Mens Berlins overborgmester, Michael Müller fra det socialdemokratiske SPD, smilede betuttet, kunne po-litikere fra forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU ikke skjule deres skuffelse, da resultaterne fra delstatsvalget i den tyske hovedstad søndag aften tonede frem.
Trods tilbagegang fastholdt SPD sin position som Berlins største parti, men aldrig før har et parti vundet en delstatssejr i hovedstaden med så få vælgere – 21,6 procent – bag sig. Endnu værre gik det for Merkels CDU, som med 17,6 procent af stemmerne fik sit værste resultat nogensinde i den by, hvor den nu afdøde konservative forbundspræsident Richard von Weizsäcker i begyndelsen af 1980’erne var en markant og populær overborgmester.
Kommentatorer taler om en ”katastrofe” for Angela Merkels regering i den store koalition af socialdemokrater og konservative, og den franske avis Républicain Lorrain konstaterer, at ”intet er længere, som det var i det ordnede og forbilledlige Tyskland”.
Mens de to store partier, der har domineret efterkrigstidens forbundsrepublik, har mistet deres flertal og sidder tilbage med mindre end 40 procent af stemmerne i Berlin, rider det islam- og indvandrerkritiske parti Alternativ for Tyskland (AfD) på en bølge af popularitet og kommer med 14,2 procent af stemmerne for første gang ind den multikulturelle storbys delstatsparlament. AfD er dermed repræsenteret i 10 ud af Tysklands 16 delstats-parlamenter, et år før hele Tyskland skal til valg.
De store partier bærer selv en betydelig del af ansvaret for deres deroute, mener Michael Lühmann, som forsker i de tyske partiers udvikling og historie ved Göttinger Institut for Demokratiforskning. Han peger på forbundsregeringens flygtningepolitik som en af hovedårsagerne. Tyskland tog sidste år imod over en million asylansøgere.
”Ingen af partierne i koalitionen har gjort et særligt godt indtryk, hverken på delstats- eller forbundsniveau. De er stivnet i uenigheder, og der lader ikke længere til at være muligheder for forandring. Folk er trætte af disse problemer,” siger han.
Store koalitioner plejer at høre til undtagelsen i tysk politik, da CDU og SPD traditionelt er hinandens politiske hovedmodstandere. Men det er anden gang i løbet af Merkels tre embedsperioder, at CDU-formanden regerer sammen med SPD, og for tre år siden sagde 70 procent af tyskerne ifølge en meningsmåling, at de foretrak en stor koalition af socialdemokrater og konservative. Angela Merkels kurs i flygtningepolitikken har dog slået sprækker i samarbejdet og for alvor vist, hvor vanskeligt de såkaldte folkepartier har ved at regere sammen.
”Socialdemokraterne har kritiseret Merkels flygtningepolitik, og CDU’s bayerske søsterparti, CSU, ønsker på visse punkter at kopiere det højrenationale AfD’s politik for eksempel ved at fastsætte en øvre grænse for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage ind. Det vil CDU ikke være med til. Store dele af regeringen forsøger at dæmonisere AfD, samtidig med at man gradvist ønsker at nærme sig partiets politik. Det er et dobbeltspil, som ganske enkelt ikke fungerer, og som bliver straffet af vælgerne,” siger Michael Lühmann.
Han påpeger, at den politiske situation i Tyskland minder om den i Østrig, hvor regeringskoalitionen mellem landets konservative og socialdemokratiske partier har gjort sig stadig mere upopulær, mens landets højrepopulistiske Frihedsparti har oplevet enorm fremgang.
De etablerede partiers deroute er udtryk for en stigende polarisering i det tyske samfund, men det er en polarisering, der stikker dybere end uenigheder om Merkels flygtningepolitik, understreger Michael Lühmann. Merkel er blevet kritiseret for at trække det traditionelt konservative CDU fra højre mod midten og dermed skabe et politisk tomrum, som højrenationalister har kunnet lukrere på. I den østtyske delstat Sachsen, hvor CDU søgte mod midten forud for delstatsvalget i 2014, fik AfD 10 procent af stemmerne, selvom det dengang primært eurokritiske parti blot stod til 3-4 procent på landsplan for to år siden, påpeger han.
”Det tyske samfund er præget af en kulturel konflikt mellem progressive og regressive kræfter, som ikke bare handler om flygtningespørgsmålet, men også om familieværdier, om homoseksuelles rettigheder, om abortspørgsmål,” siger han.
”Mange mennesker især fra det tidligere Østtyskland føler sig hægtet af udviklingen, og deres frustration tager form af fremmedhad og modstand mod alt moderne. Vi ved fra forskningen, at mellem 15 og 20 procent af befolkningen har et fremmedfjendsk verdensbillede, men det nye er, at AfD de seneste to år har vist, at man kan vinde valg på dette antimoderne og fremmedfjendske verdenssyn. For ganske få år siden var det ikke acceptabelt at udtrykke fremmedfjendske holdninger i den offentlige, politiske debat, men det er det nu. Det er holdninger, som kan få folk til at rejse sig fra sofaen og gå ned at stemme, som vi nu også har set i Berlin,” siger Michael Lühmann med henvisning til, at Alternativ for Tyskland både i Berlin og ved valget i nabodelstaten Mecklenburg-Vorpommern for to uger siden fik lokket sofavælgere til stemmeurnerne igen.
De store partier har ifølge valgforskeren hidtil manglet selvkritik, og mens frustrerede borger har kastet sig i armene på islam- og indvandrerkritiske partier og bevægelser, har Angela Merkel blot gentaget sit ”vi klarer den”. Kansleren kaldte i går CDU’s deroute ved Berlin-valget for bittert, og selvom hun trods et voksende internt pres i baglandet holder fast i sin kurs, erkendte hun for første gang, at mantraet ”vi klarer den” efterhånden havde fået en hul klang og er blevet opfattet som en provokation af mange. Samtidig lovede hun at kæmpe for, at situationen fra i fjor ikke kommer til at gentage sig, for det ønsker ingen, ”heller ikke jeg”.
Men selvom Merkel således rækker hånden ud til sine kritikere, er de store partiers problem også, at de ikke ved, hvordan de skal håndtere højrepopulisternes succes, mener Michael Lühmann:
”De har simpelthen ingen strategi. De bør i langt højere grad være tydelige og forklare, hvad det er for nogle mærkesager, de selv står for, og hvad det er for liberale værdier, Forbundsrepublikken er bygget på.”
Søndagens valg ved Berlin var dog ikke alene en sejr til AfD, men til fløjpartier på begge sider af det politiske spektrum. Det socialistiske venstreparti Die Linke, der har rødder i det hedengagne DDR-styres socialistparti, fik 15,6 procent af stemmerne, og en ny og mere venstreorienteret koalition vil kunne medføre en socialpolitik, der i højere grad tilgodeser hovedstadens mange fattige indbyggere, mener Michael Lühmann:
”Formentlig vil vi se en koalition, hvor venstrefløjen får langt mere at skulle have sagt, for samtlige tyske partier vil forsøge at holde AfD uden for indflydelse. Samtidig er det værd at huske, at tyskerne historisk set har støttet store koalitioner før, men blot ikke bryder sig om, at de sidder ved magten for længe. Så det er nok ikke et fænomen, der er definitivt forbi.”