Uro i Istanbul optrappet før møde

Tyrkiets premierminister og demonstranter i landet står stejlt over for hinanden efter voldsomme sammenstød mellem politi og oprørere. Parterne mødes i dag

ARKIVFOTO 2007 af klasseundervisning-- De ældste elever på Sdr. Bjert Centralskole får i fremtiden formentlig masser af mulighed for at finde ud af, om de har en lærer gemt i maven. (Foto: Steffen Ortmann/Scanpix 2011)
ARKIVFOTO 2007 af klasseundervisning-- De ældste elever på Sdr. Bjert Centralskole får i fremtiden formentlig masser af mulighed for at finde ud af, om de har en lærer gemt i maven. (Foto: Steffen Ortmann/Scanpix 2011). Foto: Bulent KilicAFP.

Vandkanoner, tåregas, gummikugler, fyrværkeri og molotovcocktails.

Hverken politiet eller demonstranterne på Taksimpladsen i Istanbul var klar til at bøje sig, da de i går mødtes i voldsomme sammenstød.

Politiet forsøgte at fjerne demonstranterne og deres anti-regeringsbannere fra pladsen, men det resulterede i et drabeligt kaos af tåregas, sten, skud og små bomber.

LÆS OGSÅ: Erdogan dæmper retorikken over for demonstranter

Kampen optrapper en snart to uger lang konflikt i Tyrkiet, som indtil videre har kostet tre aktivister og en politimand livet. Knap 5000 mennesker er blevet såret.

På den ene side står regeringen og landets premierminister, Recep Tayyip Erdogan. På den anden side står den demonstrerende befolkning, som kræver et opgør med Erdogan og hans regeringsparti, AKP.

I mandags indvilligede Erdogan i at mødes med lederne af demonstranterne, men efter gårsdagens brutale konfrontation, advarede premierministeren de demonstrerende om, at hans tålmodighed er ved at løbe ud.

Der er blevet begået et omfattende angreb mod Tyrkiet. Den tyrkiske økonomi er blevet ramt af disse begivenheder. Forsøg på at ødelægge Tyrkiets omdømme er sat i værk som del af en systematisk plan, sagde Erdogan i går.

Han appellerede samtidig til menneskemængden om at forlade Taksimpladsen:

Jeg opfordrer alle demonstranter til at se det store billede og det spil, der bliver spillet. De, som er oprigtige, bør trække sig tilbage. Det forventer jeg af dem som deres premierminister.

Efter planen mødes parterne i dag for at få styr på de uroligheder, der startede som en demonstration mod myndighedernes planer om at omdanne det grønne område Gezi-parken til et indkøbscenter. Demonstrationen spredte sig til resten af landet og ændrede fokus til et oprør mod landets ledelse.

Og demonstranterne lader ikke til at følge Erdogans opfordring. Tværtimod.

Kan du fatte det? De angriber Taksimpladsen, gasser os morgenen efter at have aftalt et møde med os. Hvad for en leder gør det?, sagde en 23-årig demonstrant, Yulmiz, til nyhedsbureauet AFP.

Vi forlader ikke Gezi, de kan sende tusindvis af politimænd. Jeg er ikke bange for deres vandkanon, det vil være mit første bad i tre dage, tilføjede han.

I går nævnte Erdogan intet om det forestående møde. I stedet sagde han, at regeringen ikke vil udvise mere tolerance.

De siger, at premierministeren er hård. Så hvad skulle der være sket? Skulle vi have lagt os på knæ for dem? Hvis man kalder dette barskhed, så er jeg ked af det, men denne Tayyip Erdogan ændrer sig ikke, sagde premierministeren.

Siden 31. maj har demonstranterne indtaget Taksimpladsen og overnattet i Gezi-parken.

Også i hovedstaden, Ankara, og flere andre byer i landet er der optøjer.

Det er særligt unge og mennesker fra middelklassen, som protesterer. De mener, at Erdogan og AKP har skabt et autoritært styre, der skader Tyrkiets omdømme som et muslimsk demokrati.

Den 59-årige Erdogan har siddet på magten i et årti med tre valgsejre på cvet. Han er stadig landets mest populære politiker og blev for få dage siden hyldet af sine støtter.