De skandinaviske velfærdssamfund trues i disse år af billig østeuropæisk arbejdskraft og indvandring fra tredjeverdenslande, hvor mange ikke får arbejde og trækker på statskasserne. Og den udvikling kan ende rigtigt skidt, hvis ikke man stopper importen af billig arbejdskraft og får den store gruppe ikke-skandinavisktalende indvandrere i uddannelse.
Det mener Elin Ørjasæter, der er seniorlektor ved handelshøjskolen i Oslo og debatskribent på den norske avis Aftenposten.
Hun peger på, at særligt Sverige er udsat, fordi man i løbet af de seneste mange år har kombineret en åben indvandringspolitik med en liberalistisk økonomisk politik, hvilket har skabt en ny underklasse, og det vil føre til et klassesamfund med store forskelle - også i Danmark, hvis man ikke lærer af svenskernes fejl.
”Sverige har udviklet sig til en tragedie, hvor 'folkhemmet' er på vej til at blive væk. Hvis man fortsætter den linje, ender man med, at Sverige i 2030 bliver som Italien, hvor uligheden er så stor, at hvert fjerde barn vokser op i familier med indkomster under fattigdomsgrænsen,” siger Elin Ørjasæter.
Helt så slemt står det ikke til i resten af Skandinavien, hvor de 10 procent rigeste om 15 år - ifølge den norske forskningsenhed Fafo - vil stå for en tredjedel af indkomsterne, hvis udviklingen fortsætter. En undersøgelse foretaget af Fafo viser eksempelvis, at uligheden i perioden 1990-2011 voksede med 24 procent i Danmark, 14 procent i Norge og 32 procent i Sverige. Dette sker samtidigt med et stort flygtningepres, hvor Sverige i år forventer at modtage op mod 105.000 asylsøgere, Danmark 20.000 og Norge 11.000.
Mens Norge i mange år som følge af olieindustrien har haft en af verdens bedste økonomier, ser man i dag de første tegn på nedgangstider, hvor statsminister Erna Solberg har fortalt befolkningen, at man må indstille sig på en ny økonomisk virkelighed som følge af smalhals i oliebranchen.
”Den øgede arbejdsindvandring fra Østeuropa presser lønniveauet ned, og indvandringen fra tredjeverdenslande presser de sociale ydelser. Og det rammer de svageste sociale grupper, fordi man så vil skære i støtten for at få det til at hænge sammen, og derfor vokser flere børn op med forældre, der har meget få midler,” forklarer Elin Ørjasæter.
Hun oplever ofte, at hendes sammenkobling af indvandring og ulighed bliver latterliggjort af venstrefløjen, men også, at ingen samfundsøkonomer har udfordret analysen.
”Konsekvensen bliver, at de skandinaviske lande ender som klassesamfund med en stor gruppe fattige indvandrere og folk fra den traditionelle befolkning - ved siden af får man en middelklasse, der igennem private virksomheder tjener på at hyre den billige arbejdskraft,” vurderer hun.
At udsigterne ender som spået, kan dog modvirkes, hvis man i de tre lande sætter massivt ind for at få indvandrere i uddannelse, lærer dem nationalsproget og samtidig reducerer antallet af nytilkomne fra tredjeverdenslande, mener Ørjasæter.
”Den eneste måde at forhindre uligheden i at vokse er, at man opruster skolesystemet og uddanner lærerne bedre, så eleverne lærer sproget. For hvis først de kan det, åbner det for videreuddannelse, og hvis man som indvandrer ser, at det godt kan lade sig gøre at skabe sig en karriere, tror jeg også, at man bedre kan acceptere vores værdier,” siger hun og peger på, at belastningen på enkelte boligområder i de skandinaviske lande er så stor, at ghettoer udvikles, hvor ambulancefolk og politi flere steder ikke tør komme.
”Hvis et land modtager flere indvandrere, end man kan håndtere, bliver resultatet, at man ikke kan give dem en god velkomst, og det er et stort problem, for mange af dem kommer med krigstraumer og har det dårligt nok i forvejen. Det er helt afgørende, at man ikke gør som i Sverige og opbygger store parallelsamfund, hvor indvandrerne parkeres i samme boligområder,” siger hun.
Kombineret med mængden peger Elin Ørjasæter på, at også indvandrernes ophavslande har gjort, at man i dag står i en helt anden situation i Sverige end andre gange, hvor man har åbnet døren for store grupper af flygtninge.
”Hvis man tager Sverige som eksempel, så havde de i 1970'erne en stor tilstrømning af indvandrere fra Sydeuropa og Sydamerika, der lærte sig sproget - ikke alene var mange af dem intellektuelle politiske flygtninge, men de var også ressourcestærke, og det medvirkede til, at de selv og børnene hurtigt integrerede sig,” siger hun.
I dag er situationen dog noget anderledes i Sverige, hvor man i byer som Gøteborg og Stockholm har store områder, hvor indvandrere både i hjemmet, skolen og fritiden kan klare sig med deres modersmål og derfor ikke har incitament til at lære sproget.
”Det er egentlig det samme, som at mange nordmænd på Handelshøjskolen CBS i København går rundt i egne grupper og isolerer sig fra de danske studerende. Forståeligt, men det har også den fare, at man aldrig bliver integreret, og mange indvandrere fastholdes på overførselsindkomster,” siger Elin Ørjasæter.
Hun mener, at udsigterne til at ændre på udviklingen er betydeligt bedre i Danmark og Norge end i Sverige, hvis perspektiv er så sort, at fremtiden synes uhyggelig.
”I Oslo er unge svenskere blevet den nye gruppe af lavtlønnede løsarbejdere, hvor op mod 80.000 hvert år kommer for at arbejde. Samtidig ser man, hvordan utilfredsheden vokser og har skabt en stor kløft i det svenske samfund mellem de isolerede indvandrere og det øvrige Sverige,” siger hun.
”Den cocktail af flere fattige og flere indvandrere har skabt en situation, hvor man knap tør tænke på, hvordan Sverige ser ud om 10 år. Det skaber ekstremisme på begge sider, hvor konflikterne i Malmø er et eksempel på, at overfladen krakelerer. Situationen er ude af kontrol,” siger Ørjasæter.
Hun peger på, at den eneste klare vej ud af klemmen er, at man reducerer indvandringen, men at den svenske debatkultur er så præget af selvcensur, at noget så åbenlyst stadig ikke har vundet frem på den politiske scene, hvor kun Sverigedemokraterne ønsker færre indvandrere - og det bidrager til at øge kløften mellem ”dem” og ”os”.
”Det skaber en radikalisering på den yderste højrefløj og blandt indvandrerne, og om 10 år vil det give enorme økonomiske problemer. Det ser man ikke i Danmark og Norge, hvor debatkulturen åbner for, at man kan tage de værdimæssige diskussioner offentligt,” siger hun og peger endvidere på, at moské-afbrændingerne i Malmø i julen og urolighederne i Stockholm tidligere i december, hvor unge kastede brandbomber mod politiet, kan ses som et resultat af den voksende konflikt.
”Selvom det kun er en lille minoritet på begge sider, der står bag, sætter den slags angreb sine spor i befolkningen og øger utilfredsheden. Det er ikke, fordi islam er en voldelig religion pr. definition, men man må konstatere, at mange har et andet syn på politisk vold, end traditionelle nordmænd, danskere og svenskere har.”