Tanken var egentlig blot at sige tillykke, da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i søndags ringede til Tyrkiets nye premierminister, Binali Yildirim, som samme dag var tiltrådt. Men knapt havde Binali Yildirim løftet røret, før han kritiserede kansleren for Tysklands ”grundløse og uretfærdige politiske domme” over Tyrkiet.
Den tyrkiske vrede skyldes, at de tyske parlamentarikere i Forbundsdagen i morgen vil stemme om en resolution, der fordømmer osmannernes massakrer på armenierne for omkring 100 år siden som folkedrab. Op mod 1,5 millioner mennesker tilhørende det kristne armenske mindretal blev under Første Verdenskrig dræbt af de såkaldte ungtyrkere i det nuværende Tyrkiet, men Ankara afviser, at der var tale om et decideret folkedrab.
Både Forbundsdagens formand, Norbert Lammert, og Tysklands forbundspræsident, Joachim Gauck, har tidligere brugt betegnelsen folkedrab med protester fra Ankara til følge.
Og trods presset fra Europas vigtigste samarbejdspartner i flygtningekrisen fastholder den tyske regering ifølge regeringstalsmand Steffen Seibert, ”at armeniernes skæbne i Første Verdenskrig er karakteristisk for historien om masseudryddelser, etniske udrensninger, fordrivelser, ja folkedrabene i det 20. århundrede.”
Den vaklende flygtninge-aftale mellem EU og Tyrkiet samt Tyrkiets ønske om at retsforfølge en tysk komiker efter et smædedigt rettet mod præsident Recep Tayyip Erdogan har i forvejen skabt spændinger mellem Tyskland og Tyrkiet. I marts indgik EU en flygtningeaftale med Tyrkiet om at bremse tilstrømningen til Europa via de græske øer, men Erdogan truer med at ophæve den, fordi EU stiller krav til håndhævelse af menneskerettigheder i Tyrkiet.
Resolutionen vil forværre det i forvejen anstrengte forhold mellem de to lande, vurderer Thomas Diez, professor ved Institut for Statskundskab ved Eberhard Karls Universitet i Tübingen, som beskæftiger sig med forholdet mellem EU og Tyrkiet.
”Merkel er ikke glad for timingen af denne resolution, for flygtningeaftalen er stadig meget skrøbelig. Jeg tror dog ikke, at effekten af resolutionen vil være massiv og vedvarende, eftersom andre lande har gjort noget tilsvarende uden vedvarende effekt. Andre ting er langt mere vigtige for flygtningeaftalen end det symbolske spørgsmål om folkedrab – såsom spørgsmålet om visumfri indrejse til EU for tyrkiske statsborgere,” siger han med henvisning til et af EU’s løfter til Tyrkiet, hvis regeringen i Ankara lever op til sin del af aftalen.
”Men eftersom forholdet forværres på andre fronter, vil Tyrkiet bruge sådan en resolution til at legitimere et brud på flygtningeaftalen, hvis spændingerne eskalerer yderligere,” siger Thomas Diez.
Alligevel er det på høje tid med en tysk resolution, der anerkender det armenske folkedrab, eftersom folkedrabet minder om tyskernes egne forbrydelser i Det Tredje Rige, mener chefkommentator ved avisen Die Welt, Jacques Schuster.
”Ligesom folkedrabet på jøderne var det armenske et resultat af en tvangsneurose, fikseret på en påstået fjende, hvis udryddelse fremstod som et spørgsmål om overlevelse, så massemordet ikke bare virkede legitimt, men også nødvendigt,” skriver han.
Selvom både De Grønne og forbundsregeringen står bag resolutionen, som dermed er sikret et sikkert flertal, er der også modstand mod vedtagelsen. Det fremgår af resolutionen, at Tyskland bærer et medansvar for folkedrabet, eftersom kejseriget som allieret med osmannerne under krigen kendte til forbrydelserne. Og forud for afstemningen har tyske politikere og journalister modtaget trusler pr. mail blandt andet med ordene ”forræder”, og ”du er færdig”.
Den socialdemokratiske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, er skeptisk over for tanken om, at man kan få Tyrkiet tættere på et opgør med sin egen fortid – og bortrejst på dagen.
”Jeg finder det uklogt at true denne højst følsomme proces udefra,” siger han til avisen Tagesspiegel.
Professor Thomas Diez er ligeledes skeptisk:
”Når et vestligt parlament vedtager en resolution, er det for mig at se en politisk instrumentalisering af en historisk, kompliceret periode. Det ville være langt bedre, hvis begge sider kunne blive enige om, at en historisk kommis-sion skulle behandle spørgsmålet, så man kunne finde en gensidig løsning.”