Der kan jo godt være noget trangbrystet ved nogle protestanters forsøg på nedskrivning af opstandelsen, så den bliver mindre påtrængende og ”fysisk”. Helst nøjes man med at forstå den som sproglig begivenhed.
Anderledes går det for sig hos katolikkerne, der stadig udmåler et bredfyldt mål karsk og klassisk frelse for den ængstede.
Eberhard Schockenhoff er professor i teologi ved Universitetet i Freiburg, katolik og medlem af Etisk Råd i Tyskland. Han er en af de mest efterspurgte etikere, når medierne indhenter udsagn; ikke mindst i debatten om dødshjælp høres hans røst ofte
Professor Schockenhoff fremsætter en række bemærkelsesværdige formuleringer om begrebet opstandelse i et interview i det tyske magasin Christ & Welt. Samtalens anledning var dels påsken, opstandelsens højtid, dels at han i december mistede sin yngre bror, Andreas Schockenhoff, fremtrædende CDU-politiker og endnu mere kendt end storebroderen.
Eberhard Schockenhoff, der er ordineret præst, begravede ham selv - og Christ & Welt spørger, om han tror, han nogensinde skal se sin bror igen.
”Da jeg stod ved hans grav, var jeg helt sikker på, at det ikke var en afsked for altid,” svarer professoren, der dog ligesom vores hjemlige P.G. Lindhardt understreger, at man ikke kan gøre sig forestillinger om det evige liv:
”Jeg tror ikke på et familiært gensyn i himlen, som man så barnligt forestiller sig det. Menneskelivet finder sin fuldendelse i Gud. Og det er radikalt uanskueligt. Ethvert billede, vi gør os heraf, kan kun være en tankehjælp.”
I sin begravelsestale sagde Schockenhoff, at hans bror nu var hos Gud, og det må ikke opfattes som en billig og hul trøst:
”Det at være fuldstændig hos Gud vil jo sige, at korset ikke er slutpunktet, også selvom det kan synes sådan. Markus-evangeliet ender med sætningen om disciplene: 'og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange'. Også disciplene behøvede et stykke tid for at forstå, hvad der egentlig var sket. Men så kommer omsvinget: De finder sammen og betror sig til denne livsbevægelse, som Jesus har stiftet. 'At være hos Gud' angår imidlertid også livet før døden. Det betyder også, at man ikke kun skal stole på det, man selv kan opnår, arbejder sig frem til og gerne vil holde fast i. Det betyder at kunne give og elske uden at spørge: Hvad har jeg ud af det? Jeg kalder det de tomme hænders livskunst; deri formidles opstandelseshåbet.”
Derfor kan Schockenhoff opsummere:
”Korset er for mig ikke så meget et symbol på lidelsen, men på overgangen til et nyt liv.” Og som præst stikker han ikke nødløgne:
”Hvis Kristus ikke er opstået, er vi alle bedragede bedragere.”
I FORBINDELSE MED den nys tilbagelagte påske spørger Christ & Welt, hvorfor der er så mange jule-kristne og ingen påske-kristne, når påsken dog er så afgørende? Schockenhoff svarer:
”Det har sikkert at gøre med, at julen lader sig fylde med andet, verdsligt indhold. Den er i dag først og fremmest familiens fest og ikke kun den kristelige fejring af, at Gud bliver menneske. Julens trolddom påvirker enhver. Jeg tænker ofte, når jeg er i Berlin: Jo mere sekulariseret byen er, jo mere kitschede er dens julemarkeder. Påsken er derimod en helt igennem kristen fest.”
Han husker ikke at have vaklet i sin tro, men han respekterer andres tvivl og ønsker, at hans katolske kirke åbent møder tvivlen - uden fordømmelse, til drøftelse.
Men selv må han altså bekende aldrig at have tvivlet om Guds almagt. Man skal imidlertid gøre sig klart, understreger Schockenhoff, at almagten, som kristendommen forstår den, slet ikke er ligetil og bastant:
”Gud skabte verden, fordi han ønskede med-elskende. Han kan kun handle gennem mennesker, der i frihed er rede dertil. Gud viger ikke for et andet væsens overmagt, men er i sin kærlighed til menneskene også afmægtig. Alt det blev jeg først sent klar over.”
Den kristne Gud er ingen monarkisk hersker og svarer ikke til vores menneskelige billeder af almagt.
Der er noget brudt ved hans almagt, og det er meget stærkt, lyder det fra Schockenhoff.
Interviewet kommer også grundigt omkring den fremtrædende katolske teologs standpunkter i diskussionen om liberaliseringen af hans kirkes familiepolitik.
Schockenhoff går ind for accept af ægteskab efter skilsmisse og af prævention.
Derfor er han også en stor fan af pave Frans, der har åbnet hele debatten.