USA-ekspert: Clinton må droppe hemmelighederne

Hillary Clintons lungebetændelse har atter sat gang i spekulationer om hendes helbred. Hun kan blive nødt til at vise sin sundhedsjournal frem, vurderer professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Derek Beach

Spekulationer om Hillary Clintons helbred kan blive et problem for hende i valgkampen.
Spekulationer om Hillary Clintons helbred kan blive et problem for hende i valgkampen. . Foto: Brian Snyder.

Hvorfor får Hillary Clintons helbred så meget opmærksomhed?

"Generelt er amerikanere meget interesserede i deres præsidents helbred, fordi når man først er blevet præsident, er man svær at komme af med igen, og det er vigtigt, at en præsident er klar i en pludselig krisesituation. I 2008 diskuterede man også præsidentkandidaten John McCains helbred, fordi han tidligere havde haft livstruende medicinske problemer, så det er noget, man bekymrer sig om. Og det er klart, at når Hillary har haft et par episoder, begynder amerikanerne at tænke på, om der virkelig er noget galt. Hun er 68 år og er ikke en ung Barack Obama, så det fylder mere."

Hvorfor kan Clintons lungebetændelse være et problem for hende i valgkampen?

"Den konspirationsteoretiske del af Republikanerne har længe fremført argumenter om, at hendes helbred er dårligt. Når hun så får et ildebefindende, vil de folk sige: ”vi havde ret”, og Donald Trump kan bruge det til fortsat at insinuere, at der er noget galt med Hillarys helbred. Det understøtter hele fortællingen om, at Hillary er en farlig, korrupt, mentalt ustabil, syg person, der ikke er egnet til at blive præsident. Men for midtervælgere og demokrater har det indtil videre stort set ingen betydning. Nu må vi vente og se, om hun rent faktisk er mere alvorligt syg, end vi får at vide. De fleste demokrater vil nok slå det hen som en konspirationsteori ved at sige, at alle kan få en lungebetændelse, at hun har kørt for hårdt på, og at hvis hun tager det lidt med ro, vil hun snart være klar igen. Men hvis der dukker andre ting op, så er det alvorligt for hende."

Hvad vil der ske, hvis Hillary Clinton af helbredsmæssige årsager må trække sig som præsidentkandidat?

"Det er partiets komité, Democratic National Committee, der endeligt vil beslutte proceduren. Hvis hun er så svækket, vil jeg gætte på, at man kunne finde på at sætte Tim Kain, Hillarys vicepræsidentkandidat op på toppen, og så finde en ny vicepræsident i stedet, men der kunne også være en diskussion, om Bernie Sanders (modkandidaten fra de demokratiske primærvalg, red.) skulle have pladsen. Men her er vi ude i ren spekulation."

Clintons republikanske rival Trump er selv 70 år. Hvad betyder det, at begge kandidater er ældre?

"Der er ikke et oplagt alternativ, hvis nogen vælgere ville foretrække en, der var yngre. Hvis vi tager de historiske briller på, så har vi tidligere set, at i et meget tæt valg kan ungdommelighed betyde noget. Under en debat i valgkampen mellem Richard Nixon og John F. Kennedy tilbage i 1960, hvor de stod lige, havde Nixon influenza, men mødte op til debatten alligevel. På tv svedte Nixon meget og kom til at se usund ud i kontrast til den unge glamourøse, vitale mand, Kennedy. I en sådan situation kan det godt have fået vælgere på vippen til at gå med ungdommen."

Hvordan håndterer Hillary Clinton situationen?

"Noget af den her snak er selvforskyldt, fordi episoden har vist, at Clinton ligesom i e-mail-skandalen (om hendes brug af en privat mailserver i sin tid som udenrigsminister, red.) har en sygelig trang til hemmeligholdelse. Hun har været tilbageholdende med at offentliggøre en omfattende sundhedsjournal, og dér har hendes kampagne fejlet. Hendes hemmeligholdelse og dømmekraft har skadet hende. Clinton ville have gjort klogt i at gå ud og mane de her konspirationer til jorden og sige ’her er det hele, og der er ikke noget at komme efter’. Det kommer man nok også til at se i løbet af de næste to uger, for det er ved at være uundgåeligt. Og så er bolden spillet tilbage til Trump, der heller ikke har offentliggjort sin journal, og som er endnu ældre."