Unge siver væk fra Israels ultraortodokse samfund

Flere og flere unge forlader Israels ultraortodokse samfund, som blandt andet er udfordret af internettet og ...

Flere og flere unge forlader Israels ultraortodokse samfund, som blandt andet er udfordret af internettet og de sociale medier. Her ses en række ultraortodokse unge mænd og drenge kort før nytår protestere i Jerusalem, fordi de frygter, at deres fritagelse for værnepligten kan blive omstødt. - Foto: Gil Cohen-Magen/AFP/Scanpix

I dag kender de fleste nogen, der faktisk har taget skridtet og forladt det ultraortodokse samfund.
Moshe Shenfeld, tidligere ultraortodoks

Internettet gør det svært at holde den sekulære verdens fristelser ude af Israels lukkede, ultraortodokse samfund. Næsten 10 procent af alle unge forlader den regelbundne, religiøse verden, viser statistik

Er fundamentet ved at smuldre under Israels ultraortodokse samfund?

Spørgsmålet har de seneste uger rumsteret i Israel, efter en programserie har været sendt på Kanal 10 om de udfordringer, landets ultra-ortodokse samfund står over for i dag.

I et af programmerne blev der præsenteret tal fra det israelske svar på Danmarks Statistik. De viste, at otte procent af alle mellem 20 og 40 år, der var født ind i en ultraortodoks familie, i dag havde forladt det ultraortodokse samfund. Andelen var oppe på 10 procent for de yngste i gruppen.

Statistikken har især skabt røre i det ultraortodokse samfund, der udgør cirka 10 procent af Israels befolkning.

Det er første gang, der er blevet foretaget en stor undersøgelse af, hvor omfattende frafaldet er blandt ultraortodokse. Selvom tallene, der er indsamlet for få år siden, ikke i sig selv viser en udvikling, er de blevet tolket ind i den tendens, forskere har peget på i flere år:

”Bølgerne af mennesker, der forlader ultraortodokse samfund, er blevet intensiveret i dag. Det skyldes, at grænserne er blevet løse,” siger professor Menachem Friedman, en af Israels førende forskere i det ultraortodokse miljø, til dagbladet Haaretz.

Han forklarer, at blandt andet internettet har gjort det sværere for ultraortodokse at leve i en lukket, religiøs verden uden påvirkning fra det sekulære samfund. Desuden er gruppen vokset så voldsomt over årene og tæller nu op mod en million mennesker, at det er blevet særdeles vanskeligt at leve isoleret fra resten af samfundet.

Tendensen mærker man også hos foreningen Out for Change, der arbejder for at hjælpe ultraortodokse i den vanskelige proces med at forlade den ultraortodokse verden og blive en del af det almindelige samfund og arbejdsmarked.

”Tidligere var det et yderst sjældent fænomen, at nogen forlod de ultraortodokse. Man vidste intet om den sekulære verden og tænkte slet ikke over, at det var en mulighed at forlade det. I løbet af de seneste få år har det ændret sig. Der er kommet en langt større bevidsthed om, at man har et valg. I dag kender de fleste nogen, der faktisk har taget skridtet og forladt det ultraortodokse samfund,” siger lederen af Out for Change, Moshe Shenfeld, der selv er tidligere ultraortodoks.

Statistikken i tv-programmerne er dog blevet betvivlet af mange ultraortodokse. Men selv hvis den er korrekt, er den ikke tegn på alvorlige problemer, mener Yitzhak Pindrus, der er tidligere borgmester for den ultraortodokse by Beitar Illit, og som i dag sidder i Jerusalems byråd for partiet Forenet Torah Jødedom.

”Hvis jeg ser rundt i verden og prøver at finde en anden kultur, hvor 90 procent vælger den samme livsstil og religion som deres forældre, så er det ikke en kultur, jeg vil sige er ved at smuldre,” siger han.

Yitzhak Pindrus erkender dog, at det ultraortodokse samfund i dag står over for en række nye problemer, hvis det skal holde fast i hovedidéen om at have et lukket, religiøst samfund afskåret fra omverdenen.

”Det er klart, at internettet og Facebook giver nye udfordringer. Det er en virkelighed, vi må indrette os på og finde måder at håndtere,” siger han og holder sin smart-phone frem med et stort kosherstempel på bagsiden, der viser, at den kan bruges uden at bryde de religiøse regler.

”Sådan en fandtes slet ikke for et par år siden. Hver tid rejser nye udfordringer for det ultraortodokse samfund, som der findes nye løsninger på. Så længe langt hoved-parten af alle unge vælger at forblive ultraortodokse, behøver vi ikke være nervøse for vores fremtidige eksistens,” siger han.