Udviklingsmål gør de fattige en bjørnetjeneste

Arbejdet med 2015-målene har resulteret i fremskridt for verdens befolkning, men udviklingen er meget ujævnt fordelt, siger Leni Wild, der er britisk forsker i udviklingspolitik

2015-målene har betydet fremskridt overordnet set for det afrikanske kontinent, men fremskridtene er meget uensartede. I Afrika syd for Sahara vil drenge fra velstillede familier, der er opvokset i storbyerne, have mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse 65 år før fattige piger opvokset ude på landet. Her er det piger på vej hjem fra skole i Tanzania.
2015-målene har betydet fremskridt overordnet set for det afrikanske kontinent, men fremskridtene er meget uensartede. I Afrika syd for Sahara vil drenge fra velstillede familier, der er opvokset i storbyerne, have mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse 65 år før fattige piger opvokset ude på landet. Her er det piger på vej hjem fra skole i Tanzania. . Foto: Masterfile/Scanpix.

Ingen har sagt, at det ville blive nemt at skabe en verden, hvor alle mennesker har adgang til rent drikkevand, medicin og lægebehandling. En verden, hvor alle får nok at spise, og hvor børn kan komme i skole.

Med indeværende år har verden taget hul på de sidste 12 måneder til at indfri de otte klart formulerede mål for den globale udvikling, 2015-målene, der blev vedtaget af FN's medlemslande for 15 år siden, og som verdens regeringschefer og statsledere forpligtede sig til at indfri senest i 2015 - deraf navnet.

Målene var og er ambitiøse: Antallet af mennesker i verden, der lever for under syv kroner om dagen, skulle halveres, og ligeså antallet af mennesker ramt af hungersnød. Alle børn skulle sikres adgang til grundskoleuddannelse. Den dengang stigende udbredelse af store ”dræbersygdomme” som aids og malaria skulle standses. Børnedødeligheden for børn under fem år skulle nedbringes med to tredjedele og mødredødeligheden med tre fjerdedele.

For første gang blev der sat en tidsfrist på indfrielsen af målene, og i takt med at udløbet nærmer sig for 2015-målene, vokser debatten om, hvorvidt og hvordan målene har skabt resultater. Om resultaterne er gode nok, og om den brede tilgang til udvikling og udviklingsbistand fortsat vil være den rette, når FN's medlemslande til september mødes i FN's hovedkvarter i New York for at vedtage nye globale udviklingsmål.

Den brede tilgang til global udvikling og en ny omgang efter-2015-udviklingsmål er dog ikke, hvad verdens svagest stillede og udviklingslandene har brug for, lyder konklusionen i en nyligt offentliggjort rapport med titlen ”Adapting Development - Improving Services to the Poor” (Tilpasning af udvikling - forbedring af serviceydelser til fattige) udgivet af den udviklingspolitiske britiske tænketank The Overseas Development Institute (ODI) (Det Oversøsiske Institut for Udvikling).

Ifølge tænketanken går udviklingen ekstremt langsomt for en stor del af verdens fattige, hvis den overhovedet finder sted. Nogle steder i verden går udviklingen i den forkerte retning, og forholdene for de fattige forværres faktisk. Overordnet set har fremskridtet fundet for uensartet sted. De, der i forvejen havde det relativt godt, har fået det bedre, og de, der ikke havde det godt, har det for en for stor dels vedkommende fortsat ikke, lyder det i rapporten.

”Vi ved, at 'skære alle over en kam'-tilgangen til udvikling ikke løser problemerne i tilstrækkelig grad. Det handler ikke om at forfølge én type af udvikling, der passer alle. I stedet peger vores data på, at vi skal undgå at opstille de store 'udviklingsdesign' og i stedet gå mere tilpasningsdygtigt til værks med større iværksætterånd og større risikovillighed. Det betyder, at vi skal fokusere på at løse et problem på en måde, hvor indsatsen for at løse problemet for alvor bliver ledet lokalt af de mennesker, der har problemet tæt inde på livet, og for hvem det betyder mest at få løst det pågældende problem,” siger Leni Wild, en af hovedforfatterne bag rapporten og ekspert ved ODI i politisk økonomi i skrøbelige stater og tidligere konfliktramte lande.

