Tyske islam-protester deler befolkningen

De seneste ugers store gadeprotester mod islam i flere tyske byer er udtryk for politikerlede, mener ekspert. Mange fattige tyskere føler sig ladt i stikken, påpeger minister

Den islamkritiske organisation ”Europæere Mod Islamisering Af Vesten”, også kaldet Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes), samler tusindvis af mennesker til demonstrationer
Den islamkritiske organisation ”Europæere Mod Islamisering Af Vesten”, også kaldet Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes), samler tusindvis af mennesker til demonstrationer. Foto: AFP.

Tyskere i tusindvis er i de seneste dage og uger gået på gaden i et sjældent markant opgør om landets forhold til sine muslimske indbyggere.

Først var det den islamkritiske organisation ”Europæere Mod Islamisering Af Vesten”, også kaldet Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes), der samlede tusindvis af mennesker til demonstrationer, især i byen Dresden i det tidligere Østtyskland.

Nu demonstrerer Pegidas modstandere for at vise deres afsky mod Pegida og samtidig give udtryk for solidaritet med Tysklands muslimer. De seneste dage har der været demonstrationer i byer som Berlin, Hamborg, Rostock, Münster, Stuttgart og Køln, og disse demonstrationer har langt flere deltagere end Pegidas i de samme byer.

Angela Merkel har i sin nytårstale appelleret til tyskerne om ikke at støtte Pegida, der efter hendes mening er drevet af had og fordomme. Flere og flere prominente tyskere følger nu hendes eksempel og tager offentligt afstand fra Pegida. I går sagde således 80 kendte tyskere nej til Pegida på forsiden af Tysklands største avis, Bild.

”Pegida appellerer til dumme fordomme, fremmedhad og intolerance,” siger blandt andet den forhenværende socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt til Bild.

Hans partifælle udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier siger til avisen, at ”Pegida skader ikke blot vort land, den giver også Tyskland et dårligt ry i udlandet.”

Ifølge den populære schlagersanger Heino er ”den multinationale mangfoldighed” netop Tysklands styrke.

”Vi har brug for mennesker og idéer fra forskellige kulturkredse, hvis vil skal opnå global succes,” siger han, mens det tyske fodboldlandsholds manager, Oliver Bierhoff, henviser til, at Tyskland vandt verdensmesterskabet i fodbold takket være mange spillere med indvandrer-baggrund.

Kirkerne kritiserer også Pegida. For eksempel har den tidligere leder af Tysklands Evangeliske Kirke Nikolaus Schneider sagt, at kristne ikke har noget at gøre i Pegida.

Ifølge en meningsmåling lavet af instituttet Forsa for magasinet Stern mener cirka 66 procent af tyskerne, at Pegida overdriver farerne ved islam.

Men 29 procent af tyskerne er samtidig overbeviste om, at islam har en så stor indflydelse på livet i Tyskland, at det er i orden at demonstrere, sådan som Pegida gør.

Flere politikere beskylder Pegida at være en flok racister og nynazister, men ifølge politolog og journalist Berthold Kohler er det helt forkert at generalisere og skære alle Pegida-tilhængere over én kam.

”De er langt mere forskellige, og der er ikke tale om nogen homogen gruppe,” siger han og advarer om, at politikerne bør tage Pegida meget alvorligt.

Efter hans mening drejer protesterne sig nemlig ikke kun om frygten for islamisering af Tyskland, men er et udtryk for decideret politikerlede.

”Folk tilslutter sig Pegida, fordi politikerne efter deres mening har svigtet i langt højere grad end blot med hensyn til indvandring og integration. Pegidas protestmarcher i Dresden udgør kun toppen af isbjerget. På internettet har der allerede i årevis raset en modstand imod det politiske system og alle personer, der er del af dette system. Pegidas tilhængere føler, at politikerne kun tænker på at mele deres egen kage, og at politikerne betragter folket som dumt,” siger Berthold Kohler.

Dette bekræftes af meningsinstituttet Forsa. Instituttet har fundet ud af, at 71 procent af Pegidas tilhængere støtter det nye tyske parti Alternativ for Tyskland, kaldet AfD. Partiet er blevet dannet som en protest imod Tysklands valuta- og EU-politik, og det udnytter en voksende utilfredshed i befolkningen til at føre propaganda imod politikere, som efter AfD's mening har svigtet vælgerne.

Den tyske udviklingsminister Gerd Müller advarer også imod at kalde Pegidas tilhængere for racister. Han mener, at Pegida har flest tilhængere i storbyerne, fordi det er her, de fleste fattige lever.

”Især tyskere med lave indkomster føler, at de for-fordeles i forhold til flygtningene. På trods af de gode konjunkturer har Tyskland millioner af fattige familier især i storbyerne, der opfatter de tilflyttede flygtninge som konkurrenter. Mennesker frygter for deres eksistens og føler sig presset ud i udkanten af samfundet, og via Pegida gør de opmærksom på sig selv, fordi de mener, at politikerne ikke repræsenterer dem på en ordentlig måde,” siger Gerd Müller til den tyske avis Frankfurter Allgemeine.

På ét punkt kan Forsas undersøgelse dog berolige politikerne noget: Kun 10 procent af tyskerne vil ved et kommende valg stemme på et parti, der har sat sig som mål at bekæmpe islam.