”Jeg elsker min gamle familie, og jeg ved, det er hårdt for dem, at både jeg selv og min søster er forsvundet fra dem for altid. Men de ved også, at undertrykkelse ikke forsvinder af sig selv, og jeg har jo fået en ny familie.”
Evadne er 18 år og både lille og spinkel. Mens hun taler, glider hendes hænder frem og tilbage over hendes kalashnikov. Geværet ligger vandret oven på hendes knæ, og inden hun svarer på et spørgsmål, kigger hun længe ned på geværet, mens hun stryger fingrene langs kolben.
”Da min søster forsvandt, vidste jeg godt, at hun var taget herop. Efter et par uger tog jeg også min beslutning. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, for nu var jeg deres eneste datter, og de ville ikke miste deres sidste barn til PKK.”
En tidlig morgen i januar 2015 tog Evadne bussen fra en lille kurdisk landsby i det sydøstlige Tyrkiet for at rejse til Erbil i det nordlige Irak. Fra Erbil fik hun kørelejlighed til Qandil-bjergene, hvor den militante kurdiske bevægelse PKK holder til. Hun mener at have kendt massevis af andre kurdiske piger og drenge fra samme landsby, der har gjort præcis det samme.
Landsbyens navn er hemmeligt, selvom den tyrkiske efterretningstjeneste må formodes at være vel vidende om, hvor i landet PKK primært rekrutterer fra. Evadne er heller ikke hendes rigtige navn. Det er navnet på en græsk gudinde, der i sorg kastede sig i et bål og brændte til døde. Ligesom de fleste andre i lejren har hun valgt et nyt navn. Navnet understreger den selvopofrelse, hun i organisationens navn altid er klar til. For som hun siger:
”Mit liv er ændret for altid. Hvad skal jeg med mit gamle navn? Jeg kommer alligevel aldrig tilbage til nogen, der kender det.”
Lejren tæller omkring 35 kvinder samt to instruktører og en kommandør. Ingen bærer emblemer eller ordner, og man siger altid ”heval” - kurdisk for kammerat - før man siger fornavn. Ideologisk er PKK bygget på den livstidsfængslede Abdullah Öcalans marxistiske ideologi. Der skelnes for så vidt muligt ikke mellem mænd og kvinder, og man er hellere kammerater end officer og menig.
”Vi vil omstrukturere det kapitalistiske samfunds sociale hierarkier og forholdet mellem mand og kvinde,” fortæller PKK's pr-officer Zagros Hiwa.
”Vi bryder os ikke om regler heroppe, men vi har principper. Vi kan ikke imitere det gamle patriarkalske parforhold samt de særinteresser, det medfører.”
I praksis betyder det, at alle i træningslejrene lever i cølibat. Ifølge Zagros er fællesskabet - eller kammeratskabet, som det hedder med PKK's terminologi - derfor også des stærkere. ”Ideologi og kammeratskab står over alt andet. Begge dele vil svækkes, hvis vi ikke havde vores principper,” siger han.
I en lysning sidder en gruppe kvinder og skriver koncentreret i små lommebøger. De har en såkaldt reflektionslektion. I en time skal de skrive. Uafbrudt og uden at stoppe deres tankestrøm. De skal lære at styre den uden at afbryde den. Den skal gå fra det abstrakte til det konkrete. Med abstrakt menes der Öcalans ideologi. Med konkret, hvilken udvikling de som individer har gennemgået i den forgangne uge, og hvordan den passer med Öcalans forskrifter.
Reflektionerne afleveres til instruktøren, når timen er gået. De bliver læst grundigt igennem. De bliver brugt, når instruktørerne regelmæssigt laver en helhedsvurdering af rekrutternes modenhed og kampparathed. Fra tid til anden kommer der bud oppefra.
En eller flere rekrutter skal bruges ved fronten, og instruktørerne vælger de mest egnede. Ifølge Zagros Hiwa er det at være stærk i ideologien lige så vigtig en egenskab i kamp som den militære træning:
”Det er derfor, at vi som nogle af de eneste kan matche Islamisk Stat (IS), som også er stærke i deres ideologi.”
Kvinderne i lysningen får dog ikke mulighed for at reflektere en time koncentreret. En kvinde fra en anden lejr er dukket op. Instruktøren lader hende træde ind i kvindernes midte, hvor hun taler lavmælt. De omfavner hende, en efter en, to gange hver. Instruktøren vender sig væk. Hun er 5-10 år ældre end kvinderne.
