Oversat af Sara Høyrup
Vi er ved at lægge grunden for en social uro, der vil være sværere for myndighederne at tøjle end det arabiske forår og mere udbredt end Occupy-bevægelsen.
Hvis verdens ledere har troet, at de kunne slappe af, efter at demonstrationerne i de senere år er klinget af, så afslører Pauline Roses nylige tilsynsrapport om skolegang til alle verden over rystende forskelle på børn og unges muligheder, som allerede er godt i gang med at kaste ved på bålet til den næste generation af utilfredshed.
Det er grum læsning om de uligheder, der rammer globaliseringens børn født omkring årtusindskiftet.
Det er hjerteskærende, at i 2014 (kun et år, før vi skulle nå millennium-udviklingsmålene om skolegang til alle) er der 57 millioner børn rundt om i verden, som aldrig sætter deres ben i en skole, og 500 millioner piger i skolealderen, der aldrig vil få mulighed for at færdiggøre deres skolegang.
LÆS OGSÅ: Globaliseringens anden fase er i gang
Men det er også dårligt økonomisk nyt for udviklingslandene, at selv i 2030 vil en milliard mennesker i den 3,5 milliarder store globale arbejdsstyrke mangle helt grundlæggende kompetencer.
Til trods for verdenssamfundets løfte om, at fra næste år ville alle børn opnå grundlæggende skolegang, berøves halvdelen af verdens befolkning fortsat sine drømme.
I dag er det kun 36 procent af børnene fra de fattigste lande, der færdiggør udskolingen. I 2030 vil tallet være steget men kun til sølle 54 procent. 23 procent vil ikke engang gå mellemtrinnet ud. Det er næsten hvert fjerde barn.
Først i 2069 vil grundlæggende skolegang nå ud til alle fattige drenge i Afrika syd for Sahara, og først i 2086 vil indskoling og mellemtrin blive tilbudt alle de fattige piger.
I det nuværende tempo vil det tage næsten et århundrede, før alle fattige piger i Afrika syd for Sahara får adgang til udskolingen.
Og kønskløften er ikke det eneste problem. Kun én ud af fire fattige piger på landet gør i dag mellemtrinnet færdigt, og selv i 2030 vil halvdelen af dem ikke nå så langt. 90 procent får ikke gjort en ungdomsuddannelse færdig i dag og i 2030 vil der stadig mangle 70 procent.
Muligheden for at få en skoleplads er så ulige fordelt mellem rige og fattige, at i mindst 11 afrikanske lande kan det vare til 2120 eller længere, før pigerne fra de fattige familier har samme rettigheder som velhavende drenge til skolegang på udskolingsniveau. Og bare fordi man går i skole, er det ingen garanti for, at man får en ordentlig skolegang. Vi investerer alene 400 dollars i et gennemsnitligt afrikansk barns skolegang fra førskolestadiet til 16-årsalderen mod de 100.000 dollars, vi bruger på et gennemsnitligt vestligt barns skolegang.
Afstanden mellem løfterne om en globalisering med muligheder for alle og den virkelighed, som unge mennesker oplever, skaber allerede nu rastløshed, spændinger og oprørskhed blandt de unge.
En rapport fra Initiative for Policy Dialogue og Friedrich-Ebert-Stiftung har set nærmere på protesterne i den senere tid og når frem til, at: Den vigtigste grund til, at folk verden over protesterer, er manglen på økonomisk retfærdighed. I alt har 488 sådanne episoder fundet sted i perioden 2006-2013, og 58 procent af dem tages med i dette studie. Protesterne afspejler folks harme De fleste af de globale protester for økonomisk retfærdighed og mod besparelser udtrykker folks indignation over de enorme uligheder mellem almindelige lokalsamfund og rige enkeltpersoner og virksomheder.
I de kommende år vil disse unge mennesker via mobiltelefoner, tablets, bærbare computere og adgang til internettet blive stadig mere bevidste om, at når de er fattige og uuddannede, handler det ikke om talent, men om, hvor de er født, og hvem der har bragt dem til verden.
Spændingerne vil tage til, fordi unge mennesker i udviklingslandene ikke længere vil være parate til at godtage en verden, hvor ens skæbne er afgjort fra fødslen, hvor man kun har de rettigheder, som andre under en, og hvor ens muligheder er op til ens far eller bedstefar.
Andre unge vil nu gå sammen med forretningsliv, trossamfund, forældre og lærere om at støtte disse unges ret til en rimelig chance her i livet og kræve en massiv udvidelse af uddannelsesmulighederne. Vi kan skifte kurs for næste generation ved på ny at vække den politiske vilje til at sikre undervisning til alle i 2015 og ved at fjerne uligheden.
Og vi bør starte med at sikre, at de 57 millioner børn, som ikke får lov at gå i skole i dag, slipper for børnearbejde og diskrimination og for at være barnebrude, og at de i stedet udstyres med lærere og klasselokaler, så de kan påbegynde deres læring.
Gordon Brown har været premierminister i Storbritannien og er FNs særlige udsending for skolegang verden over.
© The WorldPost / Global Viewpoint Network 2014