Richard Schröder er tidligere teologisk professor ved Humboldt Universitetet i Berlin; som ung var han sognepræst i DDR og efter Berlinmurens fald socialdemokratisk gruppeformand i det sidste østtyske parlament. Han har været interviewet her i avisen to gange – om kirkens stilling i DDR og om nyateismen. I en helsidesartikel iFrankfurter Allgemeine Zeitung forsøger Schröder nu at skabe klarhed i den tyske flygtningedebat.
Den præges i hans øjne af, at de fleste tyske medier søger at forklejne problemerne. Der har jo altid været vandringer i Europa, og de viste sig altid at blive til gavn for alle involverede, hedder det hele tiden. ”Hvad ville Berlin have været uden hugenotterne?” lyder et genkommende udsagn.
Journalisterne glemmer, at der hidtil udelukkende har været tale om vandringer af europæiske folkegrupper inden for kontinentet. Sådanne er fortsat uproblematiske, og det er indvandring fra Kina, Vietnam og Korea også, anfører Schröder. Hvad der bekymrer befolkningen er, hvordan integrationen vil lykkes, når muslimske indvandrere medbringer problematiske forestillinger om kvinder, jøder, homoseksuelle, frafald fra islam og forholdet mellem stat og religion. Mange debattører betragter tillige fejlagtigt situationen lige nu som en gentagelse af mønsteret fra dengang, man i Tyskland flygtede for sit liv fra nazisterne.
”Vi plejer kun at tale om flygtninge, selvom færre end halvdelen af dem, der nu kommer til os, virkelig anerkendes som flygtninge. Mere korrekt er det at tale om indvandrere,” præciserer Schröder. De fleste er udrejst fra lejre i sikre lande.
Enhver, der ankommer til Tyskland for at søge om asyl, indkvarteres og udbetales ydelser.
”Det giver tydeligvis et vældigt incitament til at komme, også når udsigten til at blive tildelt asyl er lig nul.”
Det har vi i den grad vænnet os til, siger Schröder, så vi nu regner det for en selvfølge, at flygtningene kommer for at blive. Mange bliver da også boende efter afslag på asyl.
”I Tyskland betyder det, at der især blandt intellektuelle breder sig den fejlagtige opfattelse, at enhver, der kommer, også har lov at blive. Ligeledes synes den opfattelse at være meget udbredt, at grænser, der ikke slipper alle mennesker igennem, egentlig er forældede og i hvert fald inhumane. Men en stat kan ikke eksistere uden grænser.”
Grænser er faktisk nødvendige af demokratiske grunde, for indbyggerne skal gennem deres regering kunne afgøre, hvem der kommer. Også statens voldsmonopol forudsætter et afgrænset område, og det samme gør sociale ydelser, understreger Schröder.
Det hævdes gerne, at idéen om ”national ensartethed” hører fortiden til. Ensartethed var sjælden i Europa før i tiden; for eksempel Preussen og Østrig-Ungarn rummede mange folkeslag.
”Men nu om dage vil alle eksisterende stater i Europa i en overskuelig fremtid holde sig til deres gældende sprog. Sproglig ensartethed vil bestå. Tilsvarende med interessen for ens nationale kultur, for nationale mindes- og helligdage. Integration betyder jo ikke andet end at blive fortrolig med alt det.”
Richard Schröder opfordrer som teolog til, at man lærer at skelne mellem barmhjertighed og retfærdighed. I vores tradition bestemmer den barmhjertige samaritaner vores forestilling om barmhjertighed: lidenskab, der har et hjerte for den elendige uden at spørge efter, hvad det koster.
”Barmhjertigheden har sit sted i de nære og erfarbare forhold (eller i de fjerne forhold, som gøres erfarbare). Der kan aldrig være nok af den.”
Retfærdigheden, på sin side, er den dyd at behandle alle ens. Hvis den barmhjertige samaritaner havde mødt flere nødstedte længere henne ad vejen, ville han blive konfronteret med retfærdighedens problem. Hvem skal op på æslet, som kun kan bære én, og hvem ikke? Knaphed rejser retfærdighedsproblemet.
”Det er ubehageligt, og derfor er barmhjertighedens perspektiv mere populært. Især når andre eller staten betaler,” bemærker professor Schröder.
”Enkeltmennesker kan være barmhjertige, det kan også institutioner, der er viet til barmhjertighed. Men staten må ikke være barmhjertig, for den skal være retfærdig. Den må følge regler og overveje følger. Gør den undtagelser, er den korrupt. Korruption er simpelthen på flertallets bekostning at gøre gunstige undtagelser for få.”
Barmhjertighedens gerninger er i høj grad på sin plads for dem, som sendes hjem, så de kan få en ny start. Allerhelst med ”adoptioner”, hvor man kan tegne sig for understøttelse af den enkelte. Men ydelsen må være mindre, end hvad der betales menneskesmuglerne, for ellers vil incitamentet til at rejse hertil stadig bestå. Richard Schröder slutter:
”Meget var vundet, hvis barmhjertighed og retfærdighed supplerede og begrænsede hinanden på passende vis.”