USA ændrer signal i Hiroshima

USA har i årtier undgået at deltage i mindehøjtidelighederne i Hiroshima og Nagasaki, hvor 200.000 mennesker blev dræbt af atombomber. Nu sender man topdiplomat

Atombombedomkirken er en del af Hiroshimas Fredsmindepark. Her finder mindehøjtideligheden for ofrene for verdens første atombombe den 5. august 1945 sted på de store plæner bag kirken.
Atombombedomkirken er en del af Hiroshimas Fredsmindepark. Her finder mindehøjtideligheden for ofrene for verdens første atombombe den 5. august 1945 sted på de store plæner bag kirken. Foto: Scanpix.

Når 70-årsdagen for verdens første atombombe i dag markeres ved en højtidelig ceremoni i fredsparken i Hiroshima, vil en amerikansk viceudenrigsminister være blandt deltagerne.

Det er første gang i de mange år, ceremonien har fundet sted, at USA sender så højtstående en diplomat.

Rose Gottemoeller, viceudenrigsminister for våbenkontrol og international sikkerhed, vil også deltage i den tilsvarende ceremoni i Nagasaki på søndag. Nagasaki blev den 9. august 1945 offer for verdens anden atombombe, tre dage efter angrebet på Hiroshima.

Viceudenrigsministerens deltagelse i ceremonierne er bemærkelsesværdig, fordi de to atombomber i august 1945, som i alt kostede 200.000 menneskeliv, blev kastet fra amerikanske bombefly i Anden Verdenskrigs allersidste uger.

USA har hidtil på afstand ladet beboerne i Hiroshima og Nagasaki markere sorgen over deres ofre og appellere om en atomvåbenfri verden.

At deltage i selve de årlige ceremonier har kunnet opfattes som en erkendelse af, at det i sin tid var forkert af USA at kaste atombomberne, og derfor har det været et omstridt skridt at tage.

Præsident Barack Obama har imidlertid gjort kampen for færre atomvåben i verden til en af sine hjertesager.

Med den amerikanske ambassadør i Japan, Caroline Kennedy, datter af tidligere præsident John F. Kennedy, som en markant frontfigur har han gradvist ændret de amerikanske signaler over for de to atomvåbenramte byer i Japan.

I den situation er der kommet flere og flere opfordringer fra Hiroshima og Nagasaki til den amerikanske præsident om i løbet af det sidste år af sin embedsperiode at besøge de to byer og se med sine egne øjne, hvad atomvåben kan forårsage.

Hvis Obama kommer, ”vil han blive overbevist om, at atomvåben er et absolut onde, som ikke må have lov til at eksistere længere,” sagde Hiroshimas borgmester, Kazumi Matsui, i maj.

Samtidig, i forbindelse med den japanske premierminister Shinzo Abes besøg i Washington, udtalte Barack Obamas rådgiver, Ben Rhodes, til Japans statslige tv-kanal NHK, at man faktisk overvejer muligheden af et besøg.

”USA har dyb respekt for, hvor meningsfuldt et besøg i Hiroshima ville være for det japanske folk og ganske særligt for byens indbyggere,” sagde Ben Rhodes.

Ved ceremonierne i Hiroshima og Nagasaki vil viceudenrigsminister Rose Gottemoeller være ledsaget af Caroline Kennedy.

Rose Goettemoeller skal under sit besøg i Japan også mødes med Japans udenrigsminister og tale ved Tokyo Universitet.