sande fascistiske ansigt”, prøver IS at provokere Vesten til at sende soldater til Syrien og Irak. Men det ville være at gå lige i fælden, sådan som USA og dets allierede gjorde i forbindelse med Irak-krigen, siger den tyske forfatter og henviser til en dokumentarfilm, han lavede 10 år efter 11. september med titlen ”Fælden 9/11”:
”Den største fejl efter 9/11 var ikke aktionen i Afghanistan for at fange Osama bin Laden, men at de besatte landet, hvilket vi stadig bakser med, og at de ved samme lejlighed ville skille sig af med Saddam Hussein, som ikke havde noget direkte at gøre med 9/11. Og den katastrofe, vi i dag er vidner til i hele Mellemøsten, er regningen for denne forkerte, grotesk forkerte politik.”
På spørgsmålet om, hvordan IS så kan inddæmmes, henviser han igen til Rote Armee Fraktion:
”Dette uhyggelige fænomen blev først stoppet, da de mistede deres sympatisører. Der kan ikke være nogen terroristisk gruppering uden en stor gruppe folk, der langt hen ad vejen deler deres idéer, og som direkte eller indirekte støtter dem. RAF opstod på venstrefløjen, og her bakkede mange op om den. Det endte først, da man ikke længere kunne acceptere metoderne. De eneste til at stoppe IS er den muslimske verden selv. Hvem skulle ellers gøre det,” spørger den tyske forfatter.
For Islamisk Stats arnested er den muslimske verden, og Stefan Aust mener, det er forkert, hvis man skelner mellem ”den mørke islamisme og den gode islam”.
”Der er mange overgange, og alle, der drager i krig i Syrien, kommer fra muslimske samfund - i Tyskland, Danmark, Frankrig osv - hvor de først har kontakt til mindre radikale, så til mere radikaliserede prædikanter. De kommer ud af fra denne verden, og det er kun denne verden, dette miljø, som de kommer fra, der virkelig kan rydde op i det. Man skal huske på, at de fleste ofre for islamister er muslimer, og jeg håber virkelig, at IS' ufattelige brutalitet på et eller andet tidspunkt giver bagslag. Og at folk, der måske sympatiserer med dem, siger: 'Nej, med denne morderiske bande vil vi ikke have noget at gøre'. Det er den eneste chance,” mener Stefan Aust.
Rote Armee Fraktion
Rote Armee Fraktion - også kaldet Baader-Meinhof-gruppen - indledte i begyndelsen af 1970'erne en væbnet kamp mod den ”imperialistiske, kapitalistiske tyske stat”.
Den forholdsvis lille gruppe af venstreekstremistiske terrorister dræbte i løbet af knap tre årtier 34 mennesker.
Blandt de mest fremtrædende ofre var rigsadvokaten Siegfried Buback og arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer. Begge blev dræbt i det såkaldte tyske efterår 1977.
I de første år blev RAF især personificeret af Andreas Baader, dennes kæreste, præstedatteren Gudrun Ensslin, og journalisten Ulrike Meinhof, der begik selvmord i det topsikrede Stammheim-fængsel i henholdsvis 1977 og 1976.
Gruppens anden generation prøvede forgæves at få presset Baader og de andre fri fra fængslet.
Gruppens tredje generation dræbte blandt andre Deutsche Bank-direktøren Alfred Herrhausen i 1989.
I 1998 erklærede gruppen sig for opløst. Det sidste fængslede RAF-medlem blev løsladt i 2011.