Kommentator langer ud efter præsters dyrkelse af flygtningekrisen i julegudstjenester

I mange kirker har der denne jul siddet mennesker, der kun gik modvilligt gik derhen, fordi de nøje vidste, hvad der ventede dem, mener en tysk kommentator

På prædikestolene syd for grænsen har aktualiseringen af Juleevangeliet bidt sig fast, beretter Anders Raahauge.
På prædikestolene syd for grænsen har aktualiseringen af Juleevangeliet bidt sig fast, beretter Anders Raahauge. Foto: Klaus Nowottnick.

UNDER INDTRYK AF den aktuelle flygtningebølge valgte mange danske præster uden tvivl at holde den velkendte juleprædiken, der opfatter Josef og Maria som afviste flygtninge, som måtte søge ly i en ussel stald, og hvis skæbne skal lære os, at sådan noget må vi ikke lade overgå flygtningene i 2016.

Også på prædikestolene syd for grænsen har denne aktualiserede udlægning af Juleevangeliet bidt sig fast. Den behager som bekendt langtfra alle kirkegængere, men kan nemt splitte menigheden.

En af dem, som er betænkelig ved tolkningen, er Gerd Held, dr.rer.pol., byplanlægger og docent ved Det Tekniske Universitet i Berlin. Han er tidligere lederskribent på avisen Die Welt og nu klummeskribent ved den tyske netportal Die Achse des Guten (Det Godes Akse).

I mange kirker har der denne jul siddet mennesker, der kun gik modvilligt gik derhen, fordi de nøje vidste, hvad der ventede dem, bemærker Held. De gik alligevel, drevet af den religiøse forventning om at mærke Guds nærvær i lyset fra julebegivenheden og genfinde de ord, salmer og billeder, som udtrykker hans vælde.

”På den anden side måtte de regne med, at julebegivenheden ville blive udnyttet i prædikenerne til en opfordring til at bringe større ofre ved modtagelsen af flygtninge. I mange prædikener hørte man faktisk den formel, at Maria, Josef og Jesus var 'flygtninge', og at nutidens migranter derfor også svæver i et tilsvarende, overjordisk lys.”

Ser man nede på kirkebænken anderledes på den sag, må man leve med mistanken om at have et ukristeligt sindelag.

ENGANG FYLDTE befrielsesteologien meget, men den er afløst af en særlig from dyrkelse af 'flygtningen'; en skikkelse, som er selve symbolet på den trængende, og på samme tid en mystisk ophøjet 'fremmed', der svæver højt over bindinger til jordisk bofasthed.

Omhyggeligt undgås enhver befattelse med spørgsmålet, om ikke størsteparten af dem, der nu slår sig igennem til Tyskland, kommer fra sikre områder uden umiddelbar krigsfare, men gerne vil til et sted med gunstigere livsbetingelser.

De har overvejet frem og tilbage og derpå valgt at opgive håbet om en fornuftig tilværelse i deres hjemland. Det er kun forståeligt, men da taler vi ikke om nogen absolut nødsituation, mener Held.

Og vi er langt fra juleberetningen om Maria og Josefs tilbagevenden til deres fødested i Galilæa og Jesu fødsel i Betlehem. Det er ikke fair at indlæse al menneskelig vandring i den stille, hellige nats historie.

”Den teologiske dyrkelse af folkevandring har intet at gøre med julebudskabet. Det vidner nemlig om Guds bøjen sig over et bestemt sted, over den jordiske tilværelse overhovedet. Det fortæller mennesket, at denne tilværelse er værdifuld og ikke blot foreløbig. At det derfor skal antage det sted, hvor det er stillet, og ikke flakke omkring på jordens overflade.”

En strømning i moderne teologi dyrker det fremmede som lidt af en kult, mener Gerd Held. Det fremmede kan spejle et barmhjertighedens lys tilbage på mennesket, som vil hjælpe. Det er nemlig én selv, man i virkeligheden har i tankerne. Deraf teologernes påfaldende mangel på interesse for det konkrete:

Hvilke sociale kendetegn denne ankommende nu har, hvilken kulturkreds han stammer fra, om han kan integreres, om han flygter fra nød eller ej? Det er gerningen, man kredser om.

”Derfor holdes der så hårdnakket og imod al socioøkonomisk sandhed altid fast i samlebegrebet flygtning. Det ord skal angive det rene menneske, berøvet alle midler. Migranterne er velkomne, fordi de byder på lejlighed til at demonstrere en god og gudvelbehagelig indsats. I sidste ende skal de blot stå i vejkanten frem mod Gud. Det selvudslettende, hjælpende menneske er mere beskæftiget med sig selv, end det vil indrømme.”

Af samme grund vil der for denne teologi aldrig kunne tales om nogen saglig, samfundsmæssig overgrænse for indvandring. Der er jo altid plads til flere i den symbolske vejkant.

Man taler meget om Gud i indvandringsteologien, men i sin ophøjethed er han ikke virkelig i centrum. Det er derimod menneskets hellighed, personens smukke værdier.

”Guds hellighed bliver hevet ind i mennesket. Gud er ikke længere det vældige, som står over for mennesket.”

Det nye gudsbillede er i grunden en selfie, bemærker Gerd Held.

Han efterlyser hos den moderne kirke større sans for det ophøjede og for ritualer, der respekterer Guds fjernhed.

”Kirkerne er alt for ofte fuldt beskæftigede med menneskelige anliggender. Guds navn bliver for tit brugt til at beskrive sociale tjenesteydelser.”