Tysk protestparti vinder jordskredsvalg

Alternative für Deutschland stormer ind i tre delstatsparlamenter efter søndagens valg, hvor kansler Merkels kristelige demokrater blev straffet for flygtningekursen

Alternative für Deutschlands formand, Frauke Petry (tv.), fejrer det gode valgresultat med sine partifæller.
Alternative für Deutschlands formand, Frauke Petry (tv.), fejrer det gode valgresultat med sine partifæller. . Foto: John MacDougall/AFP.

Angela Merkel kan være glad for, at der stadig er halvandet år til næste forbundsdagsvalg. Hvis tyskerne skulle stemme nu, ville forbundskansleren på ingen måde være sikker på opnå genvalg. Hendes kristeligt demokratiske parti, CDU, led nemlig som ventet et alvorligt nederlag ved dagens delstatsvalg i Baden-Württemberg, Rheinland-Pfalz og Sachsen-Anhalt, som på forhånd var udråbt til at blive en folkeafstemning om kanslerens kurs i flygtningepolitikken.

Og allerede kort tid efter, at valg-stederne lukkede klokken 18, stod det klart, at der var tale om et decideret jordskredsvalg, der vil sende alvorlige rystelser gennem tysk politik.

Det kun tre år gamle højrenationale parti Alternative für Deutschland (Alternativ for Tyskland), AfD, fik alle tre steder endnu flere stemmer end forudset i meningsmålingerne og har vitterligt etableret sig som et alternativ til de andre partier med sin indædte modstand mod kanslerens åbne grænser og modtagelsen af flere end 1,1 millioner flygtninge og migranter sidste år.

I Sachsen-Anhalt i det tidligere DDR fik AfD ifølge tv-prognoserne omkring 23 procent af stemmerne og er nu det næststørste parti i delstatsparlamentet i Magdeburg. Merkels CDU gik næsten fire procentpoint tilbage, men er med omkring 29 procent fortsat det største parti, hvilket dog var en ringe trøst for ministerpræsident Reiner Haseloff på valgaftenen.

”AfD er stærk nu. Vi ville ikke have et stærkt AfD, vi ville ikke engang have det i parlamentet. Men nu er vi havnet i en forbundspolitisk diskussion (om flygtningene, red.). Dette emne kan ikke fejes ind under gulvtæppet længere. Vi har nu brug for løsninger, som vi kan præsentere for folk, der er usikre og bekymrede,” sagde han til tv-stationen ARD og tilføjede, at han over telefonen også havde gjort sin partiformand Merkel opmærksom på dette.

I de to sydvesttyske delstater Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg stormede AfD ligeledes ind i landdagene med henholdsvis omkring 11 og 15 procent af stemmerne. Partiformand Frauke Petry forklarede på tysk tv valgsejren med, at vælgerne ikke længere ville finde sig i, at ”vi har fundamentale problemer i Tyskland”. Hun bebudede, at partiet nu vil føre en benhård oppositionspolitik, ”for der har tydeligvis ikke været nogen opposition hidtil”.

I Baden-Württemberg hev den populære ministerpræsident Winfried Kretschmann en historisk sejr i land for De Grønne, som for første gang har forvist CDU til andenpladsen i den traditionelt konservative delstat. Og for at gøre ondt værre for CDU-formand Merkel vandt hendes parti heller ikke i nabodelstaten Rheinland-Pfalz, hvor CDU ellers havde ført stort i målingerne for et halvt år siden, og den lokale CDU-leder Julia Klöckner kunne have kørt sig selv i stilling som en mulig arvtager til kansleren.

Men hun har heller ikke holdt sig tilbage med kritik af sin egen partiformand i valgkampen, og det blev straffet af vælgerne, som i stedet belønnede den socialdemokratiske ministerpræsident, Malu Dreyer, og hendes SPD, der ellers oplevede katastrofevalg i de to andre delstater.

Både Dreyer og Kretschmann støtter i øvrigt Merkels flygtningepolitik. Den socialdemokratiske partiformand og vicekansler Sigmar Gabriel, tolkede da også valgresultatet som et signal til kansleren om, at hun må skynde sig at få stoppet den evindelige strid med det bayerske søsterparti CSU om flygtningepolitikken, for det ”evige kaos hjælper ikke”, som han sagde.

I ingen af de tre delstater så det søndag aften ud til, at de hidtidige regeringskoalitioner kan opnå flertal, og flere steder skal der nok tre partier til for at danne regering, og også det er et jordskred i tysk politik.