Tyske asylcentre angribes i stigende grad

Tysk politi og politikere er rådvilde i kampen for at beskytte det store antal flygtninge, der ankommer til EU's største land

Næsten hver eneste nat de seneste uger er flygtningecentre overalt i EU's største land blevet sat i brand, og angreb og hærværk går i stigende grad også ud over de tyskere, der gerne vil hjælpe flygtningene. Her er det en brand i et endnu ubeboet asylcenter i Tyskland tidligere på måneden.
Næsten hver eneste nat de seneste uger er flygtningecentre overalt i EU's største land blevet sat i brand, og angreb og hærværk går i stigende grad også ud over de tyskere, der gerne vil hjælpe flygtningene. Her er det en brand i et endnu ubeboet asylcenter i Tyskland tidligere på måneden. Foto: Roland Halkasch/DPA.

De kommer ofte i ly af mørket: De kaster brandbomber og sten mod asyl- og flygtningecentrene, og når bygningerne dagen efter står tilbage som ruiner, kan ingen sige, hvem gerningsmændene er.

Tidligt i går morges eksploderede en bil, der tilhører en af fortalerne for et flygtningecenter i Freital i den østtyske delstat Sachsen.

Politiet efterforsker, om der er tale om et sprængstofattentat med tråde til de seneste ugers heftige protester imod indkvarteringen af flygtninge i byen.

Bilens ejer, Michael Richter, er medlem af Freitals byråd, hvor han er gruppeformand for det socialistiske venstreparti Die Linke. Selv er han chokeret og ikke i tvivl om, hvorfor bilen eksploderede foran hans hjem:

”Jeg har været med til at organisere arrangementer for flygtninge i Freital, og derfor står jeg øverst på listen over personer, der skal rammes,” siger manden, der tidligere har modtaget dødstrusler, til Dresdner Morgenposts netavis.

Hvis hans formodning bekræftes, har volden fået en ny dimension i den strid, der har raset i flere måneder i Tyskland omkring temaet flygtninge.

Næsten hver eneste nat de seneste uger er flygtningecentre overalt i EU's største land blevet sat i brand, og angreb og hærværk går i stigende grad også ud over de tyskere, der gerne vil hjælpe flygtningene.

Da det for nogle dage siden kom frem, at 1100 flygtninge skulle indkvarteres i Dresden, blev en række frivillige medarbejdere ved Tysk Røde Kors udsat for hetz og døds-trusler, allerede mens de var i færd med at rejse den teltlejr, hvor flygtninge skulle bo.

”Rent faktisk er politikere og politiet næsten magtesløse, og de kan ikke gøre ret meget for at ændre udviklingen,” siger Irene Mihalic, der selv både er politibetjent og politiker.

Hun sidder i Forbunds-dagen for De Grønne og er oppositionspartiets ordfører for indre sikkerhed.

”Politikerne ved ikke, hvordan de skal hindre overgrebene, og derfor finder der heller ikke nogen reel debat sted om, hvordan asylcentrene kan beskyttes bedre. Man kan desværre ikke skabe 100 procent sikkerhed for flygtningene blot ved at ændre loven eller øge politistyrken,” siger hun.

Det samme mener formanden for det tyske politis fagforening, Rainer Wendt. Han foreslår at forbyde demonstrationer i nærheden af asylcentrene, men siger samtidig til avisen Frankfurter Rund-schau:

”Det er en illusion at tro, at politiet vil være i stand til at beskytte alle asylcentre overalt i landet. Det har vi simpelthen ikke personale til.”

Intet tema kan i øjeblikket tilsyneladende splitte tyskerne så meget som spørgsmålet om, hvordan landet skal forholde sig til den stadigt stigende strøm af flygtninge.

Borgerne i både store og små byer deles i to grupper, når det bliver kendt, at netop deres kommune skal huse flygtninge, og utallige steder går tyskerne på gaden for at demonstrere henholdsvis for eller imod asylcentrene.

Mens nogle tyskere i ly af mørket sætter ild til flygtningecentrene, viser andre medmenneskelighed ved at give gaver til de nye borgere.

Netop i Dresden, hvor en række af de særligt brutale angreb på asylcentre har fundet sted, og hvor den antiislamiske protestbevægelse Pegida sidste efterår så dagens lys, har tysk Røde Kors meddelt, at borgerne har givet så meget tøj til flygtningene, at organisationens lager er overfyldt, og at der ikke er plads til flere gaver.