Hun har briller, som hun fjerner diskret, idet hun fører sit halstørklæde op under sine våde øjne. Så går hun helt væk. Kvinderne ser ikke hendes tårer. De arbejder videre, men skrivningen afbrydes af hvisken og uro.
Zagros fortæller, at den uanmeldte gæst tidligere havde modtaget træning i lejren. Hun kendte derfor kvinderne og kom for at tage afsked. Instruktøren har været med til at beslutte, at netop denne kvinde skal til fronten. Hun er finskytte og skal til byen Sinjar. Her kæmper PKK en indædt kamp mod IS. Der er mange, der ikke kommer tilbage derfra.
”Det er en ære at blive udvalgt. Dine kompetencer og modenhed er blevet værdsat af instruktørerne, så det er en glædelig nyhed at overbringe kammeraterne - og vi sender ingen under 18 år af sted,” fortæller Zagros Hiwa.
Brug af børnesoldater har ellers været et problem for PKK. Ngo'en Child Soldiers International har gennem tiden dokumenteret adskillige tilfælde, hvor PKK har benyttet børnesoldater. Det medgiver Zagros Hiwa, men holder fast i, at ingen i lejren er under 18 år, og at PKK har taget denne problematik meget alvorligt. Mindreårige bliver ikke længere indrulleret til væbnet kamp, lyder det.
Søsterorganisationen PYD i Syrien har lavet et lignende løfte, men har stadig adskillige mindreårige i sine militære styrker. Zagros påpeger, at PKK er en alsidig organi-sation,0 og understreger, at PKK'ere, der er for unge eller gamle til at kæmpe, kan være beskæftiget med andre aspekter af organisationens virke.
Bevæger man sig rundt i området, ser man da også især ældre mænd, som iført den karakteristiske grågrønne PKK-uniform er beskæftiget med vanding af markerne for foden af bjergene. Afgrøderne forarbejdes og leveres efterfølgende til områdets mange baser og træningslejre.
Ifølge Zagros Hiwa har PKK gennemsnitligt modtaget 1000 frivillige hver måned i hele 2014. Det er nogenlunde det samme som IS, der ligesom PKK modtager frivillige fra Vesten og anses som en terrororganisation. Det er umuligt at bekræfte dette tal, men eksperter peger på flere aspekter ved PKK's virke, der de seneste to år har gjort organisationen særligt tiltrækkende, forklarer professor og terrorforsker ved det amerikanske North Eastern University i Boston, Max Abrahms.
”For det første er der en enorm kurdisk diaspora at trække på. Den har PKK godt fat i gennem sociale medier. Mange tror, at rekruttering og sociale medier er et enemærke for Islamisk Stat, men PKK har lige så længe og med stor succes benyttet sociale medier til rekruttering.”
Samtidig har idéen om det, som Abrahms kalder et kurdisk hjemland, gradvist vundet større international støtte, i takt med at Tyrkiet under præsident Erdogan har tabt anseelse, efter at man i første omgang stod udenfor, da USA og en international koalition sidste år indledte luftangreb på Islamisk Stat i Irak og Syrien:
”Især Tyrkiets passivitet omkring det desperate forsvar af Kobane er faldet mange for brystet,” siger han.
Billederne af kurdiske kvinder, der kæmper side om side med mænd, har ifølge professoren også vundet sympati. Samtidig betyder det faktum, at PKK optager begge køn, at rekrutteringsgrundlaget i diasporaen er des større.
”En af de helt centrale elementer er dog den resolutte konfrontation med IS - herunder deres redningsindsats i forhold til de strandede yazidier på Sinjar-bjerget,” siger Max Abrahms.
Området skulle have været sikret af de irakisk-kurdiske peshmerga-soldater, men selvom de havde flere tusinde mand i området, valgte de at trække sig. PKK var sammen med den syriske søsterorganisation PYD med til at åbne en korridor, så mange af de nødstedte yazidier kunne slippe væk.
Det har ikke kun haft stor betydning for yazidier i Irak, men også for yazidier i resten af verden. I PKK-lejren findes flere irakiske yazidier, men også en fra Tyskland. Hun vil ikke fortælle sit navn og nøjes med at angive, at hun er 20 år og fra Bayern.
”Jeg har hverken familie eller bekendte blandt yazidierne ved Sinjar. Jeg fulgte bare med i medierne, og jeg følte mig kaldet til at komme herned og hjælpe mit folk,” fortæller hun.
