Tysklands uartige parti kan udløse politisk jordskælv på søndag

Den østtyske kemiker Frauke Petry, der er AfD’s gruppeformand i Sachsens delstatsparlament, fik sidste år ...

Den østtyske kemiker Frauke Petry, der er AfD’s gruppeformand i Sachsens delstatsparlament, fik sidste år væltet den nationalliberale stifter af Alternative für Deutschland, Bernd Lucke, fra posten som partiformand. Siden har hun rykket partiet væk fra den eurokritiske kurs og gjort det til den mest højlydte kritiker af kansler Angela Merkels flygtningepolitik, hvilket ved søndagens tre delstatsvalg kan give AfD sit landspolitiske gennembrud. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Scanpix

Protestpartiet Alternative für Deutschland, AfD, satser ifølge den tyske valgforsker Sebastian Friedrich på at blive en magtfaktor i tysk politik i stil med Front National i Frankrig. Hvis meningsmålingerne op til søndagens tre delstatsvalg holder stik, kan partiet også true kansler Merkels politiske fremtid

Når vælgerne i de tre tyske delstater Baden-Württemberg, Sachsen-Anhalt og Rheinland-Pfalz på søndag går til valg, er der langtfra tale om almindelige lokalvalg. Det er første gang, tyskerne skal til stemmeurnerne, siden den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, i september sidste år åbnede grænserne for tusinder og atter tusinder af flygtninge og migranter, og alle målinger tyder på, at weekendens valg reelt bliver en folkeafstemning om kanslerens flygtningepolitik, selvom Merkel ikke står på stemmesedlen nogen af stederne.

Men det gør det indvandrerkritiske protestparti Alternative für Deutschland, AfD, som med sin hårde kritik af ”flygtningekansleren” står til at ryste tysk politik ved at storme ind i alle tre delstatsparlamenter – og i østtyske Sachsen-Anhalt endda kan overhale Merkels socialdemokratiske regeringspartner, SPD.

Dermed kan søndag den 13. marts blive en skæbnedag for Angela Merkel, siger valgforsker Sebastian Friedrich. For selvom der udelukkende er tale om delstatsvalg, kan resultaterne efter hans mening få stor indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt CDU-formand Merkel igen stiller op som kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget i efteråret 2017.

”Det er muligt, at vi oplever et politisk jordskælv. Angela Merkel har ganske vist tidligere meddelt, at hun vil holde op som kansler i 2017, men mange af hendes CDU-partifæller har – før flygtningekrisen begyndte – bedt hende om at skifte mening og alligevel stille op som kanslerkandidat igen. Søndagens delstatsvalg kan vende op og ned på alting. Hvis protestpartiet Alternative für Deutschland hugger mange stemmer fra hendes parti, er det meget sandsynligt, at presset på Merkel vil blive så stort i CDU, at hun ligefrem tvinges til at holde op i tysk politik senest ved næste valg,” siger Sebastian Friedrich, der arbejder på Duisburger Institut für Sprach- und Sozialfor- schung, hvor han forsker i politik og vælgerbevægelser.

Han har igennem flere år fulgt partierne på den tyske højrefløj og blandt andet skrevet en bog om det nye protestparti, ”Der Aufstieg der AfD” (AfD’s oprykning).

”Valget kan ligeledes blive skæbnesvangert for udviklingen internt i AfD. Hvis AfD bliver det næststørste parti i Sachsen-Anhalt, vil det have vidtrækkende konsekvenser for partiet. Ifølge nogle meningsmålinger kan partiet få op imod næsten 20 procent af stemmerne i delstaten, og hvis det sker, og partiet bliver større end SPD, vil det være første gang i Tysklands historie efter Anden Verdenskrig, at et højrepopulistisk parti er så stærkt i et delstatsparlament. AfD’s politikere i Sachsen-Anhalt er i modsætning til for eksempel AfD’s medlemmer i Baden-Württemberg fuldblods højreorienteret, og hvis partiet får en bombastisk sejr i Sachsen-Anhalt, vil partiets højrepopulistiske kræfter styrkes ikke alene i den østtyske delstat, men også på landsplan,” mener Sebastian Friedrich.

Alternative für Deutschland blev dannet i februar 2013 af den højreliberale økonom Bernd Lucke som et eurokritisk parti, placeret mellem det kristeligt demokratiske CDU/CSU og det liberale FDP på den ene side og det nynazistiske NPD på den anden.

I begyndelsen slog AfD sig op på en eurokritisk kurs, og Bernd Lucke fik hurtig medvind hos bekymrede vælgere ved at lange hårdt ud efter, at Grækenland og andre gældsplagede eurolande skulle reddes af tyske skatteborgere.

”I partiets første tid var de nationalliberale politikere omkring Bernd Lucke toneangivende inden for AfD, men lige fra begyndelsen fandtes der også en yderligtgående højrepopulistisk fløj i partiet,” siger Sebastian Friedrich.

AfD havde kun eksisteret i få måneder, før partiet stillede op til valget til Forbundsdagen i 2013. Eurokrisen havde nået nye højder, og Lucke var overbevist om, at AfD ville blive valgt ind i parlamentet med mindst otte procent af stemmerne, men fik kun 4,7 procents opbakning.

”Valgresultatet var et chok for Lucke: Partiet klarede ikke engang at komme over spærregrænsen på fem procent, og det så ud, som om AfD allerede var ved at lide en stille død,” siger valgforskeren.

Efter valgnederlaget forsøgte Bernd Lucke fortvivlet at redde partiet. Han åbnede det mod højre og lod højrepopulisterne i AfD få mere indflydelse.

”Bernd Lucke handlede strategisk. Han var klar over, at en EU-kritisk politik ikke var nok til at samle stemmer, og han troede, at han ved at gøre partiet mere højrepopulistisk kunne samle stemmer, men at det samtidig ville være muligt for ham at holde højrefløjen under kontrol i partiet,” siger Sebastian Friedrich.

Den strategi mislykkedes. Højrefløjen i partiet fik mere og mere magt, og efter intern strid blev Bernd Lucke væltet i juli sidste år, og kemikeren Frauke Petry overtog ledelsen af partiet.

”Efter at de mere moderate kræfter har forladt partiet, har AfD udviklet sig til et typisk højrepopulistisk parti, der først og fremmest koncentrerer sig om temaet indvandring. Helt i overensstemmelse med denne udvikling forløber samarbejdet mellem partiet og den antiislamiske protestbevægelse Pegida bedre end nogensinde. I AfD skændes man ikke længere om, hvorvidt partiet skal støtte Pegida: Nu organiserer AfD sammen med Pegida demonstrationerne,” siger Sebastian Friedrich.

AfD’s strategi går ud på at hente stemmer blandt de såkaldt ”bekymrede borgere”, der frygter islamisering som følge af indvandring og flygtningetilstrømning. Partiet fremstiller sig gerne i offerrollen. Som Tysklands uartige, men også eneste ærlige parti, ingen vil lege med, fordi partiet i modsætning til de andre partier har mod til at sige sandheden om den dystre fremtid, der venter landet på grund af masseindvandring.

Der er også stor overensstemmelse mellem de fjendebilleder, som AfD og Pegida dyrker: Begge taler om en såkaldt homo-lobby, der vil fremme homoseksuelles rettigheder på bekostning af det traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde. Både Pegidas medlemmer og AfD-politikere beskylder de tyske medier for enten at være styret af staten eller for at udøve politisk korrekt selvcensur. Ifølge både AfD og Pegida udgør muslimer den største fare for Tyskland, fordi de vil islamisere Europa, og fordi de får mange børn, hvorimod tyskerne føder færre børn og derfor er ved at uddø.

”Så sent som i august 2015 havde partiet kun tre procent af stemmerne, men i takt med at flygtningestrømmen og dermed også flygtningeproblematikken tog til i løbet af efteråret, oplevede AfD et opsving, der gav partiet otte procent af stemmerne. Under Bernd Lucke var partiet et national-liberalt parti, men det højrepopulistiske image, som AfD har nu, har ikke skadet partiet, tværtimod. Især i det østlige Tyskland har AfD fået medlemmer fra små, højreekstreme partier,” siger Sebastian Friedrich.

Ifølge undersøgelser består partiets vælgerskare især af arbejdere og selvstændige erhvervsdrivende, hvorimod kun få personer med lav- indkomster støtter partiet.

Dermed er der stor forskel på AfD’s og det nynazistiske parti NPD’s kernevælgere. NPD støttes især af arbejdsløse og folk uden uddannelser, mens AfD’s vælgere kommer fra middelklassen, og nogle af vælgerne tilhører de nederste lag af overklassen.

”Det er ikke tilfældigt, at AfD’s EU-kritiske program især har virket tiltrækkende på selvstændige erhvervsdrivende med små eller mellemstore virksomheder. Der har altid været større skepsis over for EU i denne gruppe. De rigtig store firmaer har specialiseret sig i eksport og profiterer af EU’s åbne grænser, hvorimod mange små og mellemstore virksomheder er afhængige af lokal og regional omsætning og ofte frygter konkurrencen fra især de østeuropæiske lande,” siger Sebastian Friedrich.

AfD forsøger nu også at få den såkaldt ”lille mand på gaden” i tale. Partiet vil meget gerne være partiet for både utilfredse selvstændige, middelklassen, borgerskabet, forbitrede arbejdsløse og bistandsklienter, men hidtil er det ikke lykkedes for partiet at favne så bredt.

”Valget den 13. marts vil vise, om partiet virkelig klarer at skabe en alliance mellem disse grupper. Hvis det lykkes for partiet, kan det blive rigtig stort i stil med Le Pens Front National i Frankrig, og så kan partiet også mutere til en virkelig fare på landsplan og blive et stort parti ved valget til Forbundsdagen om halvandet år,” siger Sebastian Friedrich, der dog tvivler på, at det vil lykkes for partiet at samle stemmer fra alle disse grupper:

”Mange arbejdsløse og folk med lave indkomster betragter stadig partiets ledelse, blandt andre Frauke Petry, som akademikere og personer fra overklassen.”

Selvom AfD er et højrepopulistisk parti med en indvandrerkritisk politik, vil det ifølge Sebastian Friedrich være forkert at sammenligne partiet med NPD eller andre nynazistiske partier:

”Vi har oplevet mange partier her i Tyskland, for eksempel NPD, DVU og Republikanerne, der havde et uafklaret forhold til nationalsocialismen, men det har AfD ikke. AfD har på en meget troværdig måde kunnet afgrænse sig fra nazismen. Det gælder for øvrigt også for partiets højrefløj, der aldrig har forsøgt at forsvare eller relativere nazismens forbrydelser. Partiet mener snarere, at det følger i fodsporene på de personer, der udgjorde den såkaldt konservative revolution i Tyskland i 1920’erne. Det vil sige folk som kulturhistorikeren Arthur Moeller van den Bruck og juristen og politikeren Edgar Julius Jung.”

I Weimarrepublikken udviklede flere intellektuelle teoretikere, heriblandt Arthur Moeller van den Bruck, en såkaldt højrekonservatisme, der ganske vist senere fungerede som inspirationskilde for Adolf Hitler og nazisterne, men som blandt andet adskilte sig fra nazismen ved ikke at være decideret antisemitisk.

”Jeg er overbevist om, at AfD ikke vil udvikle sig til et nynazistisk parti. Personer som Björn Höcke, AfD’s gruppeformand i delstatsparlamentet i Thüringen, ligger med deres holdninger ganske vist meget tæt på NPD, men partiet vil alligevel tage sig i agt for at gå så vidt. Vi vil ikke opleve, at personer, der tidligere var højt placerede i NPD, pludselig gør karriere i AfD. Partiet vil fortsat satse på middelklassen og borgerskabet som vælgere, hvorimod NPD er et helt igennem antiborgerligt parti,” siger Sebastian Friedrich.

En fordel for Alternative für Deutschland er også, at det fleksibelt har målrettet sin politik efter forholdene i de forskellige delstater.

”For eksempel har partiet et meget højreorienteret image i Sachsen-Anhalt i det tidligere DDR, og her falder partiets autoritære optræden i god jord. I Baden-Württemberg er der stadig folk i partiet, der støttede Bernd Luckes mere liberale politik, og her profilerer partiet sig som nationalkonservativt. Et andet eksempel er det kvindesyn, der hersker i partiet. I Baden-Württemberg propagerer partiet det traditionelle kvindebillede med hjemmegående mødre, mens partiet i Sachsen-Anhalt ønsker, at der oprettes flere daginstitutioner, hvilket er helt i overensstemmelse med de forskellige forhold, der findes i de to delstater. I Baden-Württemberg er mange kvinder hjemmegående, hvorimod de fleste kvinder arbejder i det tidligere DDR.”

Efter at ledelsen i partiet , blandt andre Frauke Petry og næstformand Beatrix von Storch, offentligt har luftet tanken om at sætte skydevåben ind imod flygtninge ved landets grænser, har blandt andre den socialdemokratiske vicekansler, Sigmar Gabriel, krævet, at den tyske efterretningstjeneste skal overvåge partiet, ligesom det er tilfældet med NPD, som de tyske delstater for øjeblikket prøver at få forfatningsdomstolen til at forbyde. Men det viser bare, hvor truet de eta-blerede partier føler sig af AfD, mener Sebastian Friedrich.

”SPD virker hjælpeløst, når partiet kommer med den slags tanker. De tyske politikere ønsker åbenbart at presse AfD op i et hjørne og brændemærke partiet. AfD er helt sikkert et ekstremt højreorienteret parti, men i stedet for at sætte det under observation, bør de andre partier tage en konfrontation med partiet. Det samme gælder for øvrigt pressen. Vi har de seneste måneder oplevet, at mange talkshows har beskæftiget sig med AfD, men på afstand. I stedet for at beskæftige sig kritisk med partiets politik og tage debatten med AfD’s politikere, har man inviteret mange eksperter, der alle kan fortælle, hvor farligt partiet efter deres mening er. Hvis AfD lægges på is, bliver boykottet eller sættes under observation, vil AfD’s tilhængere kun opfatte det som en bekræftelse af, at partiet er offer for en løgnepresse og et statsligt diktatur,” siger han.

Hvis partiet som ventet får sit landspolitiske gennembrud ved søndagens tre valg, er det ifølge valgforskeren et tegn på, at den hidtidige berøringsangst over for partiet ikke er den rigtige måde at bekæmpe det på.

”Hvis vi skal forringe AfD’s indflydelse, er vi nødt til at diskutere med partiets repræsentanter og med gode argumenter vise, hvor forkerte deres påstande er, og hvor farlig deres politik er,” siger han.