Når Folketinget i dag og i morgen tredjebehandler finansloven for 2016, stemmer flertallet samtidig ja til at spare omkring 3,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden. Det er det største hug, der er taget af udviklingsbistanden nogensinde, og samtidig et signal om de store forandringer, der sker på hele bistandsområdet i øjeblikket, blandt andet for hjælpeorganisationerne.
”Nedskæringerne er et led i en større forskydning, som om ikke vil få bistanden til at forsvinde, så vil transformere den ganske betragteligt,” siger Jan Pedersen, lektor med speciale i blandt andet udviklingsbistandens historie ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.
Han tvivler på, at bistanden kommer op på tidligere tiders niveau igen inden for den nærmeste fremtid. Dertil har udviklingsbistanden mistet for meget betydning som et udenrigspolitisk instrument. De eneste, der for alvor har argumenteret for en høj bistand, er u-landsorganisationerne, men selv de har også længe set i øjnene, at de skulle forberede sig på en lavere statsstøtte.
En række analyser har peget på, at den folkelige opbakning til bistand er vigende, og at en mindre del af den bistand, der gives, vil blive kanaliseret gennem de private hjælpeorganisationer. Derfor har man også over en årrække set organisationerne opsøge alternative indtægtskilder, og de statslige tilskud udgør samlet set en væsentlig lavere andel af organisationernes samlede omsætning end for 5-10 år siden.
Alligevel er det kommet som et chok for organisationerne, at de planlagte nedskæringer blandt andet rammer dem med 212 millioner kroner. Det svarer til et fald i deres statslige tilskud på 26 procent i løbet af få måneder og har allerede udløst stribevis af fyringer og lukning af projekter rundt om i verden.
”Det er 10 år siden, at vi satte en målsætning om, at de statslige tilskud kun måtte udgøre 50 procent af vores samlede indtægter. Vi har længe vidst, at vi skulle udvide vores indtægtsgrundlag, og vi var i gang med en omlægning, men ingen havde forudset, at det ville blive så brutalt,” siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i udviklingsorganisationen Ibis, der har fyret hver fjerde medarbejder på hovedkontoret i København som følge af besparelserne.
Som stort set alle de andre større danske udviklingsorganisationer er Ibis nu også medlem af et internationalt netværk af udviklingsorganisationer, nemlig Oxfam.
”Vi er blandt andet søgt ind i Oxfam for at udvide vores indtægtsmuligheder. Det er en stor organisation, der har mulighed for at få rammebevillinger nogle helt andre steder, end vi har: i Gates-fonden eller i de store FN-organisationer. Vi tror, at det er den vej, vi er nødt til at gå som mellemstor organisation. Enten skal man blive større eller også meget mindre,” siger han.
Et andet område, hvor Ibis forsøger at finde de penge, man ikke længere tør regne med fra staten, er gennem samarbejde med danske virksomheder. Blandt andet har organisationen kørt et projekt i Ghana sammen med chokoladefabrikken Toms, hvor man har forsøgt at bekæmpe børnearbejde i de områder, hvor Toms køber sin kakao, og et andet projekt med madentreprenøren Claus Meyer i Bolivia, hvor fattige unge bliver oplært som kokke og lignende.
”Vi forsøger at være åbne over for at tænke nyt. Der er mange diskussioner i øjeblikket om, hvor bistanden bevæger sig hen,” siger Vagn Berthelsen.
De danske besparelser kommer på et tidspunkt, hvor den internationale udviklingsbistand i det hele taget er i opbrud, og hvor de private udviklingsorganisationer som Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp forsøger at finde deres fødder på et nyt marked for bistand. De rige landes udviklingsbistand udgør en stadig mindre del af de samlede udenlandske pengeoverførsler til u-landene, efterhånden kun 12 procent, når private udenlandske investeringer og overførsler fra udvandrere tælles med.
Desuden har de private hjælpeorganisationer i nogen grad overflødiggjort sig selv, fordi mange af deres lokale partnere i de fattige lande er blevet stærke, velfungerende civilsamfundsorganisationer, som sagtens selv kan varetage udviklingsarbejdet.
Det fremgår blandt andet af rapporten ”Navigating in Troubled Waters” (At navigere i oprørte vande), som journalist og forfatter med speciale i udviklingsbistand Knud Vilby skrev sidste år for Ibis.
”Man kan godt argumentere for, at der er brug for en langsigtet omlægning af den statslige støtte til ngo'erne (de ikke-statslige organisationer, red.). Der er sket store ændringer på bistandsområdet, og det er da fornuftigt at tage bestik af. Problemet er blot, at regeringens nedskæringer ikke er båret af omtanke eller analyse, men rene tilfældigheder,” siger han.
Knud Vilby henviser til, at da Holland for nylig omlagde støtten til de private udviklingsorganisationer, skete det efter et omfattende analysearbejde og med en op til tre-årig overgangsperiode, så de hollandske organisationer har tid til at omstille sig.