Ung græker: Jeg stemmer klart nej

Vasilhs Dhmadhs er 22 år og lærerstuderende. Han bor i den græske havneby Thessaloniki.

Hvad stemmer du til folkeafstemningen?

Jeg stemmer klart nej. De fleste af mine jævnaldrende venner stemmer også nej, men nogle af de ældre stemmer ja, fordi de har været udsat for mediernes propaganda og den tidligere regerings miskreditering af den nuværende.

Hvorfor stemmer du nej?

Fordi vi bliver nødt til at skaffe en bedre aftale for vores land. I dag er grækerne sultne og arbejdsløse, vi har ingen penge. Vi unge har ikke en fremtid i Grækenland, som landet ser ud nu. Jeg kan kun få job her i turistsæsonen. Om vinteren er der ingen jobs at få. De fleste af mine venner er arbejdsløse.

Hvad håber du vil ændre sig i Grækenland, hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen?

Jeg ved ikke, hvad der vil ændre sig, for jeg ved ikke, hvordan EU vil reagere på resultatet. Måske bliver det værre, men under alle omstændigheder bliver vi nødt til at sige stort nej, for vi har ikke råd til alle de her sparekrav.

Overvejer du nogensinde at forlade Grækenland til fordel for et land, hvor der er flere muligheder?

Hvis der sker forandring i Grækenland, vil jeg virkelig gerne være her og hjælpe mit land med at vokse. Hvis tingene ikke forandrer sig, kan jeg blive nødt til at overveje at forlade Grækenland.