Hun peger på, at med det tempo, udviklingen finder sted nu, vil velstillede ghanesiske kvinder få adgang til professionel fødselshjælp 76 år før de fattigste kvinder i det vestafrikanske land. I Afrika syd for Sahara generelt vil drenge fra velstillede familier, der er opvokset i storbyerne, have mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse 65 år før fattige piger opvokset ude på landet.

Derfor er der brug for en markant anderledes tilgang til udviklingsbistand end den nuværende, hvis ikke verdens dårligst stillede skal forblive uden adgang til lægebehandling og rent vand uforholdsmæssigt mange årtier fremover, understreger Leni Wild.

”Vores resultater viser, at der er meget blandet succes med at indfri 2015-målene. Kun i 10 ud af de 33 afrikanske lande syd for Sahara, som vi har data for, vil børnene afslutte grundskolen. Kun tre af landene vil have opnået forbedrede sanitære forhold for alle i de pågældende lande i 2030,” siger hun.

Rapporten giver i lighed med en lang række andre nyere undersøgelser et klart fingerpeg om, at hurtig økonomisk vækst i et udviklingsland langtfra er nok til at resultere i forbedringer af landets svage sundhedsvæsen eller uddannelsessystem.

”Når vi for eksempel analyserer de afrikanske lande, der har opnået hurtig økonomisk vækst i de senere år, kan vi se, at den økonomiske vækst ikke bliver bredt ud. I Kenya, der er en af de 10 hurtigst voksende økonomier på kontinentet, vil det tage fem generationer eller næsten 150 år, før alle har adgang til rent vand og toiletter i det nuværende tempo. Og i Tanzania, en anden hurtigt voksende økonomi, vil det tilsvarende vare 200 år, før alle kvinder har adgang til uddannet sundhedspersonale, når de skal føde,” siger Leni Wild.

2015-udviklingsmålene har ifølge Leni Wild en væsentlig andel i det resultat. Selvom målsætningen er sympatisk og tanken bag god, så virker det ikke at komme med en skræddersyet, bred målsætning for udvikling ovenfra. Blandt andet fordi store brede målsætninger som 2015-målene typisk overvurderer de enkelte regeringers og institutioners ressourcer til at indføre forandringerne og levere de nødvendige offentlige ydelser. Selv når pengene til formålet er til stede.

I praksis er det sværere, end det lyder, blandt andet fordi det kræver, at donorerne igen bliver mere villige til at give penge til flere og mindre projekter og at leve med, at en del af dem vil mislykkes. Og det sidstnævnte er uundgåeligt, lyder det i rapporten.

Til gengæld vil andre projekter bevise deres levedygtighed og effekt, og dem kan donorerne så fortsat støtte. Det er de lokalt ledede projekter, der bedst definerer en målsætning og gennemfører dem, vurderer forfatterne i rapporten.

FN udlægger selv 2015-målene som ”den mest succesfulde globale indsats mod fattigdom i historien”. Sandt er det også, at børnedødeligheden og mødredødeligheden er faldet markant. Knap en milliard færre mennesker lever i ekstrem fattigdom, end det var tilfældet i 1990, og millioner og atter millioner af mennesker har fået adgang til rent drikkevand og skolegang sammenholdt med fortidens dystre vilkår.

Er det slet ikke imponerende og opmuntrende, at der har fundet så store fremskridt sted i verden i løbet af få årtier i menneskets historie?

”Jo, det er vigtigt også at se på fremskridtene i en historisk sammenhæng og at anerkende, hvor store fremskridt, der har fundet sted i den periode, der er arbejdet med 2015-målene. Men når det er sagt, peger vi i rapporten på, at der er nogle grupper og områder i verden, der virkelig halter bagefter udviklingen. Og at det ikke skyldes, at der mangler penge til udvikling, men at der mangler et større fokus på politik og institutioner.”

”Vi ønsker en mere åben og ærlig dialog omkring, hvordan udviklingsbistand virker eller ikke virker. Vi er nødt til at se på, hvordan udviklingsbistanden virker, og ikke kun på, hvor mange penge der bliver brugt,” siger Leni Wild.