Tørklædeforbud har dæmpet konflikter

10 år efter indførelsen af det franske forbud mod synlige religiøse tegn i skolerne er der ikke flere konflikter om islamiske tørklæder

Ostersonntag (påskedag, red.)  markeres opstandelsen blandt andet med at udskifte alterdugen med én i lysere farver, og altermaleriet af Jesu opstandelse, der akkurat kan anes i baggrunden, er atter synligt.
Ostersonntag (påskedag, red.) markeres opstandelsen blandt andet med at udskifte alterdugen med én i lysere farver, og altermaleriet af Jesu opstandelse, der akkurat kan anes i baggrunden, er atter synligt. Foto: Keld Navntoft/.

Det var godt 14 års heftig debat, som blev afsluttet, da forbuddet mod stærkt synlige religiøse tegn i de franske skoler trådte i kraft i marts 2004. Siden den første tørklædesag om muslimske pigers ret til at bære det islamiske tørklæde i skolen brød ud i 1989 i Montfermeil nær Paris, var Frankrig blevet splittet for og imod tørklæder i skolen.

Flere og flere skoler bortviste piger, der nægtede at tage tørklædet af i klassen, med henvisning til den franske lov om adskillelse af stat og religion og en tradition for, at den offentlige skole er religiøst neutral. Men uden egentlig lovhjemmel, fast-slog det franske Statsråd, efter at elever og deres forældre havde klaget over bortvisningerne.

Efter adskillige måneders høringer anbefalede en kommission et forbud ikke kun mod islamiske tørklæder, men mod alle synlige religiøse og politiske tegn som kippaer, turbaner og store kors. Og selvom loven blev mødt med demonstrationer og protester fra landets muslimske organisationer, har den stort set sat en stopper for konflikterne i de franske skoler.

LÆS OGSÅ: Muslim: Tørklædet er blevet symbol på andet end religion

Loven har haft en afdæmpende effekt. Tallene for konflikter før og efter lovens indførelse taler for sig selv, udtaler Jeau-Paul Delahaye, direktør i det franske undervisningsministerium, til det franske nyhedsbureau AFP.

Året før lovens indførelse registrerede myndighederne godt 1200 sager, hvor muslimske piger nægtede at tage deres tørklæde af, når de trådte ind i skolegården. Ved det nye skoleårs begyndelse i 2004 var tallet faldet til 639, selvom mange havde forudset en vækst i protest mod loven. 96 elever forlod frivilligt skolen for at kunne fortsætte med at bære tørklæde, og yderligere 47 elever blev bortvist. I 2005 registrerede myndighederne kun tre sager, hvoraf den ene gjaldt en sikh, der ville bære turban. Ifølge loven skal skolerne gå i dialog med eleven og fami-lien, og siden 2008 har der ikke været klagesager over sagsbehandlingen, hvilket også ses som et tegn på, at loven overvejende accepteres.

Loven blev meget hurtigt en naturlig del af skolernes hverdag. Det skyldes ikke mindst den obligatoriske dialog mellem forældre og skole. I langt de fleste tilfælde lykkes det at løse konflikten, lyder det fra talsmand for lærerorganisationen SNES, Frédérique Rolet.

Men at tørklædekonflikterne i skolerne er forsvundet, har ikke afsluttet samfundsdebatten om religiøse tegn i det offentlige rum. Op til tiåret for Verdslighedsloven, som den er blevet kaldt, har en gruppe undervisere lanceret en underskriftsindsamling for at få loven afskaffet med den begrundelse, at den stigmatiserer en bestemt befolkningsgruppe uden at forhindre udviklingen af parallelsamfund.

Omvendt har Marine Le Pen og det højrenationale parti Front National krævet tørklædeforbuddet udvidet til hele det offentlige rum, i stil med det forbud mod total ansigtsdækning på gaderne og i offentlige bygninger, som blev indført i 2011. Den forrige regering har udsendt et cirkulære, der kræver, at mødre, der ledsager deres børns klasse på skoleudflugt, heller ikke må bære tørklæde. Og senest har det franske integrationsråd anbefalet at udvide tørklædeforbuddet til de højere læreanstalter.

Men man skal passe på med at stirre sig blind på ydre tegn som neutral beklædning. Man kan lægge pres på folk og agitere for parallelsamfund, selvom man er klædt som flertallet, og respektere samfundets spilleregler, selvom man bærer hidjab, påpeger Jean-Louis Bianco, formand for Verdslighedsobservatoriet, et offentligt organ, der overvåger respekten for det grundlovssikrede verdslighedsprincip.

Caroline Fourest, feminist og kommentator, var en af dem, der støttede verdslighedsloven i 2004.

Forbuddet var nødvendigt for at skabe ro i debatten. Men i dag har vi mere brug for dialog og pædagogik end for lovindgreb og forbud, der i stigende grad kræves af en ekstremistisk verdslighedsfløj, siger hun til Kristeligt Dagblad.