Anderledes ser det ud for de irakiske yazidier. De taler om hævn og om at drive IS ud, så deres familier kan vende tilbage.
”Min familie er i god behold, og de befinder sig i sikkerhed. Jeg vil til Sinjar og kæmpe mod IS, og jeg er her for at få træning, så jeg kan vende tilbage og kæmpe,” fortæller den 18-årige irakiske yazidi Sabrin, som oprindeligt kommer fra byen Sinjar.
Tyrkiet, der på det seneste har bombet området massivt, bliver ikke nævnt som en fjende. Ikke engang de kvinder, der har søgt op i bjergene til PKK fra selve Tyrkiet, nævner landet, hvis to år lange fredsproces med PKK nu er afblæst. Selvom konflikten har været blodig og krævet adskillige tusinde ofre på begge sider i mere end 30 år, er det ikke en eventuel konfrontation med tyrkiske soldater og politistyrker, kvinderne taler om, når de beskriver motivationen bag deres militære træning. Man træner for at dygtiggøre sig til kampen mod IS.
Denne fortælling er nu under pres. Den 20. juli dræbte en formodet IS-sympatisør med en selvmordsbombe 32 aktivister i den tyrkiske grænseby Suruc, hvor de var samlet for at koordinere nødhjælp til kurderne i Kobane i Syrien. En militær gren af PKK hævnede angrebet ved at likvidere to tyrkiske politibetjente, som man mente var delagtige i selvmordsangrebet. Herefter bombede tyrkiske fly enkelte IS-stillinger i Syrien og massevis af PKK-mål i Irak.
Ifølge PKK-talsmanden Zagros Hiwa blev PKK ramt af 450 bomber og dermed 99 procent af bomberne.
”Tyrkiet har herved, klart og ensidigt, bragt en ende på den fredsproces, der blev iværksat for to et halvt år siden,” har han sagt til den australske nyhedsstation ABC News.
Kvinderne i træningslejren stiller sig op på en linje og går i en enkelt række til en lille sportsplads. Her stiller de sig i en stor ring om den lidt ældre instruktør. Hun tænder for noget kurdisk musik på sin mobiltelefon, og kvinderne begynder at løbe. Hun råber, kvinderne gentager.
Sådan fortsætter det i 15-20 minutter, indtil der lyder skud. Instruktøren har taget sin kalashnikov og peger den mod den skyfri himmel. Solen bager ned på kvinderne, der ligger fladt på maven i en række. Så lyder der endnu et skud, og en kvinde løber med bøjet overkrop over de andre og lægger sig forrest. Så løber den næste og den næste. Støvet hvirvles op i store skyer, som sætter sig i deres sammenbidte ansigter, hvori sveden trækker lange lodrette linjer.
Så løber de i to kolonner. Der løbes ikke i takt. Intet foretages synkront, og der er i det hele taget intet af den taktfasthed og kadence, enhver konventionel hær ville ynde at fremvise.
Da træningen er forbi, samles de endnu en gang i en cirkel. Der råbes ”APO, APO.” Det er PKK's forkortelse for Abdullah Öcalan.
Selvom det stort set aldrig sker, så kan kvinderne ifølge Zagros Hiwa forlade PKK igen. Det har dog ikke altid været sådan. Af frygt for, at følsomme oplysninger skulle havne i tyrkernes hænder, har PKK likvideret flere afhoppere. Den praksis mener Deniz Serinci, forfatter og journalist, der længe har beskæftiget sig med PKK og kurdisk nationalisme, dog er stoppet:
”Efter 2006 har vi ikke set eksempler på den slags, selvom historien har fremvist adskillige eksempler.”
Presseofficeren Zagros Hiwa er gået hen til cirklen af kvinder for at markere den retning, der må fotograferes i. Tyrkerne har ved flere lejligheder bombet området, og billeder, der på nogen måde kan afsløre basens position, bliver slettet. Han gør, som om han tager et billede, og peger mod kvinderne.
Han er en voksen mand af nogenlunde gennemsnitlig vækst, men når han står i mængden af kvinder, ligner han en kæmpe. Formålet med lejre udelukkende for kvinder er ifølge PKK, at de skal udvikle selvtillid ud fra kvindelige forbilleder.
”Der er i denne fase af deres træning ingen grund til at sammenligne sig med mænd,” fortæller en instruktør.
”Men når træningsprogrammet er ført til ende, så er de alle et hoved højere.”