Tyskland stemmer om assisteret selvmord

Iris

Jeg har på første hånd oplevet, hvordan den lov har forandret forholdet mellem læger og patienter, hvoraf nogle nu frygter, at man gerne vil styre dem i retning af assisteret selvmord
Ralf Jox

I Tyskland skal man i morgen behandle en ændring af landets lovgivninger om dødshjælp. Erfaringer fra USA tolkes forskelligt

Forbundsdagen i Tyskland stemmer i morgen om ændring af landets lovgivning om dødshjælp. Gældende lov er ganske sammensat, med forskelle mellem de 16 delstater; en del af dem tillader lægeligt assisteret selvmord, men aktiv dødshjælp er forbudt i alle delstater.

Flere forslag er i spil: et, som strammer status quo en smule, et andet, som vil gøre enhver lægehjælp til selvmord strafbar og, omvendt, et forslag om en liberalisering, der tillader aktiv dødshjælp.

DGP, Det Tyske Selskab for Palliativmedicin, som organiserer både læger og plejepersonale med speciale i smertelindring, har foretaget en online-afstemning blandt sine medlemmer. 1863 stemte, heraf 800 læger, og der er ikke stemning for en liberalisering. 56 procent ønsker komplet forbud mod lægelig assistance til selvmord, altså en klar stramning af gældende lov, mens 14 procent er imod et sådant forbud.

Af de 800 læger angav 600, at de inden for de sidste fem år var blevet bedt af i gennemsnit 10 patienter om at yde assistance til selvmord. Det fortæller Spiegel Online.

Süddeutsche Zeitung har talt med smertelindringslæge Marcus Schlemmer, der igennem 25 år har ført utallige samtaler med døende patienter. Han har igen og igen hørt sætninger som ”hvis jeg bliver blind, begår jeg selvmord”. Det er samtidig hans erfaring, at de allerfærreste gør alvor af sådanne erklæringer.

Selv ved en klar mulighed for dødshjælp ser man ofte, at alvorligt syge ikke gør brug af den. Hos dødshjælpsorganisationen Exit i Schweiz lod 13.500 sig sidste år registrere, så de kunne modtage dødshjælp, men bare 583 udnyttede muligheden.

Schlemmer mener, at tallet kunne være endnu lavere, hvis man gjorde mere ud af den terminale pleje, ikke kun med den smertelindring, han yder med sine medikamenter, men også med psykologer, sjælesørgere og fysioterapeuter. De kan også lindre døendes ensomhed og tilbyde pårørende trøst.

En anden palliativ læge, Ralf Jox, ser anderledes på det: ”Smertelindring er ikke svaret på alt. Motiverne for ønsket om at dø er ofte slet ikke smerte, men forestillinger om tab af værdighed og selvbestemmelse.”

Han henviser til den amerikanske delstat Oregon, hvor assisteret selvmord blev tilladt i 1995. Her har 90 procent af dem, der udbad sig dødshjælp, modtaget fuld smertelindring forinden. Jox synes, ordningen i Oregon er glimrende, og bemærker, at man ikke har set en stigning i antallet af ønsker om dødshjælp i de 20 år, det har været lovligt. Det digebrud, mange frygtede, er udeblevet.

I Süddeutsche Zeitung kommer også teologen Eberhard Schockenhoff til orde. Han er bekymret over idéen om at fremskynde døden, så den kan blive mere ”menneskeværdig”.

Sådan tale kan give indtryk af, at det skulle være uværdigt at være afhængig af pleje i livets sidste måneder. Breder den opfattelse sig, kan man også frygte, at patienter i fremtiden måske vil føle, at de skal retfærdiggøre et ønske om stor indsats omkring deres sygeseng. Og det uden at kunne henvise - i et fortravlet samfund - til nogen som helst nytte eller fremtid.

Ralf Jox mener, at ordningen i Oregon fungerer fint, men ikke alle er enige. I den amerikanske avis Wall Street Journal skriver medicinsk professor fra Oregon William Toffler, at den i hans øjne har været en katastrofe. Dødshjælpens mulighed har forgiftet holdningen til hospitalspersonalet.

”Jeg har på første hånd oplevet, hvordan den lov har forandret forholdet mellem læger og patienter, hvoraf nogle nu frygter, at man gerne vil styre dem i retning af assisteret selvmord.”

Han blev kontaktet af en bange patient med blærekræft, der af en specialist blev rådet til få assistance til selvmord. Hun opsøgte derpå en anden, som rådede fra.

”Hvem af de to, der end har ret, så mødte man ikke den type angst tidligere.”

Det kræves i Oregon, at man kun har udsigt til at leve endnu i seks måneder for at kunne modtage dødshjælpen. Professor Toffler erklærer, at det er ”næsten umuligt at forudse en sygdoms forløb seks måneder frem, og mange patienter, der modtog en sådan prognose, lever gode, rige liv langt ud over seks måneder”.

Han mener ligefrem, at nogle læger anser selvmord som et rationelt svar på en patients lidelser og depression. Og han frygter, at hospitalerne også benytter livsforkortelsen for at spare penge:

”De, der støtter ordningen, hævder, at lægeassisteret selvmord giver patienten et valg, men hvilken slags valg er det, når liv er dyrt og døden gratis